↩ Digtet betragter skabelsen ud fra menneskets synsvinkel. I afsnit 1 tager det kollektive ‘vi’ udgangspunkt i vores syn- og høresans og vores undren over jordens mangfoldighed. Svaret på spørgsmålene i afsnittet følger i afsnit 2, hvor det fastslås, at Gud er skaberen, og at vi mennesker har ordet fra ham. Det vil sige, at mennesket har ordet eller sproget tilfælles med Gud. De to første afsnit kan ses som en forberedelse til afsnit 3 og 4, der beskriver skabelsens seks dage efter ►1 Mos 1. Fremhævelsen af menneskets tilblivelse fortsætter i afsnit 5 med en direkte opfordring til “I Unge” (s. 153) om at lovprise skaberen. De to sidste afsnit afslutter digtet med Guds konstatering af det gode i skabelsen og den første skabelsesberetnings syvende dag.