↩ Dog, Præsten havde en Ven i den Ret, der dømde ham, en ►grundærlig, stille, beskeden, men velstuderet, dybsindig, historisk-lovkyndig Mand, hvis ►udmærkede Retskaffenhed var alle hans ►Kyndinger, og deriblandt tre ►Cancellie-Deputerede, med hvem han havde staaet i nøie Embeds-Forhold, velbekjendt. At han, som kjendte Lovene, og ærede dem som de sande Rets-Principer for alle Dommere, skulde dømme efter Gunst, var ikke tænkeligt, men at Venskab kunde gjøre ham det til en ►Samvittigheds-Sag, at bryde sin beskedne, hos en til Skribent-Banen saa rigt udrustet Mand, hardtad mageløse Taushed, for at protestere mod en Dom, der, efter hans fuldeste 137 (US) Overbeviisning, streed ligesaameget imod Lovene som imod hans Retsfølelse, og tilintetgjorde en Mands ►borgerlige Existens, han i mange Aar havde æret som Præst, studeret som Skribent, og elsket som Ven; det var vel et halvt Vidunder, men dog ligesaa psychologisk forklarligt, som dybt rørende! Hans Protest vidnede maaskee om Haandens Mangel paa Øvelse, men dog klarligst om Kampen mellem en dyb, overvældende Følelse, og en klar juridisk 245Besindighed, om et Hoved, der i alle Maader vilde have Loven for sig, men et Hjerte, der, hvad saa end Hovedet sagde, maatte have Luft, og vilde, naar ►saa maatte være, opoffre sig.