↩ Men, denne Forvirring i Kampen kunde jeg umuelig selv rette, førend jeg ►lærde at skjelne klart imellem hvad jeg ►vel, med 👤Luther og mine præstelige ►Fædre, altid efter en dunkel Følelse havde practisk 127 (VU) adskildt, men dog theoretisk meer eller mindre sammenblandet: Kirke og ►Kirke-Skole, Christendom og Theologi, ►Bibelens Aand og ►Bibelens Bogstav. Aldrig 37havde jeg i mine Skribent-Dage forvexlet disse Ting og Tanker med hinanden, og min poetiske Natur er ►noksom ►Borgen for, hvad ogsaa alle mine Skrifter bevise, at jeg hverken canoniserede noget skolastisk System i Aandens Rige, eller havde mindste Slægtskab med de aandløse ►Bogstav-Ryttere og ►sadelfaste ►Kjætter-Magere, til hvis kjødelige Broder mine Modstandere af al Magt vilde omskabe mig: men just derfor fik min kirkelige Polemik et forvirret Udseende, og kunde umuelig, før den ændredes, lede til den uundgaaelig nødvendige ►Skilsmisse. Til Basis for en Saadan kunde jeg umuelig tage den ►Augsburgske Confession, umuelig finde ►Bibelen i mindste Maade skikket, og ligesaa umuelig, med min historiske Indsigt, tage en selvgjort, vilkaarlig ►Hoved-Sum, om jeg end derved havde troet at kunne bevirke meer end min egen ►Skilsmisse, og, under disse Omstændigheder, var der for mig ikke Andet at gjøre, end, med et ⓘ dunkelt Haab ►paa Kirkens og 📌Danmarks Historie, saavidt mueligt, at undgaae den bestemte Kamp, og kun med Mund og Pen ►bestride ►U-Aandens ►anti-historiske Retning og selv-modsigende Tanke-Gang. Denne Taktik kunde aldrig øves paa ubekvemmere Krigs-Skue-Plads end i 📌Danmark, men jeg angrer den ingenlunde, og beklager kun de Misgreb, hvorved jeg med Magt vilde tvinge mine Med-Borgere til at see Feldtslag, hvor de umuelig kunde see andet end fredelige Sysler, om jeg end nok saa 38klart beviste dem, at det Krudt jeg ►malede, de Kugler og Bøsser jeg støbde, kunde, i sin Tid og paa sit Sted, foraarsage et grueligt Blod-Bad, og en glimrende Seier. Al saadan Tale betragter man naturligviis i 📌Danmark som ►Vind, hvormed en Bog-Mager vil indbilde Folk, at han ikke saameget arbeider for at ►opholde Livet, som for at omskabe Verden, og tager man den for Alvor, da slutter man kun deraf, at der sidder et slemt Sind i den Krabat, saa kunde han komme afsted med at gjøre en Ulykke paa Folk, sparede han det sikkert ikke. See, det er, om jeg ellers kan Dansk, den naturlige, ►borgerlige Tanke-Gang selv i de aandeligste Ting, udtrykt i det jævne, klare Mo 179 (US) ders-Maal, og man kan vel vide, jeg ingen af Delene vil laste, da jeg er en saa ►urimelig ►Liebhaber af Begge; men naar det Aandelige, som i 📌Danmark Hjertet ene giver Tanke-Gangen, og Tonen Ordene, naar det er saa tilbagetrængt som det, desværre, er blevet, og naar Krig i Aandens Rige er uundgaaelig, da har jeg rigtig nok lært, hvad jeg saa nødig vilde troe, at det er tungt at være Strids-Mand i 📌Danmark, 128 (VU) thi at man der ikke engang, naar man ►borgerlig har svoret til Fanen, og retter sig efter ►Krigs-Artiklerne, kan ►blotte Vaaben, uden at ansees for en ►borgerlig Freds-Forstyrrer, det vil Efter-Slægten ryste paa Hovedet over, naar den læser mit første ►ordenlige polemiske Skrift, som ►Kirkens Gjenmæle er, og hører, at jeg for det blev 39i den lærde Verden brændemærket som en ►Mand-Draber, og ►i den borgerlige næsten nødt til at nedlægge Vaaben.