Grundtvig, N. F. S. Om Daabspagten, det Theologiske Seminarium og Hr. Stiftsprovst Clausen

Rygter fra pastoralseminariet

✂ Det følgende år skete der ikke meget i ritualsagen, og man begyndte at regne den for henlagt, men den 8. december 1833 kunne 👤J.C. Lindberg bringe nyt i sit tidsskrift ►Den Nordiske Kirke-Tidende, som blev læst af de vakte i både land og by. 👤Lindberg havde nemlig modtaget nogle efterretninger om et møde på pastoralseminariet, hvor 👤H.G. Clausen, som var seminariets leder, skulle have sagt og gjort nogle opsigtsvækkende ting (►Lindberg 1833a, se faksimile, jf. også ►Pedersen 1956, s. 100-102). 👤Lindberg angav ikke sin kilde, men oplysningerne stammede fra kandidat 👤L.C. Hagen (►Baagø 1958, s. 227 f.). Den 27. november havde 👤Clausen, i anledning af at det var årsdagen for ansøgningen om en ritualrevision, talt til de teologiske kandidater om ritualsagen. Han havde kaldt dagen historisk og forsikret kandidaterne om, at ritualsagen gik frem med faste skridt. Han erklærede desuden over for de studerende, at han fandt det umuligt at følge det gamle ritual, og han fortalte dem om det omarbejdede ritual, han selv benyttede, og fremviste sin alterbog, som var fuld af overstregninger.

Anonymt indlæg i Kjøbenhavnsposten

✂ Den 13. december 1833 reagerede en anonym skribent på 👤Lindbergs efterretninger i ►Kjøbenhavnsposten (artiklen kan læses her). Vedkommende var meget oprevet over, at en “Spion og Angiver” (s. 976) havde sneget sig ind på pastoralseminariet. Han kaldte det forræderi og en uædel handling, at vedkommende havde refereret, hvad 👤Clausen havde sagt. Pastoralseminaret var blevet vanæret, eftersom det nu ikke længere var muligt at tale frit og åbent i dette forum (►[Anonym] 1833). Han mente desuden, at der måtte være en “umiskjendelig Sammenhæng” (s. 977) mellem 👤Lindbergs efterretninger og en scene i vor Frue Kirke den 8. december 1833, hvor en fadder havde svaret nej til at lade et barn døbe efter 👤Clausens ændrede dåbsritual (se en nærmere beskrivelse af forløbet hos ►Baagø 1958, s. 226 f.). Den anonyme forfatter antydede altså, at efterretningerne havde været den direkte årsag til balladen i kirken.

Lindbergs klage over det anonyme indlæg

✂ 👤Lindberg tog til genmæle i næste nummer af ►Den Nordiske Kirke-Tidende (►Lindberg 1833b, se faksimile). Han var vred over det anonyme indlæg, som han fandt både dumt og ondskabsfuldt, og han afviste blankt, at der skulle være nogen sammenhæng mellem efterretningerne og de dåbshandlinger, der var foregået samme dag. Han forsikrede om, at han ikke havde haft til hensigt at fremkalde forargelige scener i kirken.

✂ 👤Lindberg var ikke den eneste, der reagerede på indlægget. I løbet af december og januar blev der i ►Kjøbenhavnsposten trykt flere artikler og notitser (se ►Müller 1833, ►[Anonym] 1834 og ►Hagen 1834). Da debatten var på sit højeste, foretog 👤Lindberg et helt nyt træk i sine forsøg på at få ram på 👤H.G. Clausen: Han hævdede, at han påtænkte at søge præsteembede og meldte sig som deltager på 👤Clausens pastoralseminarium. Myndighederne fik dog forhindret dette (►Baagø 1958, s. 227 f.).

Grundtvigs indlæg

✂ Den 2. februar 1834 blandede Grundtvig sig i debatten med indlægget “Om Daabspagten, det Theologiske Seminarium og Hr. Stiftsprovst Clausen”, trykt i ►Den Nordiske Kirke-Tidende. Her forsvarede han den kandidat, der havde bragt 👤Clausens oplysninger videre til 👤Lindberg. At kandidaten havde fortalt om det foruroligende scenarie, han havde set hos 👤Clausen, var efter Grundtvigs mening ikke uædelt. Det var blot et forsøg på at forebygge den katastrofe, det ville være, hvis ritualerne blev ændret på en måde, så den gamle dåb blev afskaffet. De gammeldags kristne ville ikke for nogen pris opgive den “tusindaarige Daabs-Pagt” (sp. 67). Hvis man ændrede i dåbsritualet, måtte de gammeldags kristne nægte at bruge det, og Grundtvig frygtede, at de fremover ville blive marginaliserede og forfulgt “som en fanatisk Sect” (s. 67).

✂ I indlægget gentog Grundtvig sin hovedpointe fra teksten ►Om Daabs-Pagten (1832): Han og de gammeldags kristne ville kun kunne leve med, at man forandrede dåbspagten, hvis der samtidig blev indført en omfattende frihed for menighederne. Der kunne enten blive tale om en religionsfrihed, som gav de gammeldags kristne lov til at oprette deres eget trossamfund, eller man kunne indføre en udstrakt frihed inden for statskirken ved dels at give præsterne frihed til at vælge mellem det gamle og det nye dåbsritual, dels at ophæve sognebåndet, så menighedens medlemmer selv kunne vælge præst i forbindelse med kirkelige handlinger.