Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om Christendommens Sandhed

Naar Herren sagde, han havde et større Vidnesbyrd end 👤Johannes den Døbers, i de Gjerninger, Faderen havde givet ham at udføre, og hvorved Faderen da selv vidnede for ham, da tør jeg vist nok ikke afgjøre, om han nærmest havde de Tegn for Øie, med hvilke han personlig kundgjorde sin Almagt; men for os vilde Ordene være ørkesløse, dersom de ikke passede paa hele det store Værk af Kirkens 👤Christus, som han vel paa sin Menneske-Bane først lagde Haand paa, men har siden fortsat ved sin Aand, og vil ved Ham udføre til Dagenes Ende. For os som nu leve er nemlig en 👤Johannes den Døber, en Prophet i 👤Tiberii Dage, et langt større Vidne end alle Miraklerne, blot som saadanne, og det er derfor sært, at man ikke langt heller har beraabt sig paa Herrens Ord end paa Hans Tegn, til Vidnesbyrd om hans Guddom; thi at Mirakler lade sig digte i Skokke-Tal selv af høist upoetiske Naturer, det lærer Middel-Alderens Historie; men jo flere Taler af de Ypperste man sammenligner med Herrens, des dybere føler man, at som han haver intet Menneske talet, saa han maatte vel sige: vidner jeg end om mig selv, saa er dog mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg veed, hvad Ingen af eder veed, hvorfra jeg kom og hvorhen jeg gaaer. Tænke vi os nu en lyslevende 👤Johannes den Døber, det vil sige en dyb christelig Natur, der levende havde optaget Fæderne-Troen og Kirke-Historien i sig, og paa hvis Tunge 31den hellige Skrift blev ved Aanden et levende Ord, og et kraftigt Vidnesbyrd om den Korsfæstede, igjen Opstandne, tænke vi os en saadan christelig Døber, og en saadan var netop 👤Morten Luther, da fristes vi let til at tvivle om, hvorvidt der, før Dagenes Ende, kan sees et større Vidnesbyrd i det vel længe fortsatte, men dog ufuldendte Værk, som Kirke-Bygningen og Sammes Historie nødvendig maa udgjøre, naar Evangelium skal prædikes for alle Folk, dem til et Vidnesbyrd, og naar Maalet i alle Maader staaer ved Verdens Ende; thi Banen kan jo ikke endes og endnu mindre overskues og beskrives, før Maalet er naaet. Lægge vi nu hertil, at denne de christnede Hedningers store Prophet forkyndte 👤Christi Dag som nær for Haanden, uden at dog enten Bekjendelsen eller Historien havde noget synderligt Liv, da er det intet Under, at Fædrene dvælede ved 👤Luthers Vidnesbyrd, og forvexlede ham med de Propheter og Apostler, hvis Tolk han var, saa de Spaadomme og Mirakler, hvis Rigtighed han levende havde bevidnet, gjaldt dem for Beviis Nok paa den Troes Guddommelighed, han havde prædiket; det er intet Under, men det er et mageløst historisk Jær-Tegn, at dette enkelte Vidnesbyrd endnu efter Heltens Død i hele tre Aarhundreder kunde blive betragtet omtrent med samme Øine, og opholde den døende Tro. Dette strider saa ganske imod Tingenes sædvanlige Gang, at netop det Lutherske Tidsrum, trods Bekjendelsens Afmagt og Kirke-Historiens Krykke-Gang, vidner baade høiest og klarest om Troens Kraft og Sandhed. Det var derfor ingenlunde noget Mis-Greb, at jeg i min Kamp for den ældgamle Tro slog Leir i de sidste Aarhundreder; thi om man end, hvad dog er umueligt, kunde give de første tre Aarhundreders Kirke-Historie samme Sikkerhed og Klarhed, som Bogtrykker-Konsten har givet de Sidstes, saa vilde 32dog, naar Talen var om Vidne-Førsel, 👤Ephraims Efter-Samling være bedre end 👤Abiesers Vin-Høst.