✂ Mel. Hvo veed, hvor nær mig er min Ende.
✂
538
(PS)
47
(VU)
►Udrundne er de gamle Dage,
Som Floder i det store Hav,
Og hvor sig hviler nu den Svage,
Der fandt den Stærke ►og sin Grav;
Men ►lovet være Himlens Gud!
►De Ædles Æt döer aldrig ud!
✂
Mens Graven kastes, Vuggen gynger,
Og Liv udsletter Dödens Spor,
►Saa ►immer sig igjen forynger
Hver ædel Slægt i Syd og Nord,
48
(VU)
►Og Mindet, ►som Guds Miskundhed,
Forplanter sig i tusind Led►!
✂
Saa lad derpaa da ►Syn os fæste,
Hvad Ædle kaldte Livets Lyst!
Ja, lad os kappes med de Bedste
Og vove ►kjæk med Död en ►Dyst!
At byde den og Graven Trods
Kan med Guds Hjælp ►og lykkes os!