↩ Sidste strofe kan ses som en opfordring til de endnu levende sprog om at sørge for 👤Rasks eftermæle, dette på trods af, at 👤Rask ifølge Grundtvig miskender dem. 👤Sune Auken kalder dette Grundtvigs trumf og dementi over 👤Rasks virke: Ironisk nok er det kun på grund af det levende sprog, der ikke er stumt som de døde, at 👤Rask vil få et eftermæle (►Auken 1998, s. 136).