↩ Her er det i Øine faldende, at Enhver, hvem det er om Sandhed og om Menneske-Vel at gjøre, han være saa Christen, ►Tyrk eller Hedning, maa inderlig ønske, at de, der godvillig bekjende sig til den christelige Tro, kom igjen til at staae adskildte, som et 722 (US) eget ►Samfund, fra dem der, skjøndt de kaldes Christne, ►aabenbar forkaste eller dog ringeagte Troen; thi før kan Erfaringens Vidnesbyrd om Troen umuelig ►klare sig, da den ligesaalidt bør bære sine Fienders og Foragteres Brøde, som den har mindste Krav paa deres Dyd og Oplysning, der dog ogsaa umuelig kan hævde sig, som Natur-Phænomener, før de, udtrædende af det christelige Kirke-Samfund, langt fra at ►tabe sig, kjendelig voxe og fordunkle de Christnes! Føie vi hertil, at oplyste ►U-Christne umuelig uden U-Ærlighed kan blive i et ►Samfund, hvor de skal bekjende en Tro, de ikke har, og at Sandheds Venner umuelig kan kalde dem Brødre i Aand, der fornægte den Tro, de selv bekjende, da maa ethvert fornuftigt Menneske indsee, at vel gjør det den christelige Tro en ►besynderlig Ære, at dens Fiender vil ►hedde Christne; men dog maae de Troende, baade for at bevise deres egen Sandheds-Kjærlighed, og for at ►klare det Vidnesbyrd de skylde Troen, saa skarpt som det er dem muligt, skille sig fra Troens aabenbare Fiender og Fornægtere, om det saa end ikke var mueligt, uden at gaae i de gamle Vidners Spor, ►som ved Maalet saae Himlen aaben, og Menneskens Søn staae ved Guds høire Haand!