↩ Men maaskee er det blot ►Trykke-Forordningen, som trænger til Forandring? Ja, gid det var saa vel, men da burde det jo ogsaa siges, og hvem var nærmere til at udsige det med Suk, end en Skribent, hvis egenlige Fag er Fæderne-Landets Historie, hvori man vel ved Slutningen af forrige Aarhundrede maa oplede det ►Mærkværdige i en modbydelig Dynge, men gjør det dog langt heller, end man forgjæves leder ►om Oplysning over det nærværende Aarhundredes mange Gaader, og hvem veed det bedre end Skribenten fra 1806, der har vovet at skrive frimodig om ►sine egne Dage, hvem veed det bedre, hvad Mod, næsten Alle sagde Forvovenhed, dertil hørde! Sandt er det vist ogsaa, at naar man længst har ►stavet paa ►Trykke-Forordningen af 1799, for at finde ►Skrive-Frihedens lovmæssige Grændser, 255man da nødes til at sige, man fandt ikke engang Trykke-Frihedens, hvad dog kun er lidet, naar det Meste, som trykkes, kan undertrykkes før det bliver læst, og vil man altsaa beholde det Mod til at skrive frit, med sømmelig Ærbødighed, som Indledningen indgyder, da maa man vel udelukkende holde sig til Indledningen som Udtrykket ►af Lovgiverens Mening og Hensigt ►ͻ: af Lovens Aand, hvad man dog ikke kan, uden stærk Tro paa en saadan virkelig Lovens Aand og Kongelig Lovgiver, som 👤Frederik den Sjette; thi naar man skal gjenkjende 145 (US) 👤Christian Colbjørnsens lyse Hoved i denne Forordnings Stiil, maa man nok antage, det mindre var hans Hensigt at give Dommerne, og dermed Skribenterne, en ►øiensynlig Rette-Snor, end at give Advocaterne Leilighed til at øve sig i Dialectiken, eller Skribenterne et Vink om, ligesaa godt først som sidst, at forsage det Nærværende og Timelige, trøstende sig, som de kunde bedst, ved det Forbigangne eller det Tilkommende. Men trængde ikke ogsaa virkelig hiin Tids fleste Skribenter til et memento mori! og til en kraftig Advarsel om, at Øieblikket, hvori de havde nedsænket sig, var ei at stole paa, saa Forordningen, som et provisorisk Reglement, paa Grændserne af det attende og nittende Aarhundrede, vel kan kaldes et haardt Ord i rette Tid, og mon det ikke virkelig, til enhver Tid, var ►statsklogt, baade at afskaffe Anonymiteten, og see til at forbinde en ►ordenlig Censur med ►Skrive-Friheden, saa Forordningens Hoved-Feil blev dens Tvetydighed, og Parallelen mellem Skribent-Feil, en god 97 (VU) Borger ogsaa kunde begaae, og qvalificeret Tyveri eller andre grove Misgjerninger! Jeg troer jo, troer, at den Tøileløshed, og det evige politiske Kandestøberi, som den revolutionære, regelløse Ophævelse af Censuren havde udklækket, og den franske Revolution opfostrede, maatte afbrydes ved et ►Magt-Sprog, der vel 256kunde været voveligt nok, hvis ikke 👤Napoleon var kommet med den ►18de Brumaire, men vilde, i det Mindste til 👤Napoleon forsvandt, ingen Skade gjort, under 👤Frederik den Sjette, naar Juristerne kun havde været ligesaa liberale som Lovgiveren, og ikke anseet Forordningens Tvetydighed for en Fuldkommenhed, men for en Feil, hvorunder det var Synd Skribenten skulde lide. Vanheldet bestod da egenlig deri, at den ny Mode i ►Jurisprudensen, at construere den ►borgerlige Ret, ligesom 👤Kant og 👤Fichte den Moralske, a priori, at denne ny Mode der nu just opkom, og trængde ►høit til at ►bestrides paa den offenlige Vei, fik, ved ►Trykke-Forordningens Tvetydighed, denne Vei i sin Magt, behøvede altsaa ikke at lade sig ►bestride skarpere, end den selv vilde, og kunde, som skedt er, udbrede sig frit, til den naaede det Maximum, man vel maa kalde det, at betragte ►Trykke-Forordningen ogsaa i kirkelige Anliggender som en ►symbolisk Bog, over alle dem Loven kalder ►saa, og som en Ophævelse baade af Præstens og af ►Præste-Lærerens særegne Forpligtelser. At det saaledes langt mere er Raisonnementet ►paa fri Haand over hvad der i hvert enkelt Tilfælde skal kjendes for Ret, langt mere det, end ►Trykke-Forordningen, der 146 (US) gjør Skribent-Veien aldeles usikker, kan jeg ikke bedre oplyse, end ved at sammenligne to Skribenters forunderlige Skæbne ved samme Ret, min egen nemlig, og En af mine Ungdoms-Venners. Det var nemlig 1804, at en eet og tyve Aars Yngling, tidlig historisk-lærd, midt i et strængt videnskabeligt Arbeide, sagde nogle usømmelige Ord om en af vore længst hensovne Konger, men derom ►talde ►Trykke-Forordningen ikke, og det er klart, at ingen Lov kan befatte sig med Sligt, uden at tilintetgjøre den historiske Frihed, hvis Brug er Staten saa vigtig, og hvis Misbrug er den saa uskadelig, at den sikkert bør haandhæves. Mueligt, at der i dette Tilfælde 257var Noget som kunde fordre en Undtagelse, men hvad jeg vil sige, er, at man kaldte ►Ritualet til Hjelp, som forbyder at tale ilde om de Døde i deres Liig-Prædiken, 98 (VU) og det er klart, at kunde Sligt medvirke det Mindste til, at en ung Historiker kom til at sidde paa Vand og Brød, hvad han rigtignok, under sit utrættelige Studium, var vant til, men ikke som Misdæder, og at han gik tabt for Videnskaberne, hvilken levende Skribent kunde da ikke falde, før han vidste det! Tyve Aar senere kom jeg for Retten som Præst, og forsvarede mig med ►Ritualet, men her maatte det ikke gjælde, uagtet Retten fandt sig incompetent til at undersøge Kjends-Gjerningen efter ►Trykke-Forordningen, men under Censur skulde jeg, som om jeg var dømt efter den, og Anvendelsen er overflødig. Havde en Fader, som lod sine Tyende og de Fremmede troe, og tale om Tro, omtrent som de vilde, antaget en Huus-Lærer til sine yngste Børn, under den udtrykkelige Betingelse, at oplære dem i den evangelisk-lutherske Religion, efter 👤Luthers ►Catechismus og 👤Balles ►Lærebog; nedrev desuagtet Huuslæreren offenlig i Børnenes Paahør saavel den Religion, han skulde lære dem, som de Bøger, han skulde bruge; lastede en af de ældre Sønner ham ►høit derfor, og sagde reent ud, at naar han tænkde saaledes, burde han, som ►ærlig Mand ►qvittere sin Post, og stævnede nu Huus-Læreren Sønnen derfor som ►Injuriant, og kunde Sønnen ikke engang redde sig med at fremlægge Faderens skriftlige Beviis af ældre ►Datum for, at han var sat til af al Magt at ►bestride hvad Tale der førdes i Huset mod dets Religion; da blev det ►vist nok ikke af mine Rets-Principer, det kunde udledes, at Huus-Læreren havde dog i Grunden moralsk eller philosophisk Ret, men derom kan man ►tvistes; at han derimod juridisk, ►det er, efter Lovene, havde den soleklareste Uret, det vil dog vel intet fornuftigt Men 147 (US) neske 258►aftrætte mig, og hvad er da Forskjellen mellem dette Exempel og Sagen mellem mig og 👤Clausen, naar man gjør Faderen til Lands-Fader, Huus-Læreren til ►Præste-Lærer i Staten, og Sønnen til Præst, hvad gjør da Forskjellen, ►uden at Juristerne er kommet i den Vildfarelse, at hvad der efter deres Tanker er moralsk eller philosophisk Ret i Kirken, det er ogsaa juridisk Ret, hvad saa end ►Lands-Loven siger, og man har da, hvor den Vildfarelse bliver practisk herskende, en hemmelig Ret, man ikke kan lære at kjende af den aabenbare Lov, men kun i paakommende Tilfælde, af glædelig eller sørgelig Erfaring for Domstolene!