↩ Oplysningstidens tanker om naturlig religion over for åbenbaringen genspejler sig i digtet. Det ses i afsnit 1, hvor mennesket gennem sine sanser og sin fornuft prøver at forstå, hvor mennesket kommer fra: Skabningen må være et “Værk af den Høie” (s. 148). Ifølge den naturlige religion kunne mennesket gennem sin fornuft slutte sig til, at der findes en højeste guddom. Heroverfor stiller digtet åbenbaringen som modsvar. I afsnit 2 mener ‘vi’-fortælleren, at ordet hos mennesket, dvs. sproget og derigennem den menneskelige fornuft, ikke kan forklare sig selv og forstå mennesket. Tværtimod ser ordet med en allusion til ►1 Kor 13,12 sig selv som “Gaader” (s. 151). Kun Gud sidder inde med tilværelsesforklaringen, han skabte vores sanser, tanker og sprog: “Han lærte vor Tunge / At tale og sjunge, / Han skabde vort Ord!” (s. 151). Digtet rummer også litterære henvisninger som allusionen til nælden i strofe 2 af 👤Hans Adolph Brorsons ►“Op! Ald den Ting / som Gud har giort” (s. 148).