↩ Hvor nu dette Skole-Begreb om Kirken hersker, der bliver nødvendig hele Theologien Troes-Artikel, og hver Troende, som ikke er død, ►gaaer med Livet i sin Haand, hvad hos alvorlige Folk nødvendig gjør Livet surt, og Gangen besværlig, saa det er intet Under, at de Lutherske Missionairer kun har gjort smaae Erobringer; men baade er det stor Ære for den Lutherske Menighed, at den dog nok er Moder til alle christelige Missioner i sidste Tidsrum, selv til de Methodistiske, og endnu langt større Ære for de Christnes Tro og Haab, at de, selv i den sygeligste, døende Tilstand, kunde overvinde Verden, trøste og seire over Død og Grav! At dette virkelig var Tilfældet med Enkelte i Tusind-Tal, derom lader Historien os ikke tvivle, med mindre Tvivlen er vor ►Skjøde-Lyst; men om det med Menigheden, som et Heelt, vil være Tilfældet, det maa ►vist nok synes tvivlsomt for alle dem, der ikke af egen Erfaring veed, at denne store Seier er vundet, saa det kun er Spørgsmaalet, hvormange der vil høre til den i 👤Christi ►almindelige Kirke opstandne Lutherske Menighed. Det gjaldt nemlig vel i vore Dage først om, selv at blive levende igjen, men dernæst om at finde ►Kjæden, som ordenlig forbinder den troende Menighed til alle Tider med den Apostoliske, der har Forjættelsen, at 👤Christus vil være med den alle Dage til Verdens Ende, og at ►den skal kunne trodse Helvedes Porte. Denne ►Kjæde søgde man i Middel-Alderen paa Pave-Stolen, og i et Virvar af skrift101lig og mundtlig Tradition, hvad, tilligemed ►Sværd-Omvendelserne, ►Kirke-Tvangen, og i det Hele Verdsligheden, frembragde et forvirret Chaos, hvori Troen maatte gaaet til Grunde, hvis ikke Herren havde opvakt en 👤Luther, som gik frem i 👤Elias Aand og Kraft, og skildte, med en til Dagenes Ende uforklarlig Sikkerhed, Alt (undtagen vel Bispe-Vielsen) hvad der virkelig forbandt den hele Menighed med 👤Christus, fra hvad der kun havde lænket den til Pave-Geistlighed, Fabler og Dødninge-Been; men i Kirken fandt han Alting dødt, i Klosteret havde han fundet Livet, han stræbde at meddele Folket, og derfor ordnede han 689 (US) Alt efter sin aandelige Kloster-Regel, saa hvad der skulde staae sidst, den troende Skrift-Kloges Individualitet, kom til at staae først, og skulde udgjøre det levende Baand, der da historisk umuelig kunde naae til Apostlerne uden ved ►Skriften. Nu er ►Skriften imidlertid, som Bog betragtet, kun en Reliqvie med et paategnet Navn, hvis Ægthed og Grund-Betydning enten maa være sikkret ved et levende historisk Vidnesbyrd i Kirken, hvor den ene Slægt vidner for den Anden, eller skal, om mueligt, sikkres ved et dødt historisk Vidnesbyrd i Skolen, hvor den ene Bog, ved at forudsætte den Anden, paa en Maade vidner om den. Saalænge nu det kirkelige Vidnesbyrd kan forudsættes, da kan man ►vist nok dristig beraabe sig paa det Videnskabelige, som 👤Luther beraabde sig paa den skriftlige Kirke-Historie, men taber hint derved fordunklede Vidnesbyrd sin Kraft, da er Tvivl-Raadighed den nødvendige Følge, og angribes nu det skriftlige Vidnesbyrd, da seer Menigheden sig afskaaret fra den ►apostoliske Kirke, og maa, om den vil blive ved at troe, enten troe paa sin egen dunkle Følelse, eller paa sine Skrift-Kloges skrøbelige Vidnesbyrd. Saaledes gik det, som vi veed, tidlig i de andre protestantiske ►Samfund, og omsider selv i det Lutherske, hvor dog 102Alt stødte sammen for at gjøre Feiltagelsen uskadelig; thi baade skabdes her, ved Psalmen, et poetisk Baand, og ved 👤Luthers ►Catechismus et halv-kirkeligt Vidnesbyrd, der ikke udledte sin Gyldighed af ►Skriften, medens paa den anden Side den ►borgerlige Sammenblanding af Kirke og Stat værnede om Skole-Vidnesbyrdet, som, hvor den ►Augsburgske Confession fik ►Enevolds-Magt, ►aabenbar forudsatte det Kirkelige. Det var da her i alle Maader den dunkle grund-christelige Følelse, som baade udgjorde det levende Kirke-Baand, og værgede om det Døde, ja ►indaandede Dette et Slags Drømme-Liv, der vel var svagt, men ingenlunde Blænd-Værk, da det prophetisk omsvævede en død historisk Sandhed, der skulde opvækkes, og levede da ►alt i de Troendes Haab. Denne historiske Sandhed som, for de Troende, er det sande kirkelige ►Liv-Baand, byder Confessionen dem uforbederlig ene at søge i Ordet og i Sacramenterne forrettede efter 👤Christi Indstiftelse, kun Skade, at der ikke staaer: hvor dette Troens og Indstiftelsens Ord er sikkert og levende at finde. Da nu imidlertid 👤Luther, og hans ægte Discipler, havde sørget for og vaaget over, at dette Ord var saaledes i Kirken at finde, laae Feilen kun deri, at man, ved at sætte ►Skriften mellem Ordet og Apost 690 (US) lerne, erklærede Ordet for dødt og usikkert, og kunde ►lettelig gjort det dertil, hvis ikke et stort Guds Forsyn og en dunkel Følelse havde forhindret det; thi var dette Ord forstummet i Kirken, saa vi skulde søgt det i den skrevne Kirke-Historie, da kunde vi vel poetisk men aldrig historisk oplivet det igjen. Dog, naar ►Døden ikke skulde faae Magt over Herrens Legeme, da maatte den levende historiske Forbindelse med ham ei heller afbrydes, og derfor maatte ►Kjæden opdages i den Lutherske Menighed, hvor den vel, som allevegne, var blevet svag, og derfor videnskabelig miskjendt, men dog elsket og bevaret.