↩ Dog, jeg tør endnu ikke slutte denne Betragtning, uden at berøre, hvad mangensteds kunde blive en Anstøds-Steen paa Veien til en velordnet Skrive-54Frihed, og hvem giætter ikke, at det er Aviser, og politiske Smaa-Skrifter. I 📌Engelland, hvor Man har en naturlig Forkiærlighed for Carrikaturen i enhver Henseende, er Avisernes Frihed egenlig grændseløs, og Smaa-Skrifterne derimod ►paa en Omvei meget forhindrede; men jeg mener det er bagvendt, thi Aviser, som er i alle Maader Døgn-Blade, tilstæde end ikke deres Udgivere, som desuden sielden er Andet end ►Skillings-Mænd, at drøvtygge deres Betragtninger, saa de kunde godt taale en egen ►Klemme, men naar Pøbelen og Peblingerne hverken kan lade smaa eller store Skrifter trykke, da har vist nok Smaa-Skrifterne Krav paa al muelig Frihed. De tykke Bøger, især om Stats-Anliggender, er nemlig, som de tykke Forordninger, ingenlunde sædvanlig de bedste, og har iblandt Andet de to store Feil, at være baade for dyre og for trættende for mangen Læser, som baade trængde til Oplysning, og kunde fremme den, saa Man maatte snarere opmuntre politiske Skribenter til at omskrive deres Bøger, til de blev tynde, end til de blev tykke.