↩ Jeg kan i det Mindste ikke længer sige hvad jeg før har sagt, naar Man paastod, vi i Grunden ingen Skrive-Frihed havde, thi da pleiede jeg at paastaae netop det Modsatte, beraabende mig paa Indledningen til hin Forordning, som Ingen der kiendte vor nærværende Lands-Fader, kunde tvivle om havde havt Hans naadige Stemme som Kron-Prinds, og havde nu Hans enevældige Stemme paa Thronen, og pegende tillige paa min egen Skrift, i en Række af 71Aar, som practisk bevisende, at hvem der havde Mod til at benytte Skrive-Friheden, han havde den ogsaa. Det tør jeg nu ikke længer sige; thi naar Man, uden at have givet mindste grundet Anledning til Klage, staaer Fare for at skulle udholde en ►fiskalsk Action, med al den Tids-Spilde, Ærgrelse og Mismod, som deraf flyder, for hvem der ikke selv er Procurator, og maa dog ved slige Leiligheder for det Meste selv være den egenlige Sag-Fører, da kan jeg ikke sige, Man har Skrive-Frihed!