↩ Var det ►Sværmeri, naar jeg paastod, at en dunkel, aandelig Følelse af en Eenhed i Mangfoldigheden, til Trøst, til Ære og Fryd for hver Medlem af ►Samfundet, der har Sind til godvillig at dele Byrden, og, i Nødsfald, at glemme sin ►Enkelthed over Sammenhængen med det Hele, at denne dunkle, aandelige Følelse har skabt ethvert Folke-Liv, ethvert ►borgerligt Levnets-Løb, som er værdt at nævne og beskrive; at uden denne Følelse er selv den klareste Indsigt i ►Samfundets organiske Sammenhæng død og magtesløs, og at om den end ikke var det, kan den dog umuelig giennemtrænge Massen! Eller var kanskee det ►Sværmeri, at jeg ansaae det for 📌Nordens store Lykke at have et ►daadfuldt Folke-Liv fra den dunkle Old-Tid, hvori alle Slægter og alle ►Folke-Delene sammensmelte, og at have det beskrevet fra Middel-Alderen af Skribenter, som den samme dunkle Følelse begeistrede for Folke-Heltene og ►Folke-Daaden! Eller var endelig det ►Sværmeri, at jeg gruede for det Svælg, der selv i 📌Norden var med Pennen gravet mellem Øret og Tungen, mellem Folket og dets Lærere, ja selv mellem Folket og Skjalden, mellem 25Skoven og Fuglen, saa der var intet Haab om Fornyelse og om Fortsættelse af Folke-Livet i Aanden, dersom Pennen ei kunde skiæres saaledes efter ►Folke-Tungen, at Skrift dog for de ►Livligste blev som et stammende Mæle af den gamle Folke-Aand, til hvis ►Særheder man ►vel maatte vænne sig for Indholdens Skyld, og var det Daarskab at jeg ►slog mig fra Verden, fra min egenlige ►Læse-Verden, for, om mueligt, at giøre en god Begyndelse paa den store Kiærligheds-Gierning, som de Bog-Lærde ei mindre af Egen-Kiærlighed end af ►Omhug for Folket og Staten, maatte inderlig ønske, kunde lykkes langt over Forventning! Var det Daarskab, da maa det dog ►vel kun have været ►saa, fordi jeg derved maaskee vovede meer end jeg burde, ►tilsatte meer end jeg havde; thi har man af mageløs Blindhed kaldt min ►Krønike-Stil for plump og bondeagtig, og erklæret det for dens Hoved-Feil, saa maa dog formodenlig Arbeidet være lykkedes langt bedre, end man i det nittende Aarhundrede kunde ventet; thi at skrive nogenlunde pirrende og flydende, for de Læsere, som have Udvikling og Sprog-Dannelse tilfælleds med os, det er dog nuomstunder vel intet Hexerie, og kunde Menig-Mand været dermed tjent, fristedes jeg dog vel neppe meer end andre Skribenter til at lære Dansk i Kroer og i Borgestuer!