↩ “Stille, stille! dæmpet klinge” er henvendt til de efterladte. Ligesom i dødedigte i almindelighed giver det kollektive ‘vi’ her de efterladtes sorg en stemme. Samtidig opstiller digtet en forståelsesramme, hvori dødsfaldet og døden som sådan kan fortolkes (►Auken 1998, s. 25). I strofe 3 tegnes der eksempelvis et billede af livet i de himmelske boliger, hvor venner mødes og taler sandt og kærligt sammen. Billedet er en allusion til de eskatologiske tilstande i det ny Jerusalem (►Åb 21-22), hvor bl.a. byens huse er af det pure guld (►Åb 21,18). Billedet udmales samtidig i vendinger, der ligner de lykkelige tider efter ►Ragnarok i den nordiske mytologi. ►Vølven i ►“Vølvens Spådom” beskriver dem således: