↩ Det synes jo ►vist nok en ►uopløselig Gaade, hvad der har bragt Hr. Professoren i Harnisk over en saa uskyldig, fredsommelig, beskeden og vel over69veiet Bog, som den lille ►om Daabs-Pagten, hvori jeg slet ikke gaaer offensiv men blot defensiv tilværks, og indrømmer Hr. Professoren og hans Parti al den ►Samvittigheds-Frihed jeg forlanger for mig og mine ►Troes-Forvandte, uden i mindste Maade at pukke paa det store Fortrin, hele den Danske Lovgivning skiænker os. Dette synes en ►uopløselig Gaade og det Andet er ligesom Dette, at Hr. Professoren kalder det “en forvirret og forvirrende” Tale, naar jeg, i Anledning af Hr. Stifts-Provst 👤Clausens ulovlige Barne-Daab og hans ►Paastand, at Daabs-Pagten skulde forandres efter hans Hoved for os Alle, erklærede, det gik slet ikke an, da vi gammeldags Christne, der troe paa Daaben, som et ⓘ “►Igienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand” umuelig kan give vort ►Minde til, at Vilkaarene, hvorpaa Daaben er os ►meddeelt, forandres for vore Børn. Troer nemlig end Hr. Professoren, at vor Frygt for, at Daaben derved vilde tabe sin Kraft og Gyldighed, er aldeles ugrundet, saa maa han jo dog indsee, at naar vor Tro er forskiellig fra hans, da lider den Vold, naar den skal rette sig derefter, og, som Theologisk Professor, maa han jo ogsaa vide, at de Christne fra Arilds-Tid har ►gjort sig Samvittighed over at forandre langt mindre væsenlige Ting ved ►Naade-Midlerne, end Daabs-Pagten er, som end ikke Paven i 📌Rom vovede at røre ved. Paastod jeg derfor end i min lille Bog, at vor Daabs-Pagt i den Dansk-Lutherske Stats-Kirke er den samme som i ►Apostel-Kirken, og troer end Hr. Professoren anderledes, og kan han end ikke forstaae, at denne Paastand er nødvendig, naar den Dansk-Lutherske Stats-Kirke skal gjælde for ægte christelig, saa maatte han jo dog indsee, at det var her en ►Bisag, da Sagen jo her kun var, om Daabs-Pagten i den Dansk-Lutherske Stats-Kirke skulde forandres, uden at vi, som vilde blive ved det Gamle, fik Lov dertil. Vilde altsaa Hr. Professoren ►videnskabelig bestride min foranførte Paastand om den Apostoliske Ægthed af 70den Danske Stats-Kirkes ældgamle Daabs-Pagt, da synes det jo høist latterligt at kaste sig over Paastanden, hvor den stod nøgen og blottet, i Talen om vor borgerlige ►Samvittigheds-Frihed, istedenfor at prøve Styrke med den som den er udført i “►Kirkens Gienmæle” og oplyst giennem mine Afhandlinger i ►Theologisk Maanedsskrift ►“Om den sande Christendom” og ►“Om Christendommens Sandhed”. Paa een Gang derimod baade at ignorere hvad Talen var og maatte være om i Bogen, ►om Daabs-Pagten, og Alt hvad jeg har skrevet om den Paastand, Hr. Professoren vilde slaae sig til Ridder paa, synes virkelig saa ufornuftigt, at jeg vel maatte ►stakle Recensenten, saalænge han var anonym, men nu, da jeg seer, det er Hr. Professoren selv, giør jeg det naturligviis ikke længer; thi jeg har ►alt før sagt mine Læsere, at jeg virkelig erkiender en vis Conseqvens i hans Tanke-Gang og Fremgangs-Maade, som giør, at han ikke skal ►stakles men bekæmpes.