Om Christendommens Sandhed.
✂ Maa trykkes.
✂ I 📌Kjøbenhavns Politieret den 22de Mai 1827.
(Slutning.)
✂ 686 (US) ►I randsage Skrifterne, fordi I mene i dem at have det evige Liv, men, uagtet de vidne om mig, vil I dog ikke komme til mig og finde Livet!
✂ Denne Herrens Bebreidelse til de gamle jødiske Rabbiner, som ogsaa ramde Mangfoldige af de Christnes Skrift-Kloge, skal være den Regel, hvorefter vi vurdere alle skriftlige Vidnesbyrd om Herren, og om vor Tro paa Ham, saa vi ingenlunde ringeagte dem, men heller aldrig indbilde os i dem at have det evige Liv, der kun findes hos Herren, i det Troens Ord som Aanden fører. Om dette Aandens levende, lydelige Ord skriver Apostelen: ►siig ikke i dit Hjerte: hvem vil fare op til Himmelen at hente 👤Christus ned, eller, hvem vil fare ned til Afgrunden, at hente 👤Christus op fra de Døde, thi Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike! ►Hvorledes skulde de troe, som ikke have hørt! ►Troen kommer ved Hørelsen, og Hørelsen ved Guds Ord. Det maa ikke forvirre os, at Ordet paa mange Læber synes dødere end paa Papiret; thi det er kun et Blænd-Værk, som kommer af, at Mange misbruger deres Tunge til at eftersige Ord som Papegøier, og da er Ordet naturligviis kun et Munds-Veir, men det er om Troens Ord vi tale, og skjøndt det ►vistnok ei i samme Grad er levende paa alle Christnes Tunger, saa er det 98dog levende paa dem alle, og dødt i alle Bøger, om de saa bogstavelig var skrevne med Guds Finger. Papiret er nemlig dødt, og har ingen Tro, og Bogstaverne er døde, og har ingen Kraft, og kan vi ikke engang ret lære at forstaae Meningen af den tydeligste Bog, uden at kjende Ordet af Hørelsen, da kan vi endnu mindre ►enten forstaae den christelige Aabenbaring, eller overtales til at troe den, dersom vi ikke have hørt noget levende Menneske vidne om den, men selv om vi kunde begge Dele, saa maatte vor Tro dog blive død og magtesløs, thi den levende 👤Christus er ikke Sort paa Hvidt, og Ham maatte vi da søge enten i Himlen eller i Afgrunden, indtil vi hørde Aanden tale til Menigheden, og følde, at 👤Christus var os nær i Troens levende Ord. Vi som i Barndommen have troet, og lært at læse troende i ►Skriften, ja, er som Spæde ved Daaben indviede til den Hellig-Aands Tempel, vi kan, ved ►Skriftens Virkning paa os i en senere Alder, let komme paa de Tanker, at den Bog er levende, og gjør Mirakler, men er der ved dens Læsning skedt noget ►Underligt med os, 687 (US) saa skedte det dog sikkert ikke, uden at vi enten før eller ved Læsningen kom vor Barne-Tro ihu, saa det var den, og Troens Aand, som baade ►oplod og oplivede ►Skriften for os. Saaledes mindes jeg grandt, naar jeg besinder mig derpaa, at baade troede jeg i min Barndom paa 👤Christus, længe før jeg stavede til et Ord i ►Bibelen, og ligeledes var det kun den ►oplevende Barne-Tro der førde mig til ►Skriften, og aandede Liv i det døde Bogstav, saa jeg fristes ikke til at mistroe eller mistyde Herrens Ord om ►Skriften, og Apostelens om Hørelsen; men vel maa jeg forundres over den Magt en nedarvet Fordom, trods min egen Erfaring, har udøvet over mig. Vel har jeg aldrig tænkt, at ►Skriften kunde gjøre Nogen til Christen, uden Præsten fulgde med, saa det 99engelske Bibel-Selskabs modsatte Indbildning var mig kun et sørgeligt Vidnesbyrd om ►Dødheden af Sammes Troes-Begreb og kirkehistoriske Kundskab; men deels har jeg dog indbildt mig, at en dannet hedensk Læser kunde klarlig see af ►Skriften, hvad Christendom var, og deels maa jeg have havt en dunkel æventyrlig Forestilling om Præsten og ►Skriften, som en sammenvoxet Tvilling, skabt saaledes af Aanden med et fælles Livs-Princip, at Intet ►uden Døden kunde skille dem ad; thi jeg har bestandig forudsat, som en afgjort Sag, at Præsten ligesaavel var død uden ►Skriften, som ►Skriften uden Præsten. Saaledes var det ogsaa, 👤Morten Luther vilde have sin ►Trods paa ►Skriften udlagt; thi han var alt for levende en Præst til at troe, det stumme Bogstav førde Ordet, og hans Skrift-Fortolkning blev aldrig død, fordi han, som ►Apostelen i Synet, havde ædt Bogen, og propheterede af den, men han laae dog bestandig i Strid med Fyrsten i de Dødes Rige, med Djævelen, saavel om Troen, som om Bogen, og hverken kunde en heel Menighed føre Striden saa poetisk som han, heller ikke var den mindre tragisk, fordi Beskrivelsen var comisk. Denne ►underlige Strid, hvorom 👤Luther deilig propheterer, at Livet i den tog Døden af Dage, havde desværre tit det modsatte Udfald, og hvor man sporer Liv, der seer man Striden afbildet i det ►besynderlige Forhold mellem 👤Kingos Psalmer og ►👤Bartholins Theses, eller i det Hele mellem Psalmen og Dogmatiken, der virkelig svare til den gamle Hedning-Drøm om ►Tvilling-Brødrene, som ►deelde Livets Lyst og Dødens Kvide med hinanden►.
✂ Det vilde føre for langt, om det end kunde lykkes, her at ►udvikle, hvorledes denne Strid nærmest udsprang af Kloster-Begrebet om Troen og Kirken, der var et Billede af den Troendes 688 (US) Kloster-Liv; og vanskeligt, skjøndt høist tiltrækkende, vilde det være at oprede, hvorledes dette Kors-100Tog, som 👤Christi ►figurlige Nedfart til ►Hades, maatte finde Sted, for at Patriarcherne kunde naae de Levendes Land, og ►Skriften paa en Maade blive Ordets Legeme, som Ordet er Aandens; men bemærkes bør det, at 👤Luther satte ►Skriften mellem Aanden og Ordet, som er dens rette Skole-Plads, naar kun i Kirken Ordet, som den rette ►Midler, levende forbinder ►Skriften med Aanden.
✂ Hvor nu dette Skole-Begreb om Kirken hersker, der bliver nødvendig hele Theologien Troes-Artikel, og hver Troende, som ikke er død, ►gaaer med Livet i sin Haand, hvad hos alvorlige Folk nødvendig gjør Livet surt, og Gangen besværlig, saa det er intet Under, at de Lutherske Missionairer kun har gjort smaae Erobringer; men baade er det stor Ære for den Lutherske Menighed, at den dog nok er Moder til alle christelige Missioner i sidste Tidsrum, selv til de Methodistiske, og endnu langt større Ære for de Christnes Tro og Haab, at de, selv i den sygeligste, døende Tilstand, kunde overvinde Verden, trøste og seire over Død og Grav! At dette virkelig var Tilfældet med Enkelte i Tusind-Tal, derom lader Historien os ikke tvivle, med mindre Tvivlen er vor ►Skjøde-Lyst; men om det med Menigheden, som et Heelt, vil være Tilfældet, det maa ►vist nok synes tvivlsomt for alle dem, der ikke af egen Erfaring veed, at denne store Seier er vundet, saa det kun er Spørgsmaalet, hvormange der vil høre til den i 👤Christi ►almindelige Kirke opstandne Lutherske Menighed. Det gjaldt nemlig vel i vore Dage først om, selv at blive levende igjen, men dernæst om at finde ►Kjæden, som ordenlig forbinder den troende Menighed til alle Tider med den Apostoliske, der har Forjættelsen, at 👤Christus vil være med den alle Dage til Verdens Ende, og at ►den skal kunne trodse Helvedes Porte. Denne ►Kjæde søgde man i Middel-Alderen paa Pave-Stolen, og i et Virvar af skrift101lig og mundtlig Tradition, hvad, tilligemed ►Sværd-Omvendelserne, ►Kirke-Tvangen, og i det Hele Verdsligheden, frembragde et forvirret Chaos, hvori Troen maatte gaaet til Grunde, hvis ikke Herren havde opvakt en 👤Luther, som gik frem i 👤Elias Aand og Kraft, og skildte, med en til Dagenes Ende uforklarlig Sikkerhed, Alt (undtagen vel Bispe-Vielsen) hvad der virkelig forbandt den hele Menighed med 👤Christus, fra hvad der kun havde lænket den til Pave-Geistlighed, Fabler og Dødninge-Been; men i Kirken fandt han Alting dødt, i Klosteret havde han fundet Livet, han stræbde at meddele Folket, og derfor ordnede han 689 (US) Alt efter sin aandelige Kloster-Regel, saa hvad der skulde staae sidst, den troende Skrift-Kloges Individualitet, kom til at staae først, og skulde udgjøre det levende Baand, der da historisk umuelig kunde naae til Apostlerne uden ved ►Skriften. Nu er ►Skriften imidlertid, som Bog betragtet, kun en Reliqvie med et paategnet Navn, hvis Ægthed og Grund-Betydning enten maa være sikkret ved et levende historisk Vidnesbyrd i Kirken, hvor den ene Slægt vidner for den Anden, eller skal, om mueligt, sikkres ved et dødt historisk Vidnesbyrd i Skolen, hvor den ene Bog, ved at forudsætte den Anden, paa en Maade vidner om den. Saalænge nu det kirkelige Vidnesbyrd kan forudsættes, da kan man ►vist nok dristig beraabe sig paa det Videnskabelige, som 👤Luther beraabde sig paa den skriftlige Kirke-Historie, men taber hint derved fordunklede Vidnesbyrd sin Kraft, da er Tvivl-Raadighed den nødvendige Følge, og angribes nu det skriftlige Vidnesbyrd, da seer Menigheden sig afskaaret fra den ►apostoliske Kirke, og maa, om den vil blive ved at troe, enten troe paa sin egen dunkle Følelse, eller paa sine Skrift-Kloges skrøbelige Vidnesbyrd. Saaledes gik det, som vi veed, tidlig i de andre protestantiske ►Samfund, og omsider selv i det Lutherske, hvor dog 102Alt stødte sammen for at gjøre Feiltagelsen uskadelig; thi baade skabdes her, ved Psalmen, et poetisk Baand, og ved 👤Luthers ►Catechismus et halv-kirkeligt Vidnesbyrd, der ikke udledte sin Gyldighed af ►Skriften, medens paa den anden Side den ►borgerlige Sammenblanding af Kirke og Stat værnede om Skole-Vidnesbyrdet, som, hvor den ►Augsburgske Confession fik ►Enevolds-Magt, ►aabenbar forudsatte det Kirkelige. Det var da her i alle Maader den dunkle grund-christelige Følelse, som baade udgjorde det levende Kirke-Baand, og værgede om det Døde, ja ►indaandede Dette et Slags Drømme-Liv, der vel var svagt, men ingenlunde Blænd-Værk, da det prophetisk omsvævede en død historisk Sandhed, der skulde opvækkes, og levede da ►alt i de Troendes Haab. Denne historiske Sandhed som, for de Troende, er det sande kirkelige ►Liv-Baand, byder Confessionen dem uforbederlig ene at søge i Ordet og i Sacramenterne forrettede efter 👤Christi Indstiftelse, kun Skade, at der ikke staaer: hvor dette Troens og Indstiftelsens Ord er sikkert og levende at finde. Da nu imidlertid 👤Luther, og hans ægte Discipler, havde sørget for og vaaget over, at dette Ord var saaledes i Kirken at finde, laae Feilen kun deri, at man, ved at sætte ►Skriften mellem Ordet og Apost 690 (US) lerne, erklærede Ordet for dødt og usikkert, og kunde ►lettelig gjort det dertil, hvis ikke et stort Guds Forsyn og en dunkel Følelse havde forhindret det; thi var dette Ord forstummet i Kirken, saa vi skulde søgt det i den skrevne Kirke-Historie, da kunde vi vel poetisk men aldrig historisk oplivet det igjen. Dog, naar ►Døden ikke skulde faae Magt over Herrens Legeme, da maatte den levende historiske Forbindelse med ham ei heller afbrydes, og derfor maatte ►Kjæden opdages i den Lutherske Menighed, hvor den vel, som allevegne, var blevet svag, og derfor videnskabelig miskjendt, men dog elsket og bevaret.
✂ 103►Vist nok er det kun Aanden, der kan gjøre Ordet aandelig levende, saa man kan vel kalde Ordet dødt, naar det er magtesløst, hvor høit det saa end lyder, men da taler man ►figurlig, thi et naturligt Liv har Ordet dog altid, hvor det høres lydelig, og det gjælder her, hvad Apostelen i det Hele indskjærper os om Mennesket, at ►det Naturlige er altid det Første, netop fordi det Aandelige er det Ypperste: vi maae bære den Jordiskes ►Lignelse før vi kan bære den Himmelskes►, og Alt hvad der synes at hentyde paa et omvendt Forhold, er kun prophetiske Phænomener, der vel vidne om over-naturlige Kræfter, og kan forrykke den naturlige Orden, men aldrig ►enten ophæve eller erstatte den. Det gaaer med saadanne prophetiske Indgreb i Kirkens, som med de Poetiske i Statens Indretning: de kan stundom være nødvendige, og redde fra Undergang, som i 👤Elias og i 👤Luthers Dage, men de er altid farlige, da Spændingen i Grunden slapper, og indtræder ikke snart igjen den naturlige Orden, hvorigjennem Livet og Kræfterne stille udvikle sig, da er en fuldkommen Udmattelse og Forvirring uundgaaelig. Jeg kan ikke forstaae, hvorledes Kirken i 👤Luthers Dage skulde blevet reddet, og den nødvendige ►Skilsmisse iværksat, uden paa den Maade, det skedte, og ligesaalidt veed jeg, hvorledes jeg skulde været christelig Præst og Skribent, uden at overhugge den Knude, jeg ei kunde løse; men derfor er det lige vist, at om vi nu end kunde øge hele Kirke-Historien til ►Skriften, dermed dæmpe Menighedens Tvivl-Raadighed, og poetisk begeistre den for det deraf udspringende, af en dyb men dunkel Følelse beseiglede Resultat, saa var dette dog en Over-Spænding, der endnu langt snarere end den Lutherske vilde, i vore koldere Dage, afløses af en, uden Tvivl, uhelbredelig Svaghed. Rette vi derimod Feilen, saa det folkelige Vidnesbyrd om Troen, og det 104 691 (US) præstelige om ►Skriften, paa Ny træde i Kraft, uden at sammenblandes, end sige da at udledes af en Bogstav-Skrift, da vil, hvor Troen findes, Alt være og virke i sin naturlige Orden, Fristelserne staae i rigtigt Forhold til Kræfterne, Tvivlene til Rustningen, og Skolen til Kirken. Da først kan ogsaa baade Kirken og Skolen gjøre ordenlige, levende Fremskridt, hin ved Troens Udbredelse, og denne ved det dermed sammenhængende historiske Vidnesbyrd; thi kun naar Troen vedbliver at gjøre aandelige, aabenbare Mirakler, kun da er det kirkelige Vidnesbyrd om Dens Guddommelighed ret levende, og kun saalænge er Kirkens Historie en levende Spaadom om Dens Varighed til Verdens Ende, og et Vidnesbyrd om de Christnes Gjenfødelse til et evigt Liv, hvoraf hvert sandhedskjærligt Menneske maa slutte, at Kirkens 👤Christus virkelig er ►den levende Guds Søn, og haver det evige Livs Ord.
✂ Saaledes bliver det ganske sandt, at den christelige Tro forsvares ved Spaadomme og Mirakler, blandt hvilke de Bibelske, langt fra at udelukkes, staae i Spidsen, men bruges ingenlunde til Beviis, da de tvertimod stedse bevises af det i Liv og Aand Nærværende, som opliver og oplyser dem.
✂ At det nu er ►Lære-Standen, som ►ordenligviis skal bære det store Vidnesbyrd, men bæres igjen af hele Menigheden og den fælles Tro, det følger af sig selv, men ogsaa her har det prophetiske Indgreb i det Mindste videnskabelig forrykket Ordenen, den historiske Orden, som i Kirken er den naturlige. Naar nemlig Alting er opfyldt, ►👤Christi Legeme opvoxet til Hovedet, og Kirke-Bygningen færdig, da er vi alle Præster, alle Bisper, og hvad Stort eller Godt man vil nævne; thi naar vi ere 👤Christi, er i Grunden alle Ting vores, og da nu alle Propheter i 105Menigheden er Herrens Forkyndere og Forbilleder, for hvem Hans anden ►Tilkommelse svæver nær og levende, ligesom Hans Aabenbarelse i ►Kjødet ►svævede for 📌Israels Propheter, saa er det dem naturligt at miskjende den Orden, der vidner om det Ufuldkomne, og synes ringe ved Siden ►ad det Over-Ordenlige, hvis levende Udtryk Propheten er. Optræder nu En af de store Propheter, hvad vel altid maa være Tilfældet, paa en Tid, da ►Lære-Standen er ►vanslægtet, og skal reformeres, da kan Propheten, hvis Kald det er, let føres til at gjøre Pinen kort, ved at afskaffe ►Lære-Standen, og sætte en Prophet-Skole isteden, og det gjorde baade 👤Elias og 👤Luther, ►Hin med fuld Føie, da ►Baals-Præsterne var af en syndig Rod,► ►📌Bethels Præsteskab kun skabt ved 👤Jeroboams Velsignelse►, men 👤Luther med 692 (US) Uret, da Pave-Præsterne nedstammede fra Apostlerne, og havde Herrens Velsignelse, skjøndt de foragtede den. Ligesaalidt derfor, som nogen Prophet i 📌Juda gjorde Brudd paa ►den levitiske Orden, hvor fordærvede end 👤Levis og 👤Aarons Børn vare, ligesaalidt maa nogen Reformator i Christenheden afskaffe det ►ordenlige ►Lære-Embede, eller, hvad der næsten er det Samme, ringeagte og for Menigheden nedsætte Indvielsen dertil, som en unødvendig og ubetydelig Ceremoni; ►thi ligesaalidt som alle ere Propheter, ligesaalidt kan alle være ►Hyrder og Lærere,► dertil hører en egen Naade-Gave, som man ►alt kunde gjætte sig til, Herren i en vis Orden vilde skjænke, da den maa være ligesaa ►almindelig og eensartet hos alle Lærere, som Daabs-Naaden hos alle Troende, for at svare til Menighedens ►Tarv. Dog, Herren havde sørget for, at 👤Luther selv havde Indvielsen, kun af den dermed fulgte Naade-Gave kan man vel forklare sig hans Nænsomhed over Kirkens Inventarium, og hans faderlige ►Omhug for de Smaae som troede paa Herren, da ingen af Delene 106godt lader sig forene med, end sige udlede af hans prophetiske Dristighed og skriftkloge Stivhed. Vel talde han med Ringe-Agt om sin præstelige Indvielse, men Herren saae, det var kun de vantroe, tankeløse Papisters ►opus operatum, ei Naade-Gaven han foragtede, og vel erklærede han Indvielsen blot for et Ledd i den ►borgerlige Ordens-Kjæde, men han vilde dog have den forrettet i 👤Christi Navn, og hvor man, som i 📌Norden, havde Hjerte Nok til at troe, hvad selv en 👤Luther fandt urimeligt, der sørgede Herren for, at den ►borgerlige Tanke-Gang, ved at antage en ►underløbende, ►figurlig Betydning, ingen synderlig Skade gjorde Kirken. 👤Luther maatte derfor sige hvad han vilde, saa kunde man dog ►herinde ikke forstaae, at en Kirke uden Biskopper var i sin rette Orden, og da man ikke vidste bedre Raad, vilde man heller, skjøndt det ►syndes latterligt, ►fordobble Præste-Vielsen, end troe, at et ►Konge-Brev kunde have meer end ►borgerlig, kunde have kirkelig, altsaa aandelig Virkning. Om denne ►besynderlige Nød-Hjelp har udrettet mere, end hvad den af psychologiske Grunde maatte virke, til Beroligelse for Menigheden, og til en høiere Nidkjærhed og Tillid hos de troende Dobbelt-Præster, det tør jeg ►vist nok ikke afgjøre; men Nød-Hjelpen er mig et ►mærkeligt Vidnesbyrd om, at det christne Hjerte savnede Biskoppen, og selv savner jeg ham ogsaa, ei blot som kirke-historisk Læser, men tillige som kirke-historisk Skribent, da jeg i det sidste Tidsrum for 693 (US) gjæves leder ►om det ►hyrdelige Vidnesbyrd, hvori det ►almindelige og det præstelige skulde sammensmelte, forgjæves søger det udenfor 📌England, naar jeg ikke, hvad ►Skriften, Kirke-Historien og Følelsen neppe tillader, poetisk sammenblander det med det Prophetiske, der ►overflyver dem, i hvilket Tilfælde dog ogsaa 👤Morten Luther vel blev den eneste ►Hyrde i hele trehundrede Aar.
✂ 107At beskrive denne Deel, eller rettere denne Skikkelse af det store Vidnesbyrd, er derfor os umueligt, uden at gaae langt tilbage, da vi selv i 📌England kun spore det, naar vi ►alt forud kjende det, og møde det hverken der, eller i den største Deel af Middel-Alderen, i sin elskelige, himmelsk rørende Skikkelse. Den nyeste ►Hyrde, der har tiltalt mig i Historien, er gamle 👤Ansgar, og selv han er mig dog kun en døende ►Hyrde, saa jeg maa gaae til ►Arilds-Kirken, før jeg, i 👤Irenæus, 👤Polykarp og 👤Ignatius, kan finde levende ►Hyrder, kirkelige Older-Mænd, hos hvem Kraften ei er fortæret, men ►vidunderlig ►udsmeltet til en sagte rislende Guld-Strøm fra Livets Kilde, som ikke henriver, men indtager med Kjærligheds Almagt. Da siger jeg, med historisk Tro paa Vidnesbyrdet om disse Mænds ►daadfulde Liv, og selv af Hedninger beundrede, retskafne Vandel: ja saaledes ►bør det sig en Biskop at være, da er han ►den Discipels rette ►Efter-Mand, som har det ►Navn, at han døer ikke, fordi Herren elskede ham►: den apostoliske Older-Mand, som, med Døden for Øine, siger smilende: ►vi vide, at vi ere overgangne fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene! Saadanne Presbytere ere de ►ordenlige Martyrer, eller personlige Vidner, hvis Ord udtrykke, hvad deres Levnet bevidner, at den Herre, vi tilbede, bortkaster ikke sine Tjenere i Alderdommens Tid, den Aand, vi drives af, forlader os ikke, naar vor naturlige Kraft forgaaer, men er netop ►kraftigst i vor Afmagt; saadanne Oldinger, som ►øiensynlig have fundet ►de graae Haars Krone paa Retfærdigheds Vei, fundet Livets Sølv-Krone, de ræddes saalidt for Døden, som for Guld-Kronen, der straaler dem imøde fra Guds Alter, og, ►øiensynlig opløftede over den lige til Kirke-Dørren herskende Naturens Orden, tale de levende om de Christnes Deelagtighed i den guddommelige Natur, og vandre virkelig 108som Halv-Guder paa Jorden, for hvilke selv de Vantroe uvilkaarlig bøie sig! At selv de viltreste ►Verdens-Børn et Øieblik standse, naar de kaldes fra den brede Vei af en saadan christelig Nestor, og kan ikke andet end de maae lytte til den baade klare og levende Røst, hvori 694 (US) Kjærligheden skjuler sin Kraft, og smelter Sandheden, saa man seer ikke den som ►Kæmpen med Lyn-Blikket vendt til sine Fiender, men som Barnet i Faderens Favn, der ►inddrikker Livet af Hans Fylde, og vinker alle til at see og til at dele sin Glæde; det er naturligt, og om nu end Troens bittre Fiende i det Skjulte tvinger sine Trælle til hvad de kun nødig vil: til at øve unaturlig Grusomhed mod den ærværdige, tilbedede, ►vennesalige, sødtsmilende Olding, fordi han kjærlig vinker, og hardtad uimodstaaelig drager alle sine ►Kyndinger, hele sin Kreds til den Himmel, han bærer i sit Bryst, og hvis lønlige Soel ►forklarer hans Aasyn, og virker velsignet i hans Ord som i hans Levnet; om det end skeer, som det skedte ►omsider med ►Johannes-Barnet i 📌Smyrna, med den gamle 👤Polykarp, da kan det, synes mig, ei anderledes være, end jeg læser i Historien, at Luerne ogsaa blive unaturlige, og aabne sig for Halv-Guden, ►som Bølgerne for 📌Israel, og vist er det, at en Kirke med saadanne Bisper maa enten gaae uskadt gjennem Ilden, eller opstaae ►forklaret af sin Aske!
✂ Men, man kan jo sige: det er ikke sandt, Historien om 👤Polykarp er kun et Æventyr, ►hans apostoliske Lærers himmelske Hyrde-Brev, og hans bispelige Discipels (👤Irenæi) ►Kirke-Bog er uægte, saavelsom ►👤Ignatii Breve, ►Johannes Evangelium, og Alt hvad der saa ►vidunderlig sanddru og rørende vidner om, at Gud var i 👤Christo, og 👤Christus med sin Menighed, at den Eenbaarne, som tog en Tjeners Skikkelse paa sig, virkelig gav sine Troende Magt 109til at være Guds Børn, gav sine gamle, troe Tjenere ►alt ►herneden Deel i sin Herlighed!
✂ Ja, desværre, det kan man sige dristig, fordi vi ingen lyslevende 👤Polykarper har, som vi kan pege paa, og sige: mener I da, Aanden var mattere i sine første ►Redskaber, end i de sidste, og fordi vi har kirkeligt Fællesskab med aabenbare Hedninger, der dog vil ►hedde Christne, saa vi kan hverken følges eller forfølges, hverken elskes eller hades, hverken leve eller døe ►øiensynlig som Christne, kan hardtad slet ikke ►aabenbar stride, lide og seire, uden for vor Person, kan, om vi end havde Sind til Selv-Fornægtelsen, og Hjerte til Kjærlighedens Fylde, dog umuelig skjænke Menigheden i Verdens-Vrimmelen vor hele aandelige Personlighed, og i Liv og Død opoffre os for den!
✂ Under saadanne Omstændigheder vil Gud ikke skjænke os ►Hyrder efter sit Hjerte, og skjøndt vi for hinanden klarlig kan bevise, at det er ikke 👤Christi Skyld, og rokker ei i mindste 695 (US) Maade det gyldige, historiske Vidnesbyrd om Hans guddommelige Menneske-Liv, og ►det første Tempels Herlighed, der desuden er for mageløse Ting til at kunne opdigtes, saa maae vi dog tilstaae, at dette Vidnesbyrd hverken for os eller for Troens Fiender har et Gran mere Liv og Kraft, end vi med Ord og Daad kan give det; thi var der ikke længer levende Spor hos os af hvad Bøgerne enten melde om de gamle Christnes Helte-Liv, eller udtrykke deraf, da maatte Bøgerne være saa ægte, saa sanddrue, ja selv saa guddommelig mageløse, som man kan tænke sig, det var dog intet Vidnesbyrd om vores Tro, thi vi var da ikke Christne i Aand og Sandhed, men i det Høieste aldeles vanartede Børn af herlige ►Fædre. At vi virkelig var det Sidste, kunde vi vel historisk bevise, med de gyldigste Vidnesbyrd, men deels var det kun at ►udskumme vor egen Skam, da en æreløs, fordærvet Usling langt 110heller maa ønske at være af ►Trælle-Sæd, end af Konge-Æt, og deels er det vist, at naar Ordet og Livet ingensteds i Christenheden havde mindste Lighed med hvad der i ►Arilds-Kirken udmærker begge, da kunde Troens Fiende med Rette sige: jeg vil ikke nægte, at Vidnesbyrdet om denne Troes Guddommelighed er forbausende, og jeg vil ikke nægte, at den har virket med overnaturlige Kræfter; men baade staaer der jo i ►Bibelen, at Troen skulde vare Verden ud, og tillige kan jeg forstaae, at det maatte saa være med Sandheds Tro og et evigt Livs Ord, saa det maa dog i Grunden have været Blænd-Værk, skjøndt jeg ei kan forklare den ►vidunderlige Sammenhæng. Kunde vi derfor end, hvad vi ►vist nok kan, historisk opvise Sporene af den old-christelige Aand og et grund-christeligt Sind, lige til vore nærmeste ►Fædres Grave, saa var dog Troen værgeløs og vanæret hos os, naar vi ei havde Sind og Kraft til, som ►Fædrenes ægte, aandelige Børn, at gjøre ►Fædrenes Gjerninger, saa det maae vi først og fremmerst bevise, naar vi vil kæmpe for ►Fædrenes Tro; men ►til Lykke er det allerede beviist, naar vi stille os under ►Kors-Banneret; thi det kunde vi umuelig, dersom der ikke var i det Mindste en Levning i os af det Liv og den Kraft, som gjorde Banneret berømt i gamle Dage, og jo større Skam det da i vore Dage agtes for at stride under det, og jo dristigere man paastaaer, at Troens Virkning fordum var kun Blænd-Værk, des vissere er det, at den Tro, der alligevel kan drive os i ►Marken for sig, saa vi dristig ►gaae Fienden under Øine, den Tro er ikke død, og er end Kraften ringe, hvormed vi stride for den, da kan det maaskee vel gjøre Fiendens Seier 696 (US) let, men ogsaa os skal han dog overvinde, før han triumpherer!
✂ Naar vi kun veed og føle, at vor Skrift, selv naar den kjendelig vidner om, det er alvorlig meent med Kam111pen, dog kun udgjør en ringe Deel deraf, med mindre vi maaskee personlig vove meer ved at skrive frit imod Fienden, end ved i Ord og Levnet at bekæmpe ham, naar vi kun veed og føle det, da kan ogsaa vor Skrift, især saalænge vi er levende, bekjendte Personer, være et sikkert Vidnesbyrd om vor Tro, sikkrere, jo mindre Verden ynder den, og paa en Maade levende i samme Grad, som Ordet er levende i os, og som vi mægte at ►føre det i Pennen.
✂ Her maae vi et Øieblik staae stille, og, saa godt vi kan, besinde os paa Forholdet mellem Ord og Skrift, som Erfaring lærer os, er heel ►besynderligt, og lader sig endnu ingenlunde klart beskrive, saa det er slet intet Under, at Reformatorerne videnskabelig tog Feil derad; men netop i vor skriftkloge Tid maa dette Forhold dog nødvendig ►opredes, hvis det ikke snart skal komme saavidt, at ogsaa vor aandelige Rigdom: vor Tro, vor Kraft, vort Haab, vor Kjærlighed, vort Liv og vort Lys, er kun til paa Papiret! Under saadanne Omstændigheder, da det har vel ingen Nød, at Bøgerne skal tabe deres Værd og Vigtighed i Læsernes Øine, maatte man vel heller gjøre Skriften end Ordet Uret, men da det netop hører til vor Tids Pinagtighed, at de flittige Læsere sætte en Ære i at tale som Bøger, maa Skribenten dog ogsaa frygte for, at hans Skrift om Ordet, netop hvor den vandt Bifald, kunde, ved en ikke mindre sørgelig end latterlig Misbrug, blive Kilden til et foragteligt Ord om Skriften. Her, som allevegne, er det da kun ►en smal Gang-Sti, baade stenet og tornet, som fører til de Levendes Land, medens Af-Veiene paa begge Sider, til de Dødes Rige, ere baade banede og brede, og selv naar vi gaae allerforsigtigst tilværks med Beskrivelsen, maae vi ikke vente Andet, end at vor Skrift om det levende Ords Herlighed vil blive ligesaa 112misbrugt, mistydet og fordreiet, som 👤Luthers Skrift om det mundtlige Ords Brøst, og om ►Skriftens Guddommelighed; saa det gjælder kun om, at vi selv nogenlunde holde vore Hænder rene for Deelagtighed i fremmede Synder. Her er det ingenlunde nok, at vi selv baade med al Flid benytte Skrifterne, og anstrænge os for at ►føre Ordet i Pennen saa levende som mueligt; thi hvem brugde bedre sin Mund i Kirken, hvem beviste praktisk ►øiensynligere Magten af den levende Røst, hvem spot 697 (US) tede drøiere over de Prædikanter, som, hvad enten de læste indenad eller udenad, dog kun læste høit i Kirken, istedenfor at tale af Aandens Drift og af Hjertets Fylde, hvem i mange Aarhundreder, meer end 👤Morten Luther; og dog var han langt uskyldigere i deres Brøde, der ►traadte deres Prækener op under Fødderne, end i deres, der vilde gjøre dem med Hænderne, og ►føre Pennen i Munden; thi Hine vidste godt, de rettede sig ikke efter 👤Luther, men efter deres egen Magelighed, medens Disse virkelig gjorde, hvad der conseqvent maatte følge af hans Paastand om ►Skriften, som Ordets urokkelige Grundvold og levende Kilde.
✂ Vil vi derfor være uskyldige i den Ringe-Agt for ►Bibelen, der i vore Dage er saa umaadelig stor, at den, saa snart den føler Trang til Undskyldning, nødvendig paa det Ivrigste vil stræbe at besmykke sig med christelige Præsters ►Udvikling af den store Sandhed om Ordets naturlige, uomtvistelige Ret til at svæve høit over alle Bogstaver; vil vi være uskyldige i, hvad vi forudsee, og umuelig kan forebygge, da maae vi ikke blot mundtlig aabenbare ►Skriftens Rigdom, og, saavidt mueligt, skabe flittige Læsere af vore Tilhørere, men ogsaa skriftlig paa det Alvorligste advare alle christelige Læsere for ►Slangen, som altid lurer ved Kundskabs-Træet, og stræber især at forgifte den sande 113►Vidskab, saa den skal ikke føre til Liv, men til Død, ei til Kjærligheds Tempel, men til Hovmods Grav.
✂ Først maae vi da bemærke, hvad alle Læsere, naar de besinde sig derpaa, maae vide, at skjøndt Ordet ligger Liig i alle Bøger, er der dog en himmelhøi Forskjel, saa det gaaer med Bog-Staver, som med alle Stave, at de vel i sig selv er døde, men kan dog, naar de kastes paa Jorden, ved et ►Vidunder blive levende, ►som Stavene, vi læse om i anden Mose-Bog, der blev til Slanger, og Graden af dette Liv beroer, ligesom hist, paa Aanden som gjør ►Vidunderet, men den Aand, der i Ordet svæver over ►Bibelen, maa jo nødvendig være alle Aanders Høvding, Guds egen Aand, hvis det er sandt, hvad Præsten vidner i den christelige Kirke, at de hellige Skribenters Aand er den Hellig-Aand, hvem alle Christne troende bekjende og paakalde, tilligemed Faderen og Sønnen! Uagtet vi derfor alvorlig maae indskjærpe, at ►Bibelen, som Bog, ingenlunde er væsenlig forskjellig fra andre Bøger, eller undtaget fra den ►Dødhed og Af-Magt, der er tilfælles for al Bogstav-Skrift, som Ordets blotte Tegn og Skygge, saa maae vi dog ligesaa alvor 698 (US) lig indskjærpe, at ►Bibelen, som et Værk af Aanden over alle Aander, ogsaa er en Bog over alle Bøger, og det saavel i Henseende til Liv og Kraft, som til Lys og Viisdom, saa at Alt hvad der er sandt om Guds eget Ord, gjælder uindskrænket om det Ord, vi i ►Bibelen finde beskrevet, og at Bibel-Bogen har alle de Egenskaber i høieste Grad, hvilke en Skrift til Menneskets aandelige Tarv kunde faae ved Mennesker, som overordenlig dreves af Guds Aand, og lod ham ligesaavel raade for deres Pen, som for deres Tunge. Laae det nu end ikke i Sagens Natur, at ►Bibelen umuelig uden troende Læsere, og ved Hjelp af ►særdeles udrustede ►Tolke, kunde blive det store Redskab den skulde være, til Livs Næ114ring og fremskridende Oplysning i den christelige Menighed, saa var det dog ingen Ufuldkommenhed, at den trænger til begge Dele, da den ►aabenbar er derpaa beregnet, vidner selv derom, og findes, i Kirken, baaret af Troens levende Ord, og overantvordet en ►Lære-Stand med Forjættelse om Oplysning og om ►kraftig Bistand af den samme Aand, der drev de hellige Skribenter.
✂ At nu den christelige Menigheds Fiender ligesaavel kan paastaae, at ►Bibelen er galt indrettet, og at Præste-Vidnesbyrdet er falsk, som de kan paastaae, at vor Tro er ►Tant, og at alle Christne enten er aandløse, eller drives af en ond Aand, det er ►ligefrem, og maa aldrig forfærde eller forundre os, da de, der kaldte vor ►Husbonde ►Beelzebub, aldrig kan tale saa ilde og foragtelig om os, vor Tro og vor ►Bibel, at vi ►jo maae agte det for en Ære; men bevise maae vi kunne, det er Løgn og Snak, hvad man siger til Troens og ►Skriftens Vanære, bevise det levende, med Aands og Krafts uomtvistelige Klarhed. Medens derfor hele den christelige Kirke og Menighed skal ►skinne som et Lys i Verden, og være som Staden paa Bjerget, der ei kan skjules, ja, kundgjøre levende hans Dyder, som kaldte os fra Mørket til sit ►underlige Lys; da skal vore skriftkloge Lærere ogsaa bevise ►Bibelens christelige Ypperlighed, ved at føre Pennen, til Troens og ►Bibelens Ære, bedre end alle deres Fiender. Da skeer i Grunden det Samme som hist i 📌Ægypten, ►hvor ►Koglerne vel ogsaa kunde gjøre deres Stave til Slanger, men ei hindre 👤Aarons-Staven fra at opsluge dem►, og anderledes kan ►Bibelen ei ►kraftig forsvares; thi netop fordi den beskriver overnaturlige Ting, og saadanne Ord, som ikke ►Mande-Vid, men kun den Hellig-Aand begriber, derfor er den, i det naturlige Menneskes Øine, og for hans Følelse, langt dunklere og dødere, end mange andre Bøger, og da nu desuden dens ►Grund-Sprog er saa 699 (US) godt som 115døde, ja, da Bibel-Ordet ligger for de fleste Læsere som ►en stinkende 👤Lazarus i Bogstav-Graven►, saa er det unægtelig et stort Guds Under, at de Skrift-Kloge, ved at ville forsvare Troen med ►Bibelen, og den Hellig-Aand med Bogstav-Skriften, ikke har begravet baade Tro og ►Bibel i evig Forglemmelse.
✂ Men har nu ►Bibelen, netop i det Tids-Rum, den brugdes saa bagvendt, og forsvaredes saa aandløst, virket usigelig meget til Troens Bestyrkelse og de Troendes Oplysning, da har den derved unægtelig selv paa det Klarligste bevidnet, at den hører Herren til, og er et Mester-Værk af Hans Aand, hvis Tanker og Veie er saa høit over vore, som Himlen er over Jorden, og hvis Spørgsmaal det alle Dage er til ►Støvets Børn: om det er ►►underligt for eders Øine►, skal det da ogsaa være ►underligt for Mine! ►Vist nok var Bibel-Læsningen og den ►kapitelfaste Prædiken kun frugtbar og velsignet, naar Menigheden gjemde Troens Ord i sit Hjerte, og naar de skriftkloge Præster betragtede sig som den Hellig-Aands levende Redskaber; men begge Dele maatte jo været uforenelige med Bogstav-Troen og ►Kapitel-Fæstningen, dersom ikke ►Bibel-Staven havde staaet i et mageløst Forhold til Troens Aand, og til det levende Ord, som den ►vist nok ikke er, men dog usvigelig betegner, og vækker, naar den gribes og føres med Troens Haand, ►vidunderlig paa Præste-Tungen, og overalt hvor den falder, ►som Ordets Sæd, paa frugtbar Jord. Saa vist derfor, som ►Bibel-Staven kun da gjør store, forbausende Jær-Tegn, naar den sees i sit rette Lys, og man ei tilskriver den, men Guds Aand og Guds Ord, de Blomster og Frugter, som udspringe paa den ►i Tabernaklet, ligesaa vist er selv den stiveste Tro paa ►Bibelens Bog-Stav langt foreneligere med levende Tro og med Menighedens ►Tarv, end den mystiske Selv-Klogskab, der fornemt hæver sig over 116►Skriften, og lader den enten ubenyttet, eller stræber, halv formastelig og halv barnagtig, at gjøre den Hellig-Aands Gjerning, men smitter kun Menigheden, som den vil oplive, med sin hidsige Feber, og stiller sin forvirrede Dunkelhed til Skue, ved pralende at sætte den i ►Herrens Lyse-Stage, hvori kun det Lys passer, ►for hvilket Maanen blegner og Solen rødmer!
✂ Saa lidt det derfor er os tilladt, at dølge og fortie nogen aandelig Sandhed, fordi vi forudsee, den vil vorde saare misbrugt, saa nødvendig maae vi paa det Stærkeste advare de Troende for Snaren, og derfor vil jeg, saavidt det staaer til mig, 700 (US) gjøre det døde Vidnesbyrd, om ►Bibel-Stavens Sikkerhed og Krav paa vor Ærefrygt, levende, i det jeg vidner, at netop ved denne Ærefrygt, og faste Overbeviisning om ►Skriftens mageløs venlige Forbindelse med Troens Aand, netop derved er Bogstav-Skriften blevet ►alt mere og mere levende for mig, saa jeg tør og maa ophøie ►Skriften som en Bog-Stav, der i Troens Haand ei blot understøttede min Gang, men ledte mig ►vidunderlig, som Staven leder den Blinde, indtil omsider Øiet ►oplodes, da jeg saae, det var naturligviis ikke Staven, men den lille Engel: Barne-Troen, der ledte os saa sikkert, som det kun var muligt, naar vi holdt fast paa Staven, som Engelen var bundet til. Nu var det ►vist nok Synd at binde Menighedens Engel til Staven, thi han skal, som de smaa Børns Engle, altid see Faderens Ansigt, og følge Børnene ved Haanden, saa de føle, længe før de see det, at de har en levende, himmelsk Ledsager, og saa de ei besværes med Kæmpe-Staven, de ei kan bære, men understøttes paa den anden Side af en Barne-Stav, der er en Kvist, ►vidunderlig udsprunget af den Store, og voxer efter Haanden; men under den nødvendige Indskjærpning heraf, som jeg skylder Barne-Engelen, de velsignede Smaae, 117og deres guddommelige Ven, den levende Sandhed, 👤Jesus Christus, der ►strængelig ►forbyder os med Staven at spærre de Smaae, Guds Rige tilhører, den fri og levende Adgang til ham, under denne Indskjærpning maa jeg hverken glemme eller dølge det Vidnesbyrd jeg skylder Staven og Aanden, og dermed ei blot ►Lære-Standen, men hele Menigheden, som Aanden i Samme har laant sit Øie, og Herren sin Tunge. Vi bindes til Staven, vi ei selv kan bære, naar vi indvies til den store Gjerning at føde Herrens Folk, og rettelig at dele Sandheds Ord, hvad ►vist nok er umueligt, dersom vi ikke med Apostelen føle, ►at selv er vi ►udygtige dertil, saa al vor ►Dygtighed maa komme fra Gud, der ene kan gjøre os ►dygtige til at være det ►Ny Testamentes Tjenere, ei Bogstavens, som ihjelslaaer, men Aandens, som gjør levende►; men vi annamme aldrig denne ►Dygtighed, dersom vi ►enten løsrive os fra ►Bibel-Staven, eller tænke, vi selv kan bruge den, som en Mand sin Vandrings-Stav; thi det kan kun Herren og hvem der føler sig forenet med ham; men da han ►fæstede os til sine Tjenere, og rakde os Kæmpe-Staven, da gav han os sin Haand derpaa, at hans Aand, naar vi vilde troe det, skulde være ►kraftig i vor Skrøbelighed, veilede os til al Sandhed, og føre os til det forjættede Land, og paa hans Ord skal vi dri 701 (US) stig gribe Staven, aldrig slippe, men trøstig føre den, i Herrens Navn og Aandens Kraft, da lykkes det, og Smaa-Stavene, som levende udspringe af den Store, og som vi paa en Maade selv kan føre, lære da baade os og Menigheden, ja tildeels endogsaa Verden, at i Herrens Haand er ►Bibel-Staven ikke død, der er den rodfast i al Frugtbarheds evige Grundvold, og grønnes ved Livets Kilde, som en Pil ved Bækkens Bredd, ja som Træerne ved Livets klare Flod, der aldrig fælde deres Blade, men bære, hver i sin Maaned, deres velbehagelige Frugt. Da, men 118ogsaa kun da, bliver det ved os et levende Vidnesbyrd, hvad Historie-Bøgerne vidne sikkert nok, men dødt, at selv ►Bibel-Bladene var til Lægedom for Hedningerne, at selv forrykket fra sit rette Stade, bar ►Bibel-Staven Blomster og vederkvægende Frugter, ligesom Jorden bar ►Manna i Ørken!
✂ Man ►kalde det derfor længe nok en blind og en død Tro, den Tro paa ►Bibel-Staven, jeg kræver, ei af hele Menigheden, men af alle dens Lærere, som vil gjøre deres Embede fyldest; intet Barn fødtes til Verden, hvis det ei havde været til i Moders-Liv, før det blev levende, og intet Barn blev klarøiet, hvis det ei havde havt Øine, før det kunde see, saa det er ingen Skam for 👤Christi Kirke, at den kræver en død og blind Tro af dem, der vil gjenfødes og oplyses i den, naar den kun virkelig gjør dem denne usigelig store Tjeneste; thi de aandelig Døde og Blinde kan den nu engang ikke give Liv og Syn, med mindre de troe den dertil, og den kan, ved at aabenbare sit Lys og sit Liv, kun give dem en død og dunkel Formodning om, at de i dens Skjød vil finde, hvad dem fattes, og ligesaalidt er det en Skam for Aanden, som den store Skole-Mester, at han, af Menighedens bedste Hoveder, som ►slaae sig til Bogen, for at blive skriftkloge, forlanger blind og død Tro paa ►Bibel-Stavens Ypperlighed, da Bog-Staver nu engang ere døde Ting, hvori man umuelig kan see Aanden, uden med Aandens: med et poetisk Øie thi en saadan Tro kræve vi jo af alle dem vi skal lære Bogstaver, end sige af dem vi skal lære døde Sprogs Grammatik, og forbigangne Tiders Historie. Imidlertid er den Bibel-Tro, Aanden kræver af de theologiske Studenter, som vil gaae Skolen igjennem hos ham, og blive Lærde i Guds Rige, som Herren kalder dem, der har baade Gammelt og Nyt i Beredskab til levende Brug, den Tro er kun hvad Aan119den, ei hvad Verden kan kalde død og blind; thi baade er Historiens Vidnesbyrd om Livet og Lyset, der udviklede sig i Menigheden 702 (US) med den stiveste Bibel-Tro, i 👤Morten Luthers, baade er det sikkert nok, og tillige kan vi nu, naar vi er Christne (og hvad har vi ellers i Kirken at gjøre) indsee, at ogsaa i vort Bibel-Studium maae vi nødvendig troe hvad end ei er ►tilsyne, om vi vil see Guds Herlighed.
✂ For at oplyse dette, vil det være nødvendigt at sammenligne ►Bibelen med Bøger i det Hele, og betænke, at i den christne Menighed skal ►Bibelen altid være baade Kirke-Bog og Skole-Bog, thi hvis den virkelig duer dertil, maa den nødvendig forene de boglige Egenskaber, som ellers pleie at udelukke hinanden, saa den er lige skikket til at nære og udvikle baade Liv og Lys. At nu ►Bibelen virkelig er en saadan Soel-Bog, det vidner ►vist nok dens Historie, men den historiske Tro er, som 👤Luther meget rigtig indskjærpede, i Følge sin Natur død, og saalidet man med 👤Luther deraf maa lade sig forlede til, ►enten i Kirken eller i Skolen, at slaae Vrag paa den, saa maa den dog nødvendig begge Steder blive levende, før den kan være en Kilde til et evigt Liv i os. ►At det nu er Aanden alene, som gjør levende, det er, ei blot den christelige Kirkes, men ogsaa den christelige Skoles Grund-Sætning, og at Kundskaben om aandelige Ting, ligesaavel som Troen derpaa, kan være levende, det er netop den store videnskabelige Hemmelighed, som den christelige Kirkes ►Høi-Skole med sin bibelske Theologi skal aabenbare og bevise. Hvor der altsaa paa den historiske Vei, som er den eneste muelige, er opkommet Tro paa 👤Christus, og paa ►Bibelens Guddommelighed, der findes ogsaa det christelige Haab, som er grundet paa Herrens Forjættelse, at hans Troendes ►Barm skal, ved den Hellig-Aand, vorde et levende Vand-Spring, men dette Haab er dødt, saavelsom 120Troen, indtil Aanden skjænkes, og indtil Livet, ved at føles og virke, for den Troende beviser sig selv, og giver Troen Vidnesbyrd. Nu vidner Kirke-Historien, at Aanden og Livet skjænkes i 👤Christi Menighed, ►almindelig i en vis Orden, og kun ved en Undtagelse, tillige som overordenlig Naade-Gave, saa at ►ordenligviis annamme alle Troende Aanden og Livet ved Daaben og Nadveren, og alle troende Skrift-Kloge aandelig ►Dygtighed til ►Lære-Embedet ved Haands-Paalæggelsen; medens Herren og Aanden have forbeholdt sig at skjænke og uddele overordenlige Naade-Gaver, efter Troens ►Maal og Menighedens ►Tarv, til hvem de vil. Mellem disse overordenlige Naade-Gaver er Ingen blevet meer berømt end den Prophetiske, deels fordi det synes at være 703 (US) den Eneste, man kan spore gjennem hele Kirkens Historie, og deels fordi den i Skrift har efterladt sig varige Mindes-Mærker, og jeg vil her slet ikke indlade mig paa Forskjellen mellem Poetisk og Prophetisk, men heller, efter ►Bibelens Exempel, lade begge Begreber sammensmelte, da det er ganske vist, at hvad Kirken kalder Prophetisk, kalder Verden Poetisk, ligesom da ogsaa ►Apostelen udtrykkelig nævner Kirke-Psalmen som et prophetisk Værk. Uagtet jeg derfor ogsaa i denne Henseende troende forudsætter Apostel-Tiden som mageløs, saa flyder dog christelig Poesie og Prophetie for mig altid sammen, thi alt det Poetiske i Christenheden, der slet ikke har noget christelig Prophetisk i sig, udleder jeg af Hedenskabet, og Alt hvad der udgiver sig for prophetisk, uden at have en poetisk Character, regner jeg til Daare-Kisten, eller til ►den sorte Skole, hvor det saakaldte ►Divinatoriske er mig en Pest.
✂ Det kan da ikke forundre Nogen, at jeg finder 👤Morten Luther blandt Propheterne; thi efter mit Begreb derom, maa jeg nødvendig finde, at mellem alle de Kvinde-Fødte i ►Ny-121Kirken► er ingen Større ►opstanden, og er det poetiske Element det Overveiende i hans Psalmer, da er det Prophetiske det unægtelig i hele hans Reformations-Værk, ►Bibel-Oversættelse og Skrift-Brug. For en saadan propheterende Præst bliver ►Skriften nødvendig strax en Guld-Grube, et Lys-Hav, en Livs-Kilde, et Orakel over ►Cherubim, og Alt, hvad Aand, Ord og Skrift sammensmeltede kan være; thi for Seer-Øiet sammensmelter det Synlige med det Usynlige, det Forbigangne og det Tilkommende med det Nærværende, og det af Synet udspringende Ord er dunkelt, men levende og ►kraftigt, skarpt mod Fienden som et tveegget Sværd, og som en Hammer, der knuser Klipper, som en Lue der fortærer Skovene; men skjøndt en saadan prophetisk Skrift-Fortolkning og Skrift-Brug, naar den, som hos 👤Luther, er ægte christelig, opvækker den sovende Menighed, og opliver den dybe Ærbødighed for ►Bibelen, som er Grund-Vilkaaret for Dens rette Brug og Studium, saa er det dog dermed, som med Poesien i det Hele, der vel i Sandheds Tjeneste kan og skal oplive og anspore til videnskabelig Granskning, kan og skal i et levende Speil foreholde os Veien og Maalet, men er slet ikke skjænket eller skikket til at være et videnskabeligt Grund-Lag, og lader sig ligesaalidt systematisere, som med ►Flid efterligne, uden at skabe et aandeligt Skygge-Rige, hvori vel Solen skinner, men uden Varme, hvor Livet mindes, men kun med Savn, hvor Døden vel, som 704 (US) en klog, lovbundet Tyran, maa lade sig spotte, men hersker dog.
✂ Sandelig, jeg har selv erfaret det, hvorledes Bibel-Historien, fra Skabelsen til Himmel-Farten, kan hos poetiske Naturer vække en levende Anskuelse af Christendommens Sandhed, og af ►Bibelens guddommelige Oprindelse, samt hvorledes den indvortes Erfaring kan kaste Lys paa ►Skriftens Dunkelheder, og aande Liv i Dens Bog-Stav; men 122skjøndt de Christnes Børn, i deres Paradis-Tid, kan og skal ligesom gestaltes ved den levende Opfattelse af Bibel-Historien, og skjøndt denne Historie, især ved Paralelismen mellem den og de Christnes indvortes Liv, er en uudtømmelig Guld-Grube for den Christelige Skjald, og derved for hele Menigheden, saa kan Sligt dog hverken være en sikker Grund-Vold for Menighedens Tro, eller et forsvarligt Grund-Lag for en fremskridende og frugtbar Bibel-Granskning.
✂ Vi maae nemlig gjøre samme Forskjel mellem ordenlige og overordenlige Læsere, som mellem ordenlige og overordenlige Talere og Skribenter, og aldrig glemme, at ogsaa ►hos de Christne er det Naturlige det Første, der ligesaalidt ved et Trylle-Slag aandelig omskabes, som Daaben gjør nogen kjendelig Forandring paa den Spæde, saa vi maae endelig vænne os til i hele det christelige Levnets-Løb at skjelne, ligesaa skarpt som i Nadveren, mellem Trans-Substantiationen og den virkelige Nærværelse, mellem et unaturligt Hexeri og et overnaturligt Jær-Tegn.
✂ Nu lærer Erfaringen os, at i den naturlige Tilstand, d. e. i Hedenskabet, er det langt fra at alle Læsere, skjøndt de har en og samme Bog for sig, og de samme boglige For-Kundskaber, dog finde det Samme deri, eller have samme Fornøielse og Gavn deraf; men at der fremforalt er himmelhøi Forskjel mellem en Poets og en Grammatikers Bog-Læsning, samme Forskjel nemlig som mellem deres hele aandelige Beskaffenhed, der bliver anskuelig, naar man lægger et levende Digt ved Siden ad en lexikalsk Been-Rad, som Begge bestaaer af samme Ord, saavidt de ved Bog-Staver lade sig betegne. Disse Yderligheder begrændse den saakaldte Læse-Verden, thi paa hin Side Poesien ligger de stumme ►Theosophers, og paa hin Side Grammatiken de grændseløse Tvivleres ubeskrivelige 123Afgrund, saa der er ikke større Forskjellighed i det menneskelige ►Aasyn, end paa de Øine, hvormed man læser Bøger, som for Poeten er en ►vidunderlig Organisme af talende Hieroglypher, og for Gram 705 (US) matikeren en ►Skatte-Grav fuld af ►mærkelige Forsteninger, der, naar de ordnes efter Konstens Regler, kan betegne hvilken Tanke-Række, man vil. Med jo mere lexikalsk Bestemthed nu Udtrykkene er valgte, og med jo mere logisk Strænghed Tanke-Rækken er ordnet, des tydeligere og mere oplysende bliver Bogen for øvede Tænkere, som er hjemme i deres ►Lexikon, eller har det ved Haanden, og gider brugt det, men des dødere, kjedsommeligere, og selv uforstaaeligere bliver Bogen for de fleste Læsere, med mindre det er en Historie-Bog, hvori Udtrykket falder sammen med den virkelige Gjenstand, den logiske Orden med den krono-logiske, og hele Fortællingen med den levende opfattede Begivenhed; thi da mødes Poesien og Grammatiken venlig i Bogen, som Poeten og Grammatikeren ogsaa kan mødes i Livet, og den sandfærdige, jævne, livlige Historie er derfor ligesaavel et bogligt Konst-Værk, som et poetisk Natur-Produkt, der vel ei virker eens paa alle Læsere, men oplyser dem dog alle, og tækkes de Fleste. Levende opfattes imidlertid Begivenheden kun af de temmelig poetiske Læsere, med mindre den enten er meget hverdags, eller meget levende skildret, og medens Poeten fører Livet med sig til Bogen, og hører paa en Maade gjennem Øiet, trænge de fleste Læsere til at oplives, og til den levende Røst, som er den ►ordenlige ►►Thors-Kerre, hvori Ordet ager under Sky, og ►indlyner gjennem Øret saavel til ►Asgaard som til ►Jette-Verden, eller: saavel til de Levendes Land, som til de Dødes Rige. Nu vil vist alle Læsere have bemærket, at hvor de i en Bog støde paa ►glimrende Skildringer, fyndige Taler, træffende Lignelser, flydende Rim, og Deslige, der bliver det dem hardtad en 124Trang at høre hvorledes det kan lyde, og Sligt gjør dem dobbelt Fornøielse, naar det enten paa deres egne eller Andres Læber kan finde sit tilsvarende, levende Udtryk, saa det gaaer her virkelig med Skribentens Aand, som de gamle Hedninger drømde om de Ubegravedes Skygger, der svævede sukkende over deres Lig, og kunde ei naae ►Elysium, før en medlidende Vandrings-Mand lod sig røre til en Jords-Paakastelse, som frigav Aanden. Denne Beskrivelse falder ►vist nok dunkel, men hvem kan beskrive klart hvad han kun dunkelt føler, og hvem af os har vel Andet end en dunkel Følelse af det ►vidunderlige Forhold mellem Aand og Bog-Stav: mellem Aand, som kan være alt Andet, kun ikke synlig, og Bog-Staven, som synes slet ikke at kunne være Andet end et synligt Tegn ved den store Ubekjendtes Grav, som den stumme Bauta-Steen paa Kæmpe-Høien! Naar 706 (US) man imidlertid forudsætter de to, alt for tit glemte, altsaa ei noksom bekjendte, skjøndt ►upaatvivlelige ►Vid-Under, at hvert Menneske-Sprog har Noget, man kalder Dets Aand, som ►behersker ►Folke-Tungen, og at det er Ordet paa denne, i hele sin Rigdom, der af Penne-Førere lader sig med en Snees Smaa-Tegn binde i Bøger, skikke Verden rundt, og gjemme i Aar-Tusinder, da synes mig, det vinder en vis Klarhed, at denne Sprogets Aand virkelig svæver over al Skrift, som Den selv har ►ført i Pennen, og lægger behændig det Ord paa Læserens Tunge, som Den tog af Skriverens, og gjemde kun i Bogen, som ►hin nordiske Foster-Fader liden ►Aslaug i Harpen, for at føre det lønligt, uskadt, saa vidt over Hav, som ingen levende Røst ►uden ►Tordnerens kan ►aabenbar vandre. Det er derfor vel et stort ►Vidunder, at en Bog fra Arilds-Tid kan lægge et levende Ord paa vor Tunge, som vi med Glæde give Røst, røres af selv, og røre Andre med, men naar vi har Tunge-Maal til125fælles med Skribenten, maae vi dog kalde det et naturligt Mirakel, fordi det ►aabenbar har sin Grund i den ►vidunderlige Menneske-Natur, da jo Ingen tvivler om, at ►Rhapsoden hos 👤Plato, og ►Skjalden paa 📌Stiklestad, kunde været omtrent lige begeistrede, hver for sit ►Bjarke-Maal, enten de saa havde lært det af en Mund eller af en Bog. Naar derimod Læseren ikke naturlig har Tunge-Maal tilfælles med Skribenten, da falder det ►urimeligt, at Bogen kan blive levende for ham, og er Bogen en Reliqvie fra et legemlig eller aandelig uddødt Folk, da synes det aldeles umueligt.
✂ Her er Stadet, hvorfra vi skal betragte ►Bibelen, som en Bog, hvorom de Christne sige, at den har over-naturlig Oprindelse, og skal til Verdens Ende, gjennem Dens ►Tolke, virke mægtig og levende paa Folk af alle Stammer og Tunge-Maal paa Jorden; thi kan Den det virkelig, da er det ►vist nok et guddommeligt Vidnesbyrd om Dens mageløse Beskaffenhed, men dog især om den christelige Kirkes Aand, som allevegne kan levende betjene sig af en Bog, hvis Skribenters Tunge-Maal endog er døde Sprog, der konstig maae læres ved Hjelp af Grammatik og ►Lexikon, læres naturligviis selv af de ►Letnemmeste, som gjør sig Flid, kun i en meget indskrænket Grad, og er hidtil kun ►stavede paa af det lærdeste Præste-Kuld, som jo er det, der udgik af Reformatorernes Skole. Har nu desuagtet Bibel-Ordet været levende paa utallige Præste-Tunger, og havt endog langt større Virkninger end noget Ord der naturlig oprandt i Folkene, førdes levende af deres vel 707 (US) talende, og ►førdes i Pennen af deres skriftkloge Mænd, da er det ►aabenbar et stort ►Vidunder, hvad enten det saa er skedt udelukkende ved overnaturlige Kræfter, eller ved en ►vidunderlig Sammen-Virkning af naturlige og over-naturlige, som naar den ene finder Sted i 👤Christi 126Menighed, er et gyldigt Vidnesbyrd om, at 👤Jesus Christus regjerer midt iblandt sine Fiender, og at Hans Aand er alle Aanders Mester.
✂ ►Naar vi nu læse i ►Bibelen, at alle Mennesker udgjør i Grunden kun een eneste Menneske-Slægt, som i Begyndelsen naturligviis havde eens Tunge-Maal►, da farer derved et ►underligt Lys-Glimt os forbi, saa vi see, det er ►vidunderligt men ikke unaturligt, at Mennesker, ved et levende ►Samfund med det oprindelige ►Grund-Sprogs Aand, kunde paa en Maade faae alle de deraf udsprungne Tunge-Maal i sin Magt, og er det sandt, hvad der ogsaa staaer i ►Bibelen, at da 👤Christus, efter sin Himmel-Fart, ►udgjød sin Aand over Apostlerne, eller vore første naturlige Kirke-Fædre, da fik de derved, blandt andet, Magt til at tale med alskens Tunge-Maal, er det sandt, da bevistes dermed ►aabenbar, at 👤Christi Aand var enten det oprindelige ►Grund-Sprogs, altsaa Menneske-Slægtens, eller ogsaa en endnu høiere Aand. Saa lidt vi nu imidlertid kan beraabe os paa denne Kjends-Gjerning, som Beviis enten for 👤Christi Aands eller for ►Bibelens Guddommelighed, da Talen derved ikke er om et nærværende, men om et beskrevet ►Vidunder, der selv trænger til Beviis, saa vist maa Fortællingen ►lynslaae os, naar vi indsee, at en saadan Magt over alle Tunge-Maal maatte 👤Christi Aand nødvendig have, for at gjøre hvad beviislig er skedt, da Bibel-Ordet lagdes levende ligesaavel paa Tydskeres og Nordmænds, som paa Jøders og Grækers Tunge; men levende er desuagtet dette Vidnesbyrd ei et Øieblik længer, end Bibel-Ordet vedbliver at være levende paa den christelige Præste-Tunge.
✂ Her staae vi da atter ved den glemte, men dog indlysende Sandhed, at vil vi gjøre det store Vidnesbyrd om Christendommens Sandhed gjældende, da maae vi have optaget 127det levende i os, og saaledes fremføre det, saa det viser sig, at Troens Ord i Kirken er som Christen-Folkets, saa den aandelig fornyede Menneske-Slægts levende forplantede Tunge-Maal, hvormed ►Bibelen, i Troens Aand, har samme levende Sammenhæng, som den der naturlig finder Sted imellem et Folks Moders-Maal og Dets egne gamle Bøger!
✂ At saa overnaturlig en Ting nu ei kan udrettes blot ved na 708 (US) turlige Midler, maa vel være os alle indlysende, og Kirken lærer derfor ogsaa, at kun ved de overnaturlige Midler: Daaben, Nadveren og ►Indvielsen, kan saavel Troen som Bibel-Ordet blive levende i Menigheden; men hvorvidt en naturlig Kraft-Anstrængelse derhos var nødvendig, ja selv hvorvidt den var tilladelig, kunde snarere synes tvivlsomt, og har virkelig, som Historien viser, været endnu langt mere ►omtvivlet end omtvistet i Christenheden.
✂ Her staae vi da ved en af de mange ►Snevringer, som, efter ►Skriftens Oplysning, gjør den christelige Vei til de Levendes Land kjendelig fra alle de Veie, Hedninger faldt paa at vandre, eller ►Mande-Vid stræbde at udforske, og som gjør Beskrivelsen ei mindre vanskelig end Vandringen; men dog er det klart af Historien, at denne ►Snevring, overnaturlig skabt til en Kirke-Sti mellem et uoverkommeligt Bjerg og en bundløs Afgrund, maa gjennemgaaes, ►om det kirkelige, og det deraf udspringende boglige Liv skal blive mere end en dunkel Anelse, eller i det Høieste, en ►overgaaende, aldeles uforklarlig poetisk Begeistring. Man skulde vel synes, at hvor man kjender og troer den bibelske Historie om ►Menneskets Skabelse i Guds Billede, der kunde man ikke fristes til at udelukke Menneskets naturlige Med-Virkning til ►Fornyelsen, og, hvor man troede paa ►Samfundet med ►Guddoms-Manden, som uundværligt til Liv og ►Salighed, heller ikke fristes til at 128ansee den naturlige Med-Virkning enten for muelig eller frugtbar, ►uden i og ved dette overnaturlige ►Samfund, men dog er begge Dele hyppig skedt, og skee dagligdags endnu, saa, skiøndt det kun er ved Tro og Kjærlighed Aanden kan udrydde disse gjængse Vildfarelser, maa dog Alt hvad der staaer i Aandens Tjeneste, altsaa ogsaa Præste-Pennen, stræbe at betegne den snevre Sti mellem begge de brede Af-Veie. Dette skeer udentvivl bedst, ved at gjøre opmærksom paa den store Natur-Forskjel mellem Menigheden i ►Arilds-Kirken og den i ►Ny-Kirken, der vel aandelig kan og skal udgjøre eet Folk og Broderskab, men forholde sig dog naturlig til hinanden, som den bedagede, afkræftede Olding til den vilde, blomstrende Yngling. Kom nu to saadanne Hedninger til mig og vilde være Christne, da vilde jeg ingenlunde behandle dem eens, om de end var af samme Slægt og Stamme, men var nu det Modsatte Tilfældet, og forholdt de sig i alle Maader til hinanden som en gammel Verdens-Mand til en ung Barbar, da var det mig et stort Vidunder, at de kunde enes om at have Herre, Tro og Daab tilfælles, og jeg vilde i Øvrigt, saavidt 709 (US) det stod til mig, give deres christelige Udvikling en høist forskjellig Gang: hjelpe Verdens-Manden til at glemme sin forgiftede Natur og forvirrende Kløgt, over Guds Kraft og Guds Viisdom i 👤Christo, medens jeg ansporede den raa og vankundige, men kraftfulde, langt mindre fordærvede Yngling til med Guds Hjelp at overvinde sig selv, og hellige sine Kræfter til Herrens Tjeneste. Dette, mener jeg, maatte selv ►Verdens-Vise tilstaae, var det Klogeste jeg kunde gjøre, naar ikke den gamle Verdens-Mand skulde snart igjen falde fra Troen, eller fortvivle over sin Afmagt, og naar ikke den unge Barbar, fristende Troens Almagt, skulde, før han vidste det, henrives og fortæres af sine stærke naturlige Drifter; men at det ogsaa var i Christendommens 129Aand, bevidner Kirke-Historien, og det følger derfor af sig selv, at vi maae tale anderledes om Menneske-Naturen, end Lærerne i den gamle Menighed, undtagen forsaavidt vi levende opfatte Bibel-Ordet, der, som guddommeligt, baade maa forudsætte denne betingede Forskjel, og den, trods samme, bestaaende Grund-Eenhed.
✂ At ►udvikle dette med ►Hensyn paa hele det christelige Levnets-Løb, vilde her føre for vidt, men dvæle vi nu ved den levende Opfattelse af Bibel-Ordet, da var den vel Jøder og Græker, naar de beherskedes af 👤Christi Aand, langt nemmere end os, da ►Skriften knyttede sig til deres Moders-Maal, men Grækerne havde dog en stor Fristelse at overvinde, nemlig Fristelsen til at opfatte det ►Ny Testamente meer eller mindre hedensk, naar de benyttede sig af deres naturlige Hjelpe-Midler til Skrift-Granskning, og den ►Alexandrinske Skole giver os derfor rig Anledning til at beundre Huus-Holdningen baade i det gamle og i det ny, baade i ►det prophetiske og det evangeliske ⓘ Guds-Rige. Her see vi nemlig, baade hvor nødvendig en særegen Gave til at udlægge Tungemaal var i den ældste Kirke, og tillige, hvor viselig betænkt det var af Aanden, at lade de Tunge-Maal uddøe, hvortil ►Skriftens ►Grund-Sprog knyttede sig, naar han kun havde Magt til at gjøre Bibel-Ordet levende paa fremmede Tunger; men ►vist nok maatte dette store Værk langsom forberedes og fremmes, naar det ikke blot skulde være et personligt ►Jær-Tegn, men en kirke-historisk Begivenhed, og naar ikke Barbarernes Natur-Kraft skulde tilintetgjøres, men udvikles og benyttes i christelig Retning.
✂ Hvorvidt nu dette Værk er fremrykket, det maa vel, med Øie for Sligt, kunne sees af vor christelige Poesie, og spores i vore 710 (US) Bibel-Oversættelser, men det skal dog især høres paa vor bibelske Prædiken, da Opgaven unægtelig 130er, at de hellige Skribenter skal tale Guds store og ►underlige Ting med vore Tunger. Vel kunde det, uden al Skam for 👤Christi Aand, være Tilfældet, at vi havde glemt, hvad vore ►Fædre ►lærde, og tabt igjen hvad de havde fundet; men enten maatte da vore Børn desuagtet komme til at staae paa ►Fædrenes Skuldre, eller ogsaa maatte det hos os afbrudte Værk fortsættes i et andet Folk, som jævnsides dertil var modnet; thi hvis ikke, havde jo Aanden taget Feil ad sine Redskaber, eller havde dog begyndt en Bygning, han fattedes Evne til at fuldføre, hvad der, efter ►Bibelen selv, er Daarskabs-Tegn, og kan jo umuelig hændes ►den Aand, som kan gjøre levende, ►virker Alt i Alle, og raader for at tildele Enhver især, hvad han vil.
✂ Det er i denne Henseende glædeligt, for ►boglærde Christne, at overskue de sidste tolv Aarhundredes Kirke-Historie, som ellers i mange Maader kan synes baade Troen og ►Bibelen uværdig; thi fra den Dag, da Angel-Sachserne blev ►den første Grøde af Ordets Sæd i Ørken, de første Kirke-Gjængere med barbariske Tunger, som skulde arve Grækers og Latiners Efterladenskab, fra den Dag til Nu, lignede vel ►Bibel-Staven oftere en udbrændt Kjerte, og Bibel-Ordet en bundfrossen Kilde, men aldrig udslukdes dog den rygende Tande, og aldrig hentørredes det piblende Væld; og før man vidste det, opblussede Kjerten igjen, med klaret og forlænget Flamme, gjennembrød Kilden sit Iis-Lag, og udsmeltede det til nye, vederkvægende Bække.
✂ Ingenlunde vil vi, for at ophøie Troen og ►Bibelen, skildre de aandelige Barbarer, Kirken optog i sit Skjød, som Kannibaler, Grønlændere eller ►Huroner; thi kunde slige ►Horder end været Redskaber til det historiske Mester-Værk, Aanden, som vi nu klarlig see, i og ved dem vilde udføre, saa viser dog Historien, det er ikke sandt. Deels 131har vi nemlig Sagn og Kvad, der aabenbare, at Germaners og Nordboers Hedenskab var ingenlunde mindre aandeligt end Grækers og Romeres, skjøndt det endnu ei havde udviklet en tilsvarende ►borgerlig Orden, og forfinet Leve-Maade, og deels fremlyser det Samme af ►Neophyternes og deres Tungemaals ►Bekvemhed til ►boglig Konst. Meget mere indrømme vi, at der i det Mindste paa 📌Island laae en heel poetisk-historisk Literatur paa Læberne, der kun trængde til en Fødsels-Hjelp, den maaskee ogsaa uden Christendom kunde faaet, og jævnsides dermed vilde sikkert ogsaa ►Borger- 711 (US) Samfundet► og det daglige Liv paa en egen Maade udviklet, beroliget og gestaltet sig i 📌Norden; men netop ved ret at overveie disse Ting, opdage vi den ►vidunderlige Sammen-Virkning af Folkenes Natur-Kræfter med Christendommens overnaturlige Kraft, som aabenbarer Aandens mesterlige ►Styrelse. Hvad enten vi nemlig læse 👤Cædmons og 👤Otfrieds Paraphraser, eller de gamle islandske Bøger, da see vi strax, at det var i det Høieste Bibel-Historien, der opfattedes med noget Liv, og vi kan tænke os til, at ligesom det ebraiske Sprog, ligefra Folkets Barndom, var med ►Flid udviklet til Propheternes Tjeneste, og ligesom det hedensk udviklede græske Sprog maatte undergaae en ►egen Bøining og tildeels Opløsning, for at Apostlerne kunde bruge det, saaledes maatte ogsaa her den af hedensk Rod udsprungne Udvikling tidlig afbrydes, for at Tunge-Maalene, under Troens og den christelige Tanke-Gangs Virkning paa Folkene, kunde faae en til Udtryk for Bibel-Ordet bedre svarende Bøielighed. Dog, hvad enten vi gjøre os denne ►Betænkning eller ikke, og hvad enten vi finde Omsmeltningen sørgelig eller glædelig, saa er det lige vist, at i 📌Engeland og 📌Tydskland, hvor den beviislig fandt Sted, var Sproget i sin ny Skikkelse langt bekvemmere til at udtrykke Bibel-Ordet end i den Gamle, og naar man betrag132ter Islænderne, som ogsaa i denne Henseende foretrak Selvstændighed for Sammensmeltning, maa det vel ogsaa her falde os paa Sinde, at hvem der i Kirken ►holder paa sit eget Liv, han mister det, men ►hvem der laaner Herren det, han faaer det med Renter igjen; thi dyrekjøbt er selv den mest glimrende Barne-Skrift, naar Mandens kun bliver en Efter-Ligning og Oldingens kun en Skygge deraf.
✂ Nu lod det vel enstund, ►som de gjenfødte Tunge-Maal endnu skulde optaget mindre af Bibel-Ordet i sig end de Oprindelige; thi de fødtes under Latinens Jern-Aag, som neppe undte dem at yttre mindste Livs-Tegn i Kirken, men hvor Aanden, trods alt ►Papisteri, skaber saadanne Toner, som de der henrive os i Middel-Alderens Sange, der kan han umuelig lade dem hendøe ubrugte, om det end et Øieblik kan synes ►saa, og hvad der gjennem Aarhundreder i Løn var forberedet, det ►satte Reformationen pludselig i Lys; thi da udgik de aandelige Millioner, som fødtes og opvoxde under Aaget, løsladte ved Herrens Arm, ►som 📌Israels Børn af 📌Ægypten, anførte af 👤Moses den Anden, af 👤Morten Luther, hvis Stav beviser, at Propheters og Apostlers Ord var paa hans Tunge blevet levende, medens Værket han udførde vidner om, at det var 712 (US) skedt ved den samme Kraftens Aand, som skabde ►Arilds-Kirken, og som drev Skribenterne, hvis Bøger 👤Luther oversatte, hardtad som om deres ►Grund-Sprog kun havde været Angel-Sachsisk.
✂ Nu var det ►vist nok tungt, at 👤Luthers ►Bibel blev en aandelig Stereotyp, saa Meldingen om Bibel-Ordets Gjenfødelse toges for dets ►sluttede Levnets-Beskrivelse, det var saare tungt, da hermed tillige fulgde den Vildfarelse, at Ordet skulde laane sit Liv af Beskrivelsen, men dog skal vi ikke blot mærke, at begge Dele var, efter Omstændighederne, det Bedste, der kunde skee, vi skal ogsaa 133lære, at 👤Morten Luther, som en prophetisk Ypperste-Præst, er det store Forbillede, Ordets Tjenere aldrig, uden Skade, kan tabe af Sigte, end sige ►overflyve, før ►Han-Selv aabenbares, hvem vi skal møde i Skyen! Det attende Aarhundrede har klarlig viist, at den tydske Theologi ei kunde overstige 👤Luthers ►Bibel, uden at blive enten mystisk-sværmende, eller anti-christelig, og det nittende Aarhundrede vil udentvivl vise, at 👤Luthers ►Bibel endnu, med hans Psalmer, kan omtrent gjøre hans christelige Lands-Mænd samme Tjeneste, som ►Mose-Loven og den dertil knyttede ►Svane-Sang gjorde 📌Israel, fordi det vist vil gjælde om 👤Luther i 📌Tydskland, hvad Herren sagde om 👤Moses, i Sammenligning med de følgende Propheter, at ►med ham talede Herren ikke i Syner og Drømme, men som en Mand taler med sin Næste. Saaledes kan og skal det ikke være med hele Herrens Menighed; thi den kan og skal ikke oversættes paa Tydsk, hvad den dog i alle Henseender maatte, for at have saaledes Gavn af 👤Luther; men alle christelige Skrift-Kloge skal 👤Luther svæve levende for Øine, som den store Prophet, der forkynder Herrens Død, indtil ►Han-Selv kommer, og som den store Tugte-Mester til 👤Christum, der, prøvet i Fristelse, luttret i Kamp, og kronet ved Maalet, taler af Erfaring, taler endnu efter Døden, og lærer os bedre end nogen Anden, at kjende Dødens Magt over Ordet i Skriften, og at overvinde den, med Bøn og Flid og Selv-Fornægtelse, i Troens Kraft! Bog-Staven i et dødt og fremmed Sprog er nemlig, som ►Drengen, de Skrift-Kloge førde til Herrens Discipler for at friste og beskjæmme dem, ►maalløs fra Barns-Been, og ligesom besat af en død Aand, der kun farer ud ved Bøn og Faste, og haver ynkelig kastet den baade i Ilden og i Vandet for at fordærve den►. I 👤Morten Luther viste Herren os, at Han kunde og vilde lade den Stumme synge 134med Fryd; men skal det nytte os, da maae 713 (US) vi gjøre 👤Luthers Gjerninger: tage den ►Maalløse kjærlig i vor Favn, bære den til Herren, og sige tilbedende: kan Du noget, saa hjelp! og naar Han svarer: ja, ►kan Du troe? da maae vi kunne svare grædende: Herre! jeg troer at Du kan afhjelpe min Vantro! Det var derfor ingenlunde Feilen hos de lutherske Præster, at de ►lærde deres ►Bibel, saavidt mueligt, udenad, thi deri fulgde de ⓘ 👤Luthers herlige Exempel, og benyttede den store Fordeel at have en til Moders-Maalet knyttet ⓘ ►Vulgata, langt lettere at lære, og langt livligere end den Latinske, som 👤Luther maatte fordøie; men deri stak Feilen, at Lutheranerne, i Henseende til Bibel-Ordet, var nær ved at glemme 👤Christus over 👤Luther, og 👤Luther selv over hans Bogstaver, og kunde ei engang den levende 👤Luther selv gjøre ►Skriften levende i sig, da kunde den Døde naturligviis endnu mindre gjøre den store Almagts-Gjerning i sine Discipler. Det er da Sagen, vi maae ingenlunde troe paa 👤Luther, eller tænke, at hans Reliqvier, skjøndt der er skedt saa store Mirakler ved dem, at de bør ►skrinlægges under Alteret, kan ►opvække en 👤Lazarus; men det er vor egen Skade, hvis vi ikke troe ham, den Guds Tjener, som var ►en tro Hus-Holder, troe hans Vidnesbyrd om ►Bibel-Stavens ►vidunderlige Opvækkelse, ved Herrens Aand, i den troende Skrift-Kloges Hjerte og paa hans Tunge; thi Bibel-Ordet siger sikkert om ham, som Herren om Døberen: ►han vidnede for Sandhed, og skjøndt jeg ikke trænger til nogen Mands Vidnesbyrd, fordi jeg har et større i Daaden, som Faderen lod mig udrette, saa trænge I dog høilig til at vide, at han var et luende og skinnende Lys! ►Vist nok skal hver Stamme med et eget Moders-Maal bede Herren om en bedre ►Bibel til daglig Brug, end Skyggerne af 👤Luthers, og sikkerlig vil Han høre vor Bøn, naar den kommer fra Hjertet, og visselig 135var derved en stor Steen lettet baade for Præster og Menigheder; men dog maae vi aldrig glemme, at hvad der gjælder om al Skrift, gjælder dobbelt, ja vel tredobbelt om en god Bibel-Oversættelse: at den er langt meer til Oplysning og Veiledning, end til Oplivelse eller egenlig Opbyggelse, og det blev altid kun en daarlig Præst, der ei vilde bruge meer af sin ►Bibel, end han fandt livlig udtrykt i den bedste Oversættelse, ligesom det da ogsaa kun er et mat og sygeligt Liv der, hos Andre end Poeter, følger et Ord, vi ei have begravet i vort Hjerte, til en ærefuld Opstandelse i Herren! Naar vi i vort Moders-Maal kan finde en Tale-Maade, der, efter vort Skjøn, udtrykker den Bibelske baade fyndig, smukt og nøiagtig, da maae vi nødvendigviis glæde os 714 (US) derover, som over et stort Bytte, men hverken maae vi i Bogen, der især skal være til Oplysning, for nogen Priis opoffre Nøiagtigheden, ei heller maae vi, i den poetiske og dogmatiske Deel, hvorom Talen egenlig er, stole videre paa vort Skjøn, end som paa en Sikkerhed for, at hvad vi fandt var indtil videre det Bedste; thi med dybere Indsigt i ►Grund-Sproget, eller med mere Styrke i Moders-Maalet, kunde det maaskee dog opdages, at Bibel-Ordet lod sig oversætte enten mere nøiagtig, eller, Nøiagtigheden uskadt, mere levende. Hertil kommer endelig, at selv naar vi havde en fuldkommen Bibel-Oversættelse, hvis Muelighed jeg ingenlunde tør nægte, da jeg meget mere tænker, at en Saadan sikkert ensteds vil engang udvikle sig af Aandens og Menighedens ►vidunderlige Sammen-Virkning, selv da vilde ►Bibelens naturlige Livlighed være langt mindre end mange andre Bøgers, fordi den ►aabenbar er indrettet til at læses med en ►egen ►Vidunder-Tro, og da at være Redskabet til en langt større Livs-Udvikling, hos den christelige Læser, end noget enkelt Ord af vores kan levende udtrykke, eller noget Bogstav naturlig 136betegne. Naar vi nemlig undtage Herrens egne Taler, især hos ►Johannes, og denne Discipels Tale, der ogsaa som Skribent ►bør have det Navn, at han døer ikke, da er det dog nok kun mindre Brud-Stykker af ►Skriften, der, selv i en uforbederlig Oversættelse, lod sig læse med den Velbehagelighed, der naturlig driver Andre end de meget poetiske Læsere, til at tage Skrift-Ordet levende i Munden, og uudslettelig indprente sig en Bogstav-Række; thi det er igjennem de skjønne, vellydende ►Tale-Former Aanden i Skrift paa en Maade naturlig tiltaler os, og disse ►Tale-Former (hvorpaa desuden Sprogenes Forskjellighed har stor Indflydelse) ere i ►Bibelen for det Meste med ►Flid sønderbrudte. Selv den historiske Form har, især i det ►Ny Testamente, lidt meget, deels for Korthedens og deels for Tydelighedens Skyld, saa det er kun de mageløse Begivenheder, den ►fremlysende Sanddruhed, og de himmelske Taler, som desuagtet gjør ►Johannes-Evangeliet til et bogligt ►Vidunder selv for dannede ►U-Christne; men dog er det især ►Psalmerne, ►Seer-Talerne, og ►Apostel-Brevene, hvor Læseren næsten uophørlig maa savne de tilsvarende ►Tale-Former, saa det ►aabenbar kun er Troens Aand, der kan gjøre denne uundværlige Deel af ►Skriften til en kjær og daglig Læsning, kun Troens Aand, som kan sammenføie og oplive disse Reliqvier, der vel maae lignes ved ►📌Israels ►fortørrede, i Dalen ►adspredte Been, om hvilke Herren sagde til Propheten: du Men 715 (US) neske-Søn, mon disse Been kan blive levende?► Hvem der kjender 👤Luthers Forhold til ►Skriften, og har Øie for Lignelser, vil udentvivl selv bemærke, at der ved hans prophetiske Ord virkelig kom Liv i ►Vulgata-Dalens ►fortørrede Been, saa de rørde sig og nærmede sig hinanden til Sammenføining, ja gestaltede sig virkelig med Liv og Aand, men kun prophetisk, for 👤Luthers Øine, saa det store ►Vidunder, hvorved de ►aabenbar, med Kjød og Sener, og 137med Aand i sig, skal opreises, og staae paa deres Fødder, mangfoldige i Tal, det er hvad vi ufortrøden, som Herrens Med-Arbeidere, skal arbeide paa, i det vi trykke Benene til vort Hjerte, hvor de skal beklædes, sammenføies og levendegjøres af Aanden.
✂ Naar vi fra dette Stade betragte Skrift-Brugen i den lutherske Menighed, da see vi paa den ene Side de Skrift-Kloge i deres Systemer med Staal-Traad sammensætte en Been-Rad af et ►vidunderligt Kæmpe-Legeme, medens paa den anden Side de poetiske Naturer enten sammentvang de Been, der laae dem nærmest, i en ►regelløs poetisk Form, eller stræbde mystisk at ►sammenpine dem til et himmelsk Billede af deres egen chaotiske Mikro-Kosmos. Med Rette have det attende Aarhundredes Læsere og Lærde lastet begge Dele, lastet de gamle Dogmatiker for deres ►Dødhed, de fleste gamle Psalmer og Prædikener for Smagløshed, og det mystiske Uvæsen som Gjøgleri og Blænd-Værk; men hvad de krævede og gav isteden, var dødt og aandløst Hedenskab, i Efterligning af stive romerske, eller flydende franske Former, hvori ►Bibelen skulde finde og ►tabe sig, og det var den ►sorte Død i Christenheden.
✂ Nu skal vi da have lært, at den organiske Sammen-Føining af de bibelske Brud-Stykker til et fuldendt theologisk System, i Tidens Løb, ligesaalidt kan finde Sted ►uden i et prophetisk Forbillede og i et livløst Skygge-Værk, ►som Menigheden anderledes, før Herren kommer, kan gestalte sig til Hans Legeme, eller i nogen Henseende christelig Fuldkommenhed opnaaes; men at det prophetiske Forbillede desuagtet skal svæve os stadig for Øie, og ved Livet, som dets Bestand-Dele har i den kjærlig sammensmeltende Menighed, bevares fra at blive Skygge-Værk. Kun da, naar de enkelte Christne hjertelig i Troen tilegne sig 👤Christus heel som han er, ►kun da er de le138vende Lemmer paa 👤Christi Legeme, og kun naar vi betragte Bibel-Ordet som et Billede af ►Ordet selv, der var i Begyndelsen hos Gud, havde Livet i sig, og gjorde det til Menneskens Lys, blev Kjød, og boede iblandt os med en Herlighed, som den 716 (US) Eenbaarnes af Faderen, fuld af Naade og Sandhed, kun da blive Ordene i de ►brudte ►Tale-Former, der maatte briste for den himmelske Fylde, baade Smaa-Billeder af det Hele, og organiske Ledd i den store Bygning, vi kaldtes og udrustedes til at arbeide paa.
✂ Her skulde vi nu kunne see, hvorledes Prophetien, der vel kan findes i ►Lære-Standen, men er ei bundet til den, skal svæve over hele Menigheden, og gribe sine ►Redskaber, hvor Aanden finder dem, samt hvorledes ►Lære-Standen, ved sin dobbelte Virksomhed, henvises til at dele sine Kræfter, hvorved Menigheden med det samme Bibel-Ord skal baade næres og oplyses, uden at disse Afdelinger maae udgjøre nogen Mod-Sætning, da Liv uden Lys er dyrisk, og Lys uden Liv kun ►Skin, medens i Christenheden Alt skal sammenvirke med Aanden til det store Værk, som er de Helliges fulde ►Uddannelse og 👤Christi Legems Opbyggelse.
✂ Dermed passer ogsaa Indretningen i det lutherske Kirke-Sogn, hvor Troen og Psalmen skal, med de ►ordenlige ►Naade-Midler, forbinde Lærd og Læg i Aandens Enighed med Fredens Baand, og hvor de theologiske Professorer ingenlunde skal være videnskabelige Orakler, men bundne Skole-Mestere for de vordende Præster, saa det gjælder kun om, at dette ikke er en livløs Form, men en levende Organisme; thi at de theologiske Professorer maae selv være Præster, vil da følge af sig selv, som man seer hos os, hvor Hjertet, saalænge Troen var levende, ogsaa i denne Henseende bødede paa Hovedets Mangler.
✂ 139Det er derfor ingenlunde nogen Feil ved vore gamle Psalmer og Prædikener, at de tit er dunkle; thi i vidtløftig Forstand maa al ►Støv-Tungens Tale om aandelige Ting nødvendig være det, vor Prædiken meer end vor Forelæsning, og vor Psalme mest af Alt, da den skal poetisk levende udtrykke hvad først hisset kan aabenbares; men derimod er Livløsheden, som end ikke maatte findes i de strængest videnskabelige Arbeider af Christne, i en Prædiken utaalelig, og i en Psalme oprørende, saa vore ►Fædre kan dristig sige til os: var vort Liv i Aanden end langt fra som det burde været, saa var det dog mod eders som Dag mod Nat, thi det er selv det sygeligste og ubehageligste Liv i Sammenligning med Døden, om saa end Lig-Kisten er af Chrystal, og Dødninge-Hovedet et ►Mester-Stykke af ►parisk Marmor, ja, om saa end Orgelet mechanisk gik saa deilig, at Serapher lyttede!
✂ Men, uagtet vi saaledes med Rette besvare den ►sorte Døds 717 (US) ►Udsættelser paa vore ►Fædres Liv, maae vi dog hverken være blinde for dets Feil og Mangler, eller haardnakket holde paa dem, saa, medens vi ►bestride Døden under alle Skikkelser, maae vi ogsaa stræbe at helbrede de ►Bræk og Saar, der vel ikke i sig selv er dødelige, men er dog Virkninger af en fiendtlig Magt, som staaer i Dødens Tjeneste, forbittrer Livet, og fortærer Kræfterne. Det gjælder her som overalt, at ►den blotte Kundskab ►opblæser, kun Kjærlighed opbygger►, saa det nytter os slet ikke, om vi tusindgange bedre end ►Fædrene kunde beskrive den rette Skrift-Brug, med samt hele det christelige Liv og Levnet, naar vi ikke have den levende Kilde i vort Inderste, uden hvilken vi selv med prophetisk Gave, og med alle Tunge-Maal i vor Magt, kun var ►►lydende Malme og klingende Bjelder; men derfor er det dog ingenlunde det Samme, om vi bruge ►Skriften hensigtsmæssig eller ikke, ingenlunde Smaating, 140hvorledes vi dele, overantvorde og bearbeide det store Sandheds-Ord, der i alle Maader skal ophøie 📌Zions Børn over 📌Grækenlands, og ►uddanne os til Alt hvad der i Sandhed er smukt og ►yndeligt, er Priis og Ære værdt. Ligesaalidt derfor, som ►Apostel-Brevene skal indgyde os Ringe-Agt for de videnskabelige ►Tale-Former, ligesaalidt maae ►Psalmerne eller ►Prophet-Bøgerne avle en saadan for de poetiske, da Form-Bruddet i ►Skriften ingenlunde er ►et Stav-Brud over de skjønne og klare Former, men kun, ligesom den legemlige Død og Opløsning, en nødvendig Følge af Menneskets Synde-Fald, der gjør Alt hvad der hos Mennesket naturlig udvikler sig, uskikket til en reen-menneskelig Opfattelse af det Guddommelige. Ligesom ►Solen formørkedes, ►Jorden skjalv, og Klipperne revnede, da Herren ►hensov og ►stædtes til Jorde, saaledes maatte ogsaa Klarheden vige og ►Tale-Formerne briste, da det guddommelige Sandheds-Ord lod sig korsfæste for os paa ►Hedninge-Maal, og lod sig ►jorde i en Skrift-Grav, der vel var udhugget til en Rig i 📌Jerusalem, men var dog ingenlunde ►de Helgen-Been værdig, der ei skulde see Forraadnelse. Deraf følger imidlertid ingenlunde, at ►jo Bibel-Ordet i ►Tidens Fylde kan aabenbare sin Herlighed i klare og deilige Former, som Aanden skaber paa ►dannelige ►Støv-Tunger; thi det er jo dog kun et Billede af det store ►Vid-Under, at ►Gud sendte os sin Søn, født af en Kvinde, og Loven underdanig; og det svarer saa ganske til den store Plan, Stat-Holderen i 👤Christi Rige, som er Hans Aand, ►øiensynlig har iværksat, at oplyste Christne ei kan tvivle om, det jo vil lykkes. Hvorvidt de ►ebraiske ►Tale-Former ere ►brudte i ►Skriften, eller hvorvidt 718 (US) de, naar det tilsvarende Tunge-Maal levende tilhørde os, vilde findes saa klare og skjønne, som de store prophetiske Grund-Former kunde være, det er et videnskabeligt Spørgsmaal, der vil 141meget til at besvare grundig, men ►øiensynligt er det, at hvor Troens og ►Bibelens Aand har omsmeltet Sprogene, der er disse ei blot blevet bøieligere efter ►Bibelen, men ogsaa ►danneligere til allehaande klare og yndige Former, saa 👤Christi Aand har i Gjerning og Sandhed beviist, det er hans Alvor med Budet, at ►vor Tale skal være yndig, blomstrende, fyndig, og viselig beregnet paa dem den gjælder. ►Tilvisse er dette Bud, og Menneskets naturlige dertil svarende Fordring, tit paa den urimeligste Maade blevet mistydet eller misbrugt, og aldrig grovere end i den sidste Tid, da det Naturliges, det Skjønnes, det Yndiges og Klares Tals-Mænd ►syndes reent at have glemt, at Ordet maa fremfor Alt være levende, og de Christnes Tale fremfor Alt være christelig; men ingen Mis-Tydning eller Mis-Brug maa gjøre os bange for at følge og indskjærpe Sandhed, skal kun gjøre os varsomme i ►Udviklingen, saa vi altid lægge ►Over-Vægt paa Hoved-Sagen, og advare de Christne med Ord og Exempel for den Daarskab at ►uddanne Formen paa Aandens Bekostning, eller at ville give sin Tale mere Klarhed og Ynde, end der paa vort Tunge-Maal eller dog paa vore Læber lader sig forene med Ordets Kraft og christelige Liv. Det var derfor i sin rette Orden, at 👤Morten Luther, uden at ændse andre Regler end Aandens og Livets i ham selv, udtrykde sig, i Sang, i Prædiken og Skrift, saa levende, som han det mægtede, men deels skal vi ogsaa finde, at der i hans som i alle store Poeters Tale er en dyb og mægtig Grund-Tone, der behersker Formen, saa den, trods alle ►Smaa-Bræk, dog i det Hele bliver ►yndelig, og deels skal vi have den Forstand, at de prophetiske Anførere i Tunge-Maalenes aandelige Udvikling bære saa at sige et heelt følgende Tids-Rum i sig, der kun dunkelt og spirende kan gestalte, ingenlunde udfolde og ►uddanne sig i deres levende Ord, der er en 142Kraft-Sæd paa Jorden, hvoraf mangfoldige og høist forskjellige, kun i Aanden forenelige Vexter skal, i Tidens Løb og i Slægternes Følge, udspringe og udvikle sig. Men deri stikker Feilen, at ligesaalidt som de ►ordenlige Redskaber have de Over-Ordenliges Kald, Kraft og Livs-Fylde, ligesaalidt skal de stræbe at efterligne hvad de kaldtes og udrustedes til at bearbeide, og naar derfor hos 👤Morten Luthers Discipler det aandelige Ord blev langt mindre yndigt, klart og ordenligt, end det var hos ham, da var det, fordi ►Di 719 (US) scipelen vilde være over sin Mester►, ligesom det paa den anden Side var en Frugt af Aandløshed, naar Ordet kun blev en Skygge, eller dog kun en Gjenlyd af 👤Luthers. Det er derfor yderst ►mærkeligt, at i 📌Norden, hvor man længst og inderligst knyttede sig til 👤Luther, finder man mindst slavisk Efterligning, og mest levende Bearbeidelse og Udvikling af hans Ord, i Forening med Bibel-Ordet, som Grund-Sæden for den hele Jord, og Hoved-Kilden for al den ganske Christenhed! Hos os fattes vi derfor ingenlunde Exempler paa den ►ordenlige Skrift-Brug, hvorved et enkelt sammenhængende Brud-Stykke, enten af den hellige Historie, af Prophetien eller af ►Lærdommen, er blevet levende for Ordets Tjener, og enten gestalter sig til en Psalme, eller udvikler sig til en Prædiken i Tunge-Maalets Aand, ►yndelige selv for dem, som ikke ynde Troen. Kun Skade, at hvad der skulde være den ►ordenlige, sædvanlige Præste-Brug af Bibel-Ordet, maatte selv hos os snarere kaldes sjelden og over-ordenlig, saa den maa ►mærkelig udbrede sig, før det kirkelige Ord igjen kan blive et for Menigheden og selv for Verden ►høirøstet og slaaende Vidnesbyrd om Troens og Bibel-Ordets mageløse Liv og Kraft, og dermed om Christendommens Sandhed!
✂ Naar disse Ting begynde at skee, da vil Menigheden vaagne, reise Hovedet i Veiret, og føle, at Forløsningen af 143Dødens Lænker stunder til, og først da, naar Ordets Liv og Menighedens Levnet vidner ►kraftelig om Herrens Nærværelse, og om Hans Aands Magt over alt ►Kjød, Magt over Verdens Væsen, og over alle Omskiftelser i Tidens Løb, først da kan vi hjemle og tilegne os det historiske Vidnesbyrd om Troen, vi bekjende, om dens ►vidunderlige Kraft til at ►herske midt imellem sine Fiender, til at ►knuse Klipper som Leer-Kar, skabe Kæmper af ►Rør, og ►👤Abraham Børn af Stene, ja Kraft til at skabe det evige Livs ►uforkrænkelige Haab i fortvivlede Sjæle, Kjærligheds levende, himmelske Væld i frosne, udtørrede Aarer; først da kan ogsaa dette store og gyldige, men i sig selv døde Vidnesbyrd, af det Forbigangne om sig selv, oplives, oplyses, udvikles og ►forklares, til Menighedens Gavn og Glæde, til Overveielse for alle Sandheds Venner, og til Beskjæmmelse for dem, som hade 📌Zion, og som forarges over Korset, skjøndt de maae bekjende, at 📌Zions Sang er liflig over 📌Grækenlands, og Korsets Høvding en Helt, hvis Navn og Bedrifter vidt overstraale Alt hvad ►kæmpeligt kaldes, fra Østen til Vesten, fra Syd og til Nord!
✂ 720 (US) At nemlig 👤Christi Evangelium lyder kjærlig, naar det i Kirken lyder som en Tidende om det store Kjærlighedens Jær-Tegn, at Gud hengav sin eenbaarne Søn, og at den Eenbaarne godvillig fornedrede og opoffrede sig selv, for at den syndige, under Lovens Aag trællende, under Dødens Dom sukkende, for det yderste Mørke skjælvende Menneske-Slægt kunde, ved Troen paa den Eenbaarne, renses, opreises, forløses, frigjøres, gjenfødes og fornyes til et levende, venligt, evigt og frydefuldt ►Samfund med den Gud, hvis rette Navn er Fader, og hvis Grund-Væsen er Kjærligheden selv, at dette Evangelium, der kalder alle Mennesker, og udelukker Ingen, som vil komme at ►kjøbe uden Penge, og ►drikke ►uforskyldt af Livets Væld►, see, det er soleklart, 144og dette er Troens kirkelige Vidnesbyrd, som, naar det er levende og ►kraftigt, nødvendig maa gjøre et dybt Indtryk paa alle dem, der føle, at det naturlige Menneskes Vilkaar virkelig ere saa ►bange og beklagelige, som Evangeliet forudsætter.
✂ ►Om nu 👤Christi Evangelium virkelig er den Guds Kraft til ►Salighed, for de Troende►, som Det udgiver sig for, altsaa, om Det ►farer med Sandhed, eller skuffer kun de Lettroende med falske Løfter, det, seer man strax, er et Spørgsmaal, Erfaringen alene kan besvare, med mindre Nogen kan uimodsigelig bevise, at Evangeliet enten forudsætter en ►aabenbar Løgn, eller lover aldeles umuelige Ting; men denne Erfaring kan kun hos de Troende være indvortes, da de, som ikke troe, vel, ved at høre Evangeliet, kan indvortes erfare Dets Kraft, men maae nødvendig blive troende, for selv at erfare, hvad Troen formaaer. Hvor imidlertid Evangeliet finder Indgang, annammes og bekjendes, der blive de Troende, som en christelig Menighed, Gjenstand for den udvortes Erfaring, saa man, uden at være Christen, kan slutte fra Troens ►øiensynlige Virkninger til deres usynlige Aarsag, ligesom man slutter fra Verden til Skaberen.
✂ Denne Erfaring kan nu igjen være enten den daglige, som er fælles for alle dem, der omgaaes med Christne, eller betragte dog deres Levnet, eller den egenlig historiske, der er særegen for hvem der kjender den christelige Menigheds Historie.
✂ Denne Historie er det nu ►aabenbar, de Christne videnskabelig maae beraabe sig paa, som gyldigt Vidnesbyrd om, at Evangeliet ingenlunde skuffede de Troende, men yttrede en guddommelig Kraft til at gjøre dem usigelig bedre og lykke 721 (US) ligere, end det naturlige Menneske er, samt at den Kraft, der indførde, udbredte og vedligeholdt Troen 145i en fiendtlig Verden, ►aabenbar er den samme guddommelige Al-Magt, som Verden skabdes ved og beherskes af, og som umuelig kunde fulgt og fremmet Troen, hvis det ikke havde været Sandheds-Tro. Ved denne Vidne-Førsel maatte der i Kirkens Old-Tid nødvendig lægges ►Over-Vægt paa den evangeliske Historie, maa der i vor Tid ligesaa nødvendig lægges ►Over-Vægt paa det Lutherske Tids-Rums Historie, der kan sikkres mod alle Indvendinger, og naar Troen ikke anfægtes af Jøder, ►Tyrker eller udøbte Hedninger, men, som i vore Dage, af Folk i Christenheden, der ►aabenbar have Troens Virkninger at takke for al den Oplysning og Udvikling, hvormed de ►bestride den, da er den første Deel af dette Vidnesbyrd uigjendriveligt, og den anden Deel lod sig kun afvæbne ved at opvise en modsat Betragtning af Forholdet mellem Gud og Menneske, der havde virket med ligesaa stor Kraft, ligesaa vidt og ligesaa længe som Christendommen.
✂ Det er imidlertid indlysende, deels at denne Vidne-Førsel er en Skole-Sag, hvorom de uchristelige ►Bog-Lærde, til Verdens Ende, kan ►tvistes med de Christelige, og at der hører mere Kundskab og Indsigt, end Mængden kan have, til at bedømme Tvisten, deels det, og deels at Evangeliet maa ogsaa have Liv og Kraft paa vore Læber, Troen ogsaa virke ►kraftig og velgjørende gjennem sine ►nærværende Bekjendere, dersom det historiske Vidnesbyrd skal have noget Liv, og klarlig knytte sig til den Tro vi bekjende, og derfor er alle Christne, men især deres Lærere, kaldte til at være personlige Vidner, i Ord og Gjerning, om Troens Sandhed og guddommelig ►saliggjørende Kraft! At nemlig den christelige Tro skjænker Mennesket en overnaturlig Kraft til at overvinde sig selv og Verden, og til kjærlig Opoffrelse for Gud og Næsten, det skal hele Menighedens Levnet bevise, og at denne over-naturlige Kraft 146er Sandheds og Kjærligheds Aand, det skal Sanddruheden og Hjerteligheden i al vor Tale om Ting, som Verden kjender, gyldig bevidne; thi kun da afhjemles ved os det Vidnesbyrd, de forbigangne Slægter i Liv og Død have givet de Christnes Tro paa ►hvad intet Øie saae, og intet Øre hørde!
✂ Her er det i Øine faldende, at Enhver, hvem det er om Sandhed og om Menneske-Vel at gjøre, han være saa Christen, ►Tyrk eller Hedning, maa inderlig ønske, at de, der godvillig bekjende sig til den christelige Tro, kom igjen til at staae adskildte, som et 722 (US) eget ►Samfund, fra dem der, skjøndt de kaldes Christne, ►aabenbar forkaste eller dog ringeagte Troen; thi før kan Erfaringens Vidnesbyrd om Troen umuelig ►klare sig, da den ligesaalidt bør bære sine Fienders og Foragteres Brøde, som den har mindste Krav paa deres Dyd og Oplysning, der dog ogsaa umuelig kan hævde sig, som Natur-Phænomener, før de, udtrædende af det christelige Kirke-Samfund, langt fra at ►tabe sig, kjendelig voxe og fordunkle de Christnes! Føie vi hertil, at oplyste ►U-Christne umuelig uden U-Ærlighed kan blive i et ►Samfund, hvor de skal bekjende en Tro, de ikke har, og at Sandheds Venner umuelig kan kalde dem Brødre i Aand, der fornægte den Tro, de selv bekjende, da maa ethvert fornuftigt Menneske indsee, at vel gjør det den christelige Tro en ►besynderlig Ære, at dens Fiender vil ►hedde Christne; men dog maae de Troende, baade for at bevise deres egen Sandheds-Kjærlighed, og for at ►klare det Vidnesbyrd de skylde Troen, saa skarpt som det er dem muligt, skille sig fra Troens aabenbare Fiender og Fornægtere, om det saa end ikke var mueligt, uden at gaae i de gamle Vidners Spor, ►som ved Maalet saae Himlen aaben, og Menneskens Søn staae ved Guds høire Haand!
✂ 147Her vil vi standse, med Ham for Øie, det sanddru og trofaste Vidne om ►Sandheden, Veien og Livet, fuldgyldigt, skjøndt han vidnede om sig selv, fordi han sagde kun hvad han vidste, og vidnede hvad han havde seet, og fordi han var ikke ene, men Faderen var med ham, og Aanden, ►den Sandhedens Aand, der udgaaer fra Faderen som Kjærligheds Almagt, hvilede paa ham, saa ►hans Ord var Liv og Aand, hans Gjerninger den almægtige Kjærligheds ►øiensynlige Værk, hans Død paa Korset en menneskelig Beseigling, men hans Opstandelse og Himmel-Fart en guddommelig ►Forklaring af ►hans Vidnesbyrd om Brødet, der i ham nedsteg fra Himmelen at give Verden Liv, om ►Hvede-Kornet, som ►jordede og opløste sig selv, for at fylde Jorderig med Grøde►!
✂ Ja, Han staae os lyslevende for Øine, som Broder til de Mindste i Guds Rige, og dog langt større end ►Engelen, der gik ►for hans Ansigt►, som sin egen og Guds Riges store Prophet, ►som Ypperste-Præsten evindelig, af 👤Melchisedeks Orden►, og som ►den gode Hyrde, der satte Livet til for Hjorden, og er selv ►den levende Dør, udenom hvilken der, selv for ►Over-Engle, end sige da for ►Støvets Børn og Dødens Fanger, er ingen Adgang til Faderen, eller Indgang i de liflige Værelser, hvor de Forklarede skal hvile med Fryde-Sang fra deres 723 (US) Arbeide, medens Kjærligheden evig gestalter sig i dem, ved det ubeskrivelige Jær-Tegn, der skal ►forklare Ham, den evige Fader, ►som er af sig selv, og ►af Hvem alle Ting ere!
✂ 👤Jesus Christus, Gud og Mand, Herren og Hovedet, i hvem vi have Fred med Gud, og ►Børne-Ret til Riget, ►Barne-Deel i det evige Liv, Han ►være med os, og af Ham, af Ordet, som levende begriber sig selv i Faderens Skjød, og hvis Liv er Menneskets Lys, af Ham ►være Bibel-Ordet, i og med Aanden, os et levende Billede! 148Da vil Han gjennem dette Ord ogsaa gestalte sig, efter Troens ►Maal og sin himmelske Viisdom, ►i vore Evangelister og Propheter, ►Hyrder og Lærere, og i den ganske Menighed, som var, som er, og som skal daglig klarere vorde hans udtrykte Billede, hans virkelige Aande-Legeme, hans kjærlige Fylde►, ►som opfylder alle Ting i Alle, ja, i hvem det behagede Faderen, at ►Guddoms-Fylden skulde ogsaa legemlig boe!
✂ Lad da Verden kun murre og knurre, kun raabe Ak over vor Daarskab, og Vee over Troens dristige Tals-Mænd; aldrig skal den dog da kunne nægte, at ►denne Daarskab har et Vidnesbyrd, al Verdens Viisdom smertelig maa savne, og at denne Tro har Tals-Mænd, hvis Helte-Mod man selv fnysende maa beundre, hvis Forstand man nødes til at indrømme, og hvis Barne-Glæde man vel kan spotte med, men maa dog sukkende misunde dem!
✂ N. F. S. Grundtvig.