Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente

12Her vil jeg skrifte ærlig, skjøndt jeg nok veed, de Høilærde gad ligesaa lidt hørt mine Skriftemaal, som mine Prædikener; men, efter mine Tanker, klæder Aabenhjertighed dog alle Døende godt, og de levende Skribenter, hvor Talen er om deres Pen, endnu bedre, og jeg bekjender desaarsag for det Første, at baade Skribenten og hans Læsere maatte ønske, at Skjalden tit havde slaaet Bog-Ormen over Fingrene, istedenfor at laane ham Pennen til at indflikke sine kløgtige Anmærkninger i Texten. Dog, da jeg derved baade har skræmmet endeel Læsere fra mig, og kjedet Endeel af de Bedste, tør jeg vel for denne Synd vente fuldkommen Afløsning af min Pens Uvenner, om end Døden ei tillader mig at gjøre Bod. Min anden Synd er større, og udsprang øiensynlig af hvad min haardeste Recensent kaldte indsigtsløs Begeistring, hvad vel er daarlig dansk, og hvis det er en Lyde, vel maa kaldes Skjalde-Lyden, men som nok skulde betegne den Taage, der alt imellem var for mine Øjne, saa jeg ikke blot forvexlede min Skrifts Factorer med hinanden, men ogsaa med mig selv. Sligt reiser sig naturligviis ikke af Begeistringens Styrke, men af den menneskelige Skrøbelighed, som man aldrig har villet tilgive mig, enten fordi jeg virkelig var den eneste Mand af Støv mellem lutter rene Aander, eller fordi den vidnede om, hvad man nødig vilde troe, at Mennesket behøver, for at blive lydesløst, langt mere end den gode 13Villie, man sædvanlig strax indrømmede mig. Hermed vil jeg da ingenlunde undskylde min Forseelse, som i mine Tanker mest bestaaer deri, at jeg, fra min Dimis-Prædikens Dage, tit drømde mig paa Prædikestolen, naar jeg var længst derfra, hvad let kan hændes en Præst lysvaagen, naar det kun i Drømme undes ham at være det, men som Skribenten, med et klart Over-Blik af de aandelige Forhold, dog aldrig vilde lade sig mærke med, uden naar han laande Præsten sin Pen til Prædiken-Studier, Bibel-Krøniker, og deslige, saa, hvis mine Recensenter har oplyst mig om, hvori Feilen egenlig stak, uden at jeg rettede mig derefter, da skylder jeg dem at staae aabenbar Skrifte for den nordiske Læse-Verden; men var mine Recensenter i Grunden slet ikke klogere end jeg, men lastede kun Alt, hvad de ikke kunde lide, hvor det saa end stod, og gav gode Bøger slemme Øge-Navne for enkelte Misgrebs Skyld, der hørde meget til at undgaae; da kunde man snart troe, det kun var Skjelmeri med det aabenbare Skriftemaal, som en beskeden Form for en stolt Anti-Kritik; men skjøndt der kan være Noget i, er det dog ikke Alt. Mine Recensenter og jeg er nemlig vant til at skaane hinanden for de sædvanlige Complimenter, saa blot for at sige dem et Par Ord, gjør jeg ingen Omsvøb; men Aanderne, som drev mig, Sagen jeg talde, Pennen jeg førde, og Læserne jeg unødvendig stødte, dem skylder jeg saa 14god en historisk Undskyldning, som jeg har, ei for at synes reen, men for at forekomme videre Ulæmpe.