↩ Selv hos det ny 📌Europas meest poetiske ►Folke-Stamme, hos Angel-Sachserne, viste Folke-Aanden sig kun paa ►Skue-Pladsen, og forevigede der mere sin sidste Herolds end sine Bedrifters Minde; kun i det Lutherske ►Sogn blev Poesien kirkelig, og selv i 📌Norden kun folkelig som Menighedens Omkvæd til ►Moses-Drapen ved 📌det røde Hav►, hvad man vel maa kalde 👤Luthers Kvad om den ►underlige Kamp og Seier, den store Udfrielse af Pavedømmets Chaos, som han, ►vist ligesaa philo 118 (VU) sophisk rigtig som poetisk dristig, sammenlignede med ►Israels berømte Udgang af Ægypten. Det nytter ei at dølge, at den følgende Tid 169 (US) kun altfor meget ligner ►Vandringen i Ørken, men dog har 📌Norden, i Sammenligning med 📌Tydskland, noget saa venligt, uskyldigt, paradisisk i sit Udseende, at man fristes til at troe, der ere de lyksalige Øer, hvor 👤Luthers Aand hensvævede, medens man i 📌Wittenberg ►trættedes om hans Ord; og hvor den mæglede et stille Forlig mellem Aand og Bogstav, som imellem Mund og Pen, og da nu heller ingensteds den kirkelige og ►borgerlige ►Enighed oprandt saa naturlig, og ►forstyrredes saa lidt, som i 📌Danmark og 📌Norge, hvad Under, at Skjalden i Kirken, selv midt under den ►øiensynligste Splid, og trods al ►Rimelighed, drømde patriotiske Drømme om en fuldstændig Gienfødelse af ►det gamle Tvilling-Liv i 📌Norden, kun 21med det meer omfattende Blik og den dybere Rodfæstelse, som det gamle 📌Nordens Opdagelse, og Videnskabeligheds Fremskridt, gjorde baade muelig og ønskelig!