↩ Forskellen på deres sprogsyn kommer til udtryk i Grundtvigs mindedigt. 👤Rask karakteriseres ud fra hans studier af de døde sprog, hvilket ikke var noget Grundtvig havde meget tilovers for. Grundtvig interesserede sig for det levende ord, og for ham var de døde sprog uden eksistensberettigelse, da de netop ikke taltes længere (jf. ►Auken 1998, s. 134). Ifølge digtet er de døde sprog stumme, og dyrkelsen af dem foregår i mørke huler. Selvom 👤Rask har ofret sit liv til studierne af de døde sprog, hyldes han for at have brændt for sit felt og tændt lys i sprogforskningens mørke. Deres forskellige tilgange til sproget gør dog, at 👤Rask ikke kan betegnes som en af skjaldens (Grundtvigs) brødre, men anses dog som en af “Skjaldens Frænder” (strofe 5).