↩ En formel Vanskelighed, som jeg, med min Ulyst til den præstelige Embeds-Stilling i en Vraa, ei vilde til det Yderste bekæmpe, havde gjort, at min gamle Fader bestemde sig til at 110 (US) resignere, og ►rimeligviis var da min ►►Dimis-Prædiken► blevet den sidste, som det var den første Prædiken jeg lod trykke, hvis man havde ladet mig være i Fred; men det skulde nu ikke ►saa være, det er den eneste Grund jeg endnu kan tænke mig til det ►borgerlige Angreb paa den unge Digter, og lidt sværmende ►Mytholog, der vel, fra tidligere Dage, f. Ex. da han, som Prædikant paa aaben Mark for Lande-Værn paa 📌Langeland, (1807) 62 (VU) havde seet Almuen flokkes om sig, ved Røsten om gamle 📌Dan210marks Fare, og om den gamle Troes guddommelige Kraft, vel havde nogen Mening om sine Tale-Gaver, men havde dog aldrig gjort et Skridt for at bestige en Prædike-Stol i Hoved-Staden, eller sat Pen til Papir for at søge om Andet, end en Plads paa 📌Valkendorphs Collegium, og et Reise-Stipendium som han ikke fik.