Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente

Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente blev også omtalt i Allgemeine Kirchenzeitung under rubrikken “Kirchenchronik und Miscellen”, og heller ikke her for det gode. Anledningen var udgivelsen af Christelige Prædikener eller Søndags-Bog, bd. 1 (1828). Udgivelsen indeholder Grundtvigs prædikener fra tiden som kapellan ved Vor Frelsers Kirke. Den anonyme omtale i Allgemeine Kirchenzeitung nævner kort striden mellem 👤H.N. Clausen og Grundtvig i forbindelse med Kirkens Gienmæle (1825), og hvordan Grundtvigs kritik dér resulterede i en dom for injurier, og hvordan den førte til, at han nedlagde sit embede (Allgemeine Kirchenzeitung 1828, sp. 455). Det litterære testamente læses i omtalen som et uforståeligt partsindlæg i striden med 👤Clausen. Læseren vil ifølge den anonyme anmelder formentlig fælde en dom over testamentet, der svarer til, hvad en unavngiven fransk forfatter siger om enkelt og dobbelt galskab: “der einzel[n]e Galimathias ist, wenn der Verf. weiß, was er schreibt, der Leser aber nicht; der doppelte, wenn weder der Verfasser noch der Leser versteht, was er schreibt” (sp. 455; da. “den enkelte galimatias er, når forfatteren ved, hvad han skriver, uden læseren gør det; den dobbelte galimatias er, når hverken forfatteren eller læseren forstår, hvad han skriver” (overs. GV). Omtalen slår til sidst fast, at Grundtvigs skrifter præges af en udtalt forfængelighed (s. 455 f.).