↩ Naar vi i et verdsligt Riges Historie fandt, der var en Grændse-Fæstning, som Rigets Fjender i ældre Dage uafladelig, baade med List og Vold, men altid forgjæves, havde stræbt at bemægtige sig og faae nedbrudt, da maatte vi, om vi end ikke selv havde taget Fæstningen i Øie-Syn, eller dog ei kunde begribe dens Vigtighed, dog nødvendig slutte, at hvad der havde været en saadan Torn i Fjendens Øine, rimeligviis var Nøglen til Riget. ►Mærkede vi nu tillige, at den samme fjendtlige Magt, der saa ofte, fnysende men beskjæmmet vendte denne Fæstning Ryggen, havde i den senere Tid kun bekæmpet den med Haan-Latter, og stræbt at indbilde hele Verden, at det var kun ved en latterlig Feiltagelse baade Venner og Fjender fordum havde lagt en saa urimelig Vægt paa den usle ►Skade-Rede, som ikke engang var værd at angribe, da Rigets Indbyggere selv, naar de fik Øinene op, maatte rive den ned, som en Skam for Landet, og da den desuden faldt af sig selv, naar Hoved-Staden var taget; ►mærkede vi det, da maatte vi være blottede for al Menneske-Kundskab, om vi ei ►kjendte Ræven paa Halen, og sluttede, at var Rigets Indbyggere kloge, eller havde de en Enevolds-Konge, som var klogere end de, da maatte den Fæstning baade paa det 585 (US) Omhyggeligste 2holdes vedlige, og, saavidt mueligt, sættes i let og levende Forbindelse med hele Riget. Her see vi i en Lignelse hvad sandt er om det christelige Guds-Rige paa Jorden, som, skjøndt ►det ikke er af denne Verden, dog nødvendig i sin Aabenbarelse maa være bundet til de samme Grund-Love, der gjælde for Verdens-Indretningen, da Verdens Skaber og Rigets Stifter er en og den samme Alvise og Alvidende, der ei kan nægte eller ►bestride sig selv, hvorfor ogsaa Herren fandt Guds Rige ligneligt ved alle naturlige Ting, og det er derfor i sin Orden, at skjøndt de Christne virkelig nys lod sig forlede af Fjenden til at tænke ringe om den ligesaa umistelige som i Strid ►utabelige Grændse-Fæstning, saa vaagede dog deres klarøiede Konge, 👤Jesus Christus, og den Hellig-Aand, Hans ligesaa aarvaagne, og klarøiede Statholder, over den, baade Nat og Dag, og alle de Christne, der havde mindste ►Samfund i Aanden, og deraf udspringende levende Tro paa 👤Jesum Christum, lagde i Livet al muelig Vægt paa Troes-Bekjendelsen, om de end, naar de vilde tale klogt og høitravende, var ubetænksomme nok til at ►nedsætte den. Uagtet derfor de lutherske Theologer ►sædvanlig kun udledte den apostoliske Troes-Bekjendelses Gyldighed af den ►Augsburgske Confession, eller, naar det kom høit, af dens forudsatte ►Skrift-Mæssighed, saa finde vi dog, at de lutherske Præster, i det Mindste hos os, bestandig byggede paa den, saa den vedblev at være Betingelse for Daaben, og det korte Begreb af Troen, der først og fremmest indpræntedes de christne Børn, som en ufravigelig ►Troes-Regel, hvorefter Alt, hvad de i ►Skriften eller andre kirkelige Bøger læste, skulde forstaaes og bedømmes. Jeg kan her tale ikke blot efter Bøger, men af egen Erfaring; thi skjøndt jeg, da jeg blev Præst, var aldeles enig med de lutherske Theologer om, at ►Skriften skulde 3ansees for Christendommens oprindelige, og derfor i Grunden eneste, Kundskabs-Kilde, saa gik det dog mig, som Fader ►for mig, at jeg følde, den Skole-Viisdom var ►tilovers i Kirken, hvor man nødvendig maatte behandle Troes-Bekjendelsen som Christendommens første Kundskabs-Kilde, da man umuelig kunde bie med at øse af den, til Børnene vare saa ►bibelfaste, at de kunde udlede den af ►Skriften, ja da det var aabenbart, at Ingen, ►uden de Lærde kunde ►nogentid blive saa skriftklog, medens dog hele Menigheden trængde lige haardt til at vide, hvad der var den christelige Troes urokkelige og uforanderlige Grund-Begreb. Den samme Erfaring, er jeg sikker paa, maae alle mine præstelige Embeds-Brødre, hvem det i Sandhed laae paa Hjerte at 586 (US) indprænte de Unge uudslettelig den christne Tro, selv have gjort, og skulde det nu alligevel støde dem, at jeg forkaster min forrige theologiske Mening om Troes-Bekjendelsens Udledelse af ►Skriften, da ►betænke de, blandt Andet, at enhver Theorie om hvad man skal gjøre, nødvendig maa være falsk, naar man ikke practisk kan følge den, uden at gjøre Alting bagvendt, og at enhver videnskabelig Forklaring, der ikke skal være tom Skolastik, maa have et tilsvarende virkeligt Liv til sit Grund-Lag, og kan ingen Forandring gjøre i den naturlige Orden, dette Liv i sin virkelige Udvikling følger, uden derved at forvirre og fordunkle hvad den skulde ►oprede og oplyse. Saa vist, som det derfor er, at ingen forstandig, christelig Fader, som vil forplante sin Tro paa sine Børn, begynder med at lade dem læse i ►Bibelen, og der selv oplede Bestand-Delene af den christelige Tro, men vidner først mundtlig og levende for dem, hvad der er ►Hoved-Summen af hans og alle sande Christnes Tro, indprænter dem, ►naar de kan læse, boglig det Samme, og anfører dem derpaa efterhaanden til at læse 4deres ►Bibel christelig, med Troen for Øine; og saa vist som dette tillige altid har været den christelige Kirkes, ved alle Aarhundreders Erfaring anbefalede Fremgangsmaade, saa vist ligger enhver theologisk Speculation, der, istedenfor videnskabelig at oplyse denne Gangs Nødvendighed, gaaer ud paa, at det Modsatte dog i Grunden var det fornuftigste, i Strid med det christelige Liv, og svækker det nødvendigviis baade hos Læreren og Menigheden; thi naar, efter Præstens theologiske Mening, ►Skriften burde lægges til Grund, da gjør han naturligviis kun en Dyd af Nødvendighed, ved dog at grunde Menighedens Christendom paa Troes-Bekjendelsen, og naar Menigheden troer, man kun ved en Bibel-Granskning, som er den umuelig, kan overbevise sig om Troes-Bekjendelsens Gyldighed, da nedsynker den naturligviis enten i Tvivlraadighed og Ligegyldighed, eller den bygger sin Tro paa Præstens Skrift-Klogskab og Ærlighed, hvad altid er en farlig Sag, og hvoraf aldrig noget levende ret Haab eller frimodigt Vidnesbyrd kan udspringe. Betænke vi derhos, at det nuomstunder vel endog hos os er sjeldent, at den christelige Troes-Bekjendelse virkelig lægges til Grund for ►Børne-Lærdommen, og at Menigheden let faaer en Præst, der udgiver noget ganske Andet for Christendommens Grund-Begreb og ►Skriftens ►Hoved-Sum, saa mener jeg, det var bedrøveligt for alle Christne, om den eneste Fremgangs-Maade, der duer til at forplante den christelige Tro reen og uforfalsket, var theologisk uforsvarlig, saa 587 (US) Grundene for dens Rigtighed burde være alle Christne velkomne, om de end ikke fandt dem vægtige nok for at frafalde den indgroede Mening, at, hvis det lod sig gjøre, var det bedst at grunde hele Menighedens til Bekjendelsen svarende Tro paa ►Skriften. At ogsaa denne Mening er forkastelig, saa at selv naar ►Boglærde, ►paa fri Haand, (uden Hensyn paa Troes-Bekjendelsen) 5kunde udlede de Christnes fælles Tro af ►Skriften, saa var dog denne Grundvold langt usikkrere og dødere, ja mod Fjenden aldeles uforsvarlig, det har jeg stræbt at vise; men da jeg selv kjender de videnskabelig nedarvede Fordommes Magt, bør jeg forudsætte, at mangen christelig Præst vil finde denne min ►Udvikling urimelig, og derfor bør jeg omhyggelig anmærke, at min Theorie i det Mindste kommer aldeles overeens med den gamle lutherske Praxis, som aldrig har trængt til varmere Anbefaling og djærvere Forsvar, end nu, da man, ved at henvise Menigheden til ►Skriften, som Christendommens første og eneste gyldige Kundskabs-Kilde, ►aabenbar henviser den til en Bog, hvis Omfang, Ægthed og rette Fortolkning, efter den herskende Tanke-Gang, er noget saa Tvivlsomt og Ubestemt, at ei engang de Lærde, end sige da Læg-Mand, derom kan sige Noget ►for vist! Er der nu endelig, som der jo er, et heelt Sæt Theologer, som vil ►aftrætte os den lutherske Christendoms Ægthed, eller dog besnakke Menigheden, saa den antager deres naturlige Religion for den ægte, ►skriftmæssige Christendom, da er det ►aabenbar ►abderitisk af os, at ville beraabe os blot paa ►Skriften, istedenfor først og fremmerst at gjøre den uomtvistelige Troes-Bekjendelse gjældende.