↩ 169►Hyndlas Sang, som ogsaa, meget uforskyldt, skal være kaldt den stakkede Völuspa, er Gude-Slægternes Arve-Tal, indflettet i en Samtale mellem Freye og en Trold-Hex, som her er den klogeste, og saadanne kloge Koner föde, som Erfaring lærer, immer de kloge Mænd, der lee baade ad Guder og Hexe, og desuden skifter Man dog ikke gierne Arv efter Nogen, för de enten ere döde, eller formodes dog at ligge med Döden paa Læberne. Freye behövede derfor ei engang at fortælle os, det var i et Slags ►Ragna-Roke, hun lærde Seid af Hexe, eller rose af de blodige Offere hun fik, thi ogsaa uden 👤Snorros Beretning, at den Upsalske Freye overlevede alle Tempel-Guderne, vilde vi fra det attende Aarhundrede godt vide, at det gaaer ligesaa naturlig til, som at Romanen overlever Poesien. Da nu endelig ogsaa baade ►Harald Hildetan, og flere af Braavals Kæmper, er kommet med paa Listen, kan vi hverken tvivle om, hvor vi er, eller tænke, der kom meer om Guderne af den Mund; thi det er aabenbar Bjarkemaalets Slutning, ved Offer-Stedet, ligesom ►Stærk-Odders Svane-Sang er det i Borge-Stuen.