Tilblivelse
✂ Den 30. oktober 1826 blev Grundtvig dømt for injurier mod 👤H.N. Clausen og som følge af dommen underlagt livslang censur. De injurierende påstande var blevet fremsat i Grundtvigs ►Kirkens Gienmæle (1825), der var hans svar på 👤Clausens ►Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus (1825). Helt præcist blev han dømt for at have brugt “fornærmelige Udladelser [ytringer]” mod 👤Clausen, ytringer som dommen erklærede for “døde og magtesløse at være”, dvs. ugyldige, så de ikke var 👤 Clausen til skade (►Dam 1999, s. 20). Grundtvig blev altså ikke idømt censur, hvilket er det indtryk hans egen metaforiske udlægning af dommen i testamentet kan efterlade (►Grundtvig 1827, s. IV f.). Censuren var ikke en del af den egentlige injuriedom, men en følgestraf, siden en overtrædelse af ►Trykkefrihedsforordningen fra 1799 automatisk medførte livsvarig censur for den dømte. I praksis betød censuren dog ikke meget for hans forfattervirksomhed. Den berørte kun en enkelt udgivelse, nemlig tredje del af afhandlingen ►Om Religions-Frihed (1827, frigivet i 1866). Grundtvigs vedholdende forsøg på at få omstødt dommen over dette værk fortæller, hvor meget dommen alligevel gik ham på.
✂ Politiassessor 👤P. Eberlin gav i første omgang tilladelse til at trykke ►Om Religions-Frihed baseret på bogens første ark, dvs. de første 16 sider. Tilladelsen blev dog trukket tilbage, da han læste de efterfølgende ark (►Holt 1933, s. 163). Grundtvig forsøgte med skrivelser til 👤Eberlin og til 👤Frederik 6. via kancelliet at få omstødt dommen. Den 22. marts skrev Grundtvig til 👤Eberlin og bad om fritagelse for censur. 👤Eberlin sendte anmodningen til kancelliet den 27. marts, der den 29. marts stadfæstede 👤Eberlins beslutning. Den 2. april rykkede Grundtvig 👤Eberlin for en begrundelse for afgørelsen, og den 8. april indsendte han gennem kancelliet en ansøgning til kongen om “Fritagelse for Politicensuren” (s. 163-165). To dage senere, den 10. april, rykkede han nok en gang for et begrundet svar. Den 2. maj underskrev kongen kancelliets forslag til resolution, der i al korthed lød “Det Ansøgte kan ikke bevilges”. Den 18. maj modtog Grundtvig resolutionen uden yderligere begrundelser (s. 167).
✂ Den 6. marts fik tredje del af afhandlingen ►Om Religions-Frihed imprimatur (trykketilladelse) fra politiet. Efterfølgende blev denne del af værket dog beslaglagt af politiet og først løsladt fra politikammeret i begyndelsen af 1866 (►Bibliografien, bind 1, s. 215). ►Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente fik imprimatur den 21. marts 1827 (►Grundtvig 1827, s. I). Grundtvigs fortale er dateret “Christianshavn i Marts 1827” (s. VI). ►Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente er formentlig påbegyndt umiddelbart efter Grundtvig blev klar over, at tredje del af ►Om Religions-Frihed alligevel ikke ville blive udgivet. Det litterære testamente er altså skrevet i tidsrummet mellem 6. og 21. marts 1827 (►Registranten, bind III, fasc. 133.II).