Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente

Politiassessor 👤P. Eberlin gav i første omgang tilladelse til at trykke Om Religions-Frihed baseret på bogens første ark, dvs. de første 16 sider. Tilladelsen blev dog trukket tilbage, da han læste de efterfølgende ark (Holt 1933, s. 163). Grundtvig forsøgte med skrivelser til 👤Eberlin og til 👤Frederik 6. via kancelliet at få omstødt dommen. Den 22. marts skrev Grundtvig til 👤Eberlin og bad om fritagelse for censur. 👤Eberlin sendte anmodningen til kancelliet den 27. marts, der den 29. marts stadfæstede 👤Eberlins beslutning. Den 2. april rykkede Grundtvig 👤Eberlin for en begrundelse for afgørelsen, og den 8. april indsendte han gennem kancelliet en ansøgning til kongen om “Fritagelse for Politicensuren” (s. 163-165). To dage senere, den 10. april, rykkede han nok en gang for et begrundet svar. Den 2. maj underskrev kongen kancelliets forslag til resolution, der i al korthed lød “Det Ansøgte kan ikke bevilges”. Den 18. maj modtog Grundtvig resolutionen uden yderligere begrundelser (s. 167).