Digtet
✂ Som deres tidlige kontroverser viste, havde Grundtvig og 👤Rask forskellige tilgange til sproget. 👤Rask ønskede at udrede sprogets rødder gennem en sammenligning af strukturer uden større interesse for dets iboende kultur, mens Grundtvig ønskede at belyse kulturen og at få de gamle tekster og sprog bragt til live igen (Blom 2013, s. 256).
✂ Forskellen på deres sprogsyn kommer til udtryk i Grundtvigs mindedigt. 👤Rask karakteriseres ud fra hans studier af de døde sprog, hvilket ikke var noget Grundtvig havde meget tilovers for. Grundtvig interesserede sig for det levende ord, og for ham var de døde sprog uden eksistensberettigelse, da de netop ikke taltes længere (jf. ►Auken 1998, s. 134). Ifølge digtet er de døde sprog stumme, og dyrkelsen af dem foregår i mørke huler. Selvom 👤Rask har ofret sit liv til studierne af de døde sprog, hyldes han for at have brændt for sit felt og tændt lys i sprogforskningens mørke. Deres forskellige tilgange til sproget gør dog, at 👤Rask ikke kan betegnes som en af skjaldens (Grundtvigs) brødre, men anses dog som en af “Skjaldens Frænder” (strofe 5).
✂ Sidste strofe kan ses som en opfordring til de endnu levende sprog om at sørge for 👤Rasks eftermæle, dette på trods af, at 👤Rask ifølge Grundtvig miskender dem. 👤Sune Auken kalder dette Grundtvigs trumf og dementi over 👤Rasks virke: Ironisk nok er det kun på grund af det levende sprog, der ikke er stumt som de døde, at 👤Rask vil få et eftermæle (►Auken 1998, s. 136).
Genre
✂ “Rasmus Christian Rask” er et lejlighedsdigt – og nærmere betegnet et dødedigt. Dødedigtningen er en genre, hvor den afdøde ofte hyldes og beskrives i positive vendinger. Grundtvig skrev flere digte i denne genre, og han havde tradition for at give sin ærlige bedømmelse af den afdøde. Hensyn til privatliv og familie fandtes ikke hos ham, og dommen kunne til tider være barsk (jf. ►Lundgreen-Nielsen 1981, s. 76). Grundtvig anvendte digtet til at vise sin respekt for 👤Rask, samtidig med at han misbilligede dyrkelsen af de døde sprog.