Grundtvig, N. F. S. Om Religions-Frihed

Førstetrykket: tredje del

“Om Religions-Frihed” blev ikke genoptrykt i Grundtvigs levetid, men i 1866 udkom som nævnt den af censuren undertrykte tredje del som selvstændig bog med den oprindelige paginering og forsynet med titelblad samt omslag. Bogen blev annonceret som udkommet i Dansk Folketidende, den 16. marts 1866, nr. 24, s. 96. Bogen kunne købes i Schønbergs Boghandel for 1 mark. Af en bogtrykkerregning fra 15. marts 1866 (fasc. 528 i Grundtvig-arkivet) fremgår det, at der blev trykt 460 omslag til bogen.