↩ I 📌Grækenland og 📌Tydskland, veed vi, fandt Undertrykkelse Sted af fremmede Volds-Mænd, der selv erkiendte, at de ingen anden Ret havde til Herredømmet end den Stærkeres, som Over-Magten gav dem, hvoraf naturligviis fulgde, at saasnart de Undertrykte kunde faae Over-Magten, havde de, efter Volds-Mændenes egen Tilstaaelse, Ret til at fordrive dem; og til at stræbe efter denne Over-Magt havde de Undertrykte al muelig Grund, da de behandledes som et Krigs-Bytte, hemmedes i deres aandelige Udvikling, bortreves hvert Øieblik fra deres fredelige Sysler, for at udbrede og befæste Tyrannernes Magt, berøvedes Frugterne af deres Flid, og maatte see deres Gudsdyrkelse, Sprog, Sæder, og Alt hvad der var dem kiært og helligt, foragtet og forhaanet. Under saadanne Omstændigheder kan vi føle hos os selv, at, er der mindste Mod og Kraft tilbage hos et Folk, maae de ved første givne Leilighed gribe til Vaaben, og at, hvad enten det lykkes dem eller ikke at tilbage11vinde Friheden, er deres Bestræbelse en retmæssig Opstand, Man forgiæves vil stræbe at brændemærke med Oprørs hadefulde Navn, og naar en saadan Opstand lykkes, hvori den kraftigste Deel af Folket, baade Høie og Lave, har taget Deel, da vente vi med Rette ikke en Kiæde af Oprør, men et gienfødt, roligt Statsliv, med en bedre Forfatning end forhen, da Høie og Lave, under Trykket, Kampen og Seiren, de deelde, formodenlig vil have lært bedre at kiende og forstaae, omgaaes og skatte hinanden.