Grundtvig, N. F. S. Daab og Synds-Forladelse

Klage over endnu en dåb i Vor Frue Kirke

I 1834 indløb der en tredje klage over stiftsprovst 👤Clausen, denne gang vedrørende en dåb, der havde fundet sted i Vor Frue Kirke pinsedag 1834. En skomagermester ved navn 👤Christen Sørensen ønskede sit barn døbt i kirken, men da han ikke stolede på de ‘selvrådige’ præster, havde han i god tid henvendt sig til både biskop 👤P.E. Müller og 👤H.G. Clausen for på forhånd at få en forsikring om, at barnet ville blive døbt nøjagtigt efter ritualet – og det var han blevet lovet (Sørensen 1834a, s. 2 f.).

Da 👤Clausen efter sin irettesættelse havde valgt ikke længere at forrette dåb, havde han bedt kateket 👤J.V. Marckmann om at tage dåben, men han havde af uvisse årsager sendt den videre til 👤Clausens svigersøn, 👤P.C. Stenersen Gad, som var kapellan ved Trinitatis Kirke. At dåben endte hos 👤Stenersen Gad var problematisk, for også han var en af de ‘rationalistiske’ præster, som de vakte havde det svært med. Der havde i 1831 udspillet sig en polemik omkring 👤Stenersen Gads forvaltning af nadverens sakramente. Han havde udeladt sakramentets ord om, at 👤Kristus har gjort fyldest for alle menneskers synder, fordi han havde betænkeligheder ved den ortodokse forsoningslære, som ordene var udtryk for. Der var blevet klaget over 👤Stenersen Gad, som modtog en skarp irettesættelse af biskop 👤P.E. Müller i sommeren 1831 (læs mere om sagen og polemikken mellem 👤Lindberg og 👤Stenersen Gad hos Baagø 1958, s. 159-161 og 217-219).

Da dagen for dåben oprandt, oplæste 👤Stenersen Gad forsagelsen og trosbekendelsen nøjagtigt efter ritualet, men ved bønnen efter dåben udelod han ordene om, at Gud “haver forladt dig alle dine Synder” (Sørensen 1834a, s. 4). 👤Christen Sørensen følte sig krænket og valgte at klage til biskoppen over både 👤H.G. Clausens og 👤Stenersen Gads opførsel, samtidig med at han bad om, at det fremover måtte blive muligt for sognebørn selv at vælge præst i forbindelse med sakramenterne. Klagen blev udgivet i trykken den 20. maj (Sørensen 1834a) og blev også refereret af 👤J.C. Lindberg i Den Nordiske Kirke-Tidende (Lindberg 1834a).

*Der var desuden en videre polemik omkring valget af 👤Stenersen Gad. De vakte forstod ikke, hvorfor det ikke var en af de øvrige præster ved Vor Frue Kirke, der var blevet bedt om at forestå dåben, se Lindberg 1834b, Lindberg 1834c og Sørensen 1834b.