↩ Er da ⓘ nu det ►Eiendommelige i vor nyeste ►Psalme-Bog ingenlunde almeen-christeligt, og er saavel Fortidens hjertelige som Dens aandrige Psalmer enten aldeles tilsidesatte eller fordærvede, saa vorder unægtelig ►Slutningen, at denne Samling nærmer sig langt mere Idealet for en daarlig end for en god Psalme-Bog, i den Christne Kirke; og det er ►tilvisse høist beklageligt for Menigheden, uagtet vi Boglærde bør være ►billige nok til at undskylde Samlerne med Tidsaanden, hvis Grille det var, i Henseende til alt Gudeligt, at efterstræbe et Ideal, der kunde tækkes fornuftige Folk, enten de saa var Christne, Jøder, Tyrker eller Hedninger, hvoraf Følgen ►nødvendig maatte blive, at man frembragde Noget, der umuelig kunde tækkes Andre, end dem der arbeidede paa Løsningen af samme fortvivlede Problem. En saadan Tids-Aand kan nu ►vist nok hverken opkomme eller bestaae, uden under en høi Grad af religieus Ligegyldighed, men at Mænd som 👤Balle ►læmpede og tildeels rettede sig efter den, det kom aabenbar af, at de, under det indviklede stats-kirkelige Forhold, forvexlede Stat og Kirke, og er man nu kommet til den Indsigt, at de Christne ligesaalidt, naar de udjuble deres Haab og 26udøse deres Hjerte, som naar de bekjende deres Tro, kan, uden Selv-Modsigelse, ►læmpe eller rette sig efter Troens Modstandere og Haabets Foragtere; da maae vi ønske, Man ogsaa maa komme til den Indsigt, at Idealet af en Stats-Indretning ganske rigtig er den, som maa tækkes alle fornuftige Folk, af hvad Tro de end er, hvortil først og fremmest hører, at Sjæle-Sorgen, og det deraf udspringende Kirke-Samfund, faaer Lov til at være, hvad den unægtelig er, deres egen Samvittigheds og Saligheds Sag! Før det skeer, kan vi nu mindre end nogensinde ►enten faae en Kirke-Psalme-Bog, der svarer til Menighedens Tarv, eller, i det Hele, en opbyggelig Guds-Tjeneste, hvortil dog visselig Staten trænger ligesaa høit for sit timelige Vel, som vi for vort Evige! Skeer derimod det, saa de, der ingen Lyst har til at være gammeldags Christne, faaer Lov til ►at være det bekjendt, og de der har Lysten, Lov til at følge den, uforstyrrede af dem, de vel i Verden, men umuelig i Kirken, kan være Venner med; da vil Dommene over vore Psalme-Bøger neppe blive synderlig forskjellige; thi naar ►Kirkerne ►adskille sig, bliver ►sikkerlig den nye ►Psalme-Bog liggende midt imellem dem, og skjøndt naturligviis de nymodens Christne vil vrage de gammeldags Psalmer, vil de dog udentvivl være ganske enige med os derom, at naar man har Tro og Haab tilfælleds med den gamle Kirke, maa man ►nødvendig ogsaa have stor Forkjærlighed for de gamle Psalmer, der levende udtrykke de Christnes deraf udspringende Tanker og Følelser; thi denne Forkjærlighed er ikke blot ligesaa naturlig, som ►Barne-Kjærligheden til hvad der har ►huget og glædet elskelige Forældre, men lader sig tillige hos os paa det Aller-Naturligste forsvare og forklare!