Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om Christendommens Sandhed

Det var da visselig med os, som med Krigs-Mænd, der vel paa Land-Kortet kan finde Lande-Skjellet, maale sig til, hvor langt der er imellem Byerne, naar Veien gaaer lige, og see, hvor der er Skov, Mose, Bakker og Hul-Veie, hvis Tegnene staae rigtig; men som aldrig selv har bereist Landet, eller lagt Mærke til dets naturlige Grændser og til dets Hjerte-Kule, saa Hovedstaden er det Eneste, hvorom de har et levende og nogenlunde klart Begreb. I Freds-Tid kan saadanne Krigs-Mænd gjælde for ypperlige, og virkelig være det, baade til at holde Styr paa en urolig Almue, til at holde Tyve og Røvere i Ave, og til at sætte Landet i Respect hos fremmede Magter, ja, har de Fædrenelands-Kjærlighed med Mod og Mands-Hjerte, kan de selv i Krigs-Tid, under en duelig Anfører, udrette store Ting, men skal eller vil de selv være Anførere, og veed ikke af, de har Krig, før Fienden er i Landet, Hoved-Staden beleiret, og de selv adspredte over hele Landet, med Støvere i Hælene, da maa der skee et Under-Værk, om Riget skal reddes. Betænke vi nu, at saadanne Krigs-Mænd var vi, og hørde dog med 👤Luther til de Bedste, 👤Christi Rige paa Jorden har havt, siden 👤Augustin, altsaa i fjorten hundrede Aar, og vaier Kors-Banneret desuagtet endnu til Fiendens Rædsel, da er det aabenbar meer end Snak med vor almægtige Skyts-Aand, og med vor usynlige Konge, der knuser Konger som Leerkar, og rører ved Bjergene, saa de henflyde som Vox for Hans Ansigt, og vidner, at den almægtige Jord-Drot ogsaa er den Himmel-Drot, vi i ham tilbede! Om jeg derfor nu stræ138ber at vise, hvor forsvarligt Riget er, og hvor uovervindelig den Krigs-Hær er, som har den Ære at tjene under Hærskarernes Herre, naar den kun ikke selvklog vil raade sig selv, eller forblindet selv give Fienden Vaaben imod sig, da maa man ikke troe, jeg dermed tænker at vinde nogen Seier, eller gjøre nogen Helte-Gjerning, thi Seieren er vundet, Riget er frelst, mens vi sov, af Ham, der ikke slummer men vaager altid over 📌Israel, saa det er kun som Historie-Skriver jeg vil vise, hvoraf det kom, at Fienden blev til Skamme, skjøndt vi var uduelige, og hvor urimeligt det er at frygte for Fremtiden, da vi herefter med Guds Hjelp, kan have den Fornøielse, selv at tage en Haand i med, og, skjøndt det ikke forstærker Herrens Magt, eller formindsker Hans Ære, levende tage Deel i Hans Kamp og Seier. Jeg vil nemlig vise, at Christendommens Grund-Begreb ei blev kuldkastet, fordi det er uangribeligt, og at Kirkens Historie er et ligesaa troværdigt, som mageløst Vidnesbyrd for den til Grund-Begrebet svarende christelige Tro, saa det var intet Under, at Fienden, ved at ville bestride Troen med Kirke-Historien, kastede Graven til sig selv. Den grund-dybe Sandheds-Kjærlighed gjorde nemlig, at alle Sandheds Venner, skjøndt de ved egen og Andres Skyld faldt i Tvivl-Raadighed, dog følde, at hverken kunde den splinterny, kolde, tomme, selvgjorte Christendom være den ældgamle, indholdsrige, hjertestyrkende, guddommelige Christendom, og at heller ikke ramdes denne Tro, som fra Slægt til Slægt var Liv og Aand, i Grunden af alle de gloende Pile, man udskjød deels mod det Dunkle i Skriften, og deels mod Pinde-Værket i de dogmatiske Lære-Bygninger. Vel er jeg ikke gammel, men jeg har dog levet længe nok til at kjende Forskjel paa Christendommens aftagende og tiltagende Maane; thi Begges Skin og Skikkelse kjender jeg af egen sørgelig 139og glædelig Erfaring, og maa derfor sagtens kunne gjenkjende dem i det sidste halve Aarhundredes Kirke-Historie! I Slutningen af forrige Aarhundrede, og i Førstningen af det nærværende havde Kirken hos os næsten udelukkende alle de Døde, men nu har den næsten udelukkende alle de Fødte, og hvilken mærkelig Forskjel det gjør paa Stillingen, saavelsom paa Mand-Tallet og det vaabendygtige Mandskab, trænger neppe til Beviis paa en Tid, der netop har sin Styrke i at tælle, regne, og, ved schematiske Oversyn, kaste Lys paa indbyrdes Forhold. Det er skedt af Herren, thi det er underligt selv for vore Øine, som fandt Behag i Kirkens Stene, og ynkedes over dens Støv, men fandt ikke Kraft i vore Hænder enten til at opbygge det Nedbrudte, eller indtage Fiendens Befæstninger, og da nu Herren selv har lagt Haand paa Værket, og aabenbaret sig i sine Gjerninger, maa det nødvendig være vor Lyst som vor Lov, at beskrive Fædrenelandets Redning for den kommende Slægt, og saaledes lære det Folk som skabes at love Herren.