↩ Dette kunde vel være Nok til at vise, hvilke haandgribelige Selv-Modsigelser Prof., med en forskrækkelig Overtro, troer at kunne forene i sin protestantiske Kirke, og det er upaatvivlelig Nok baade til at ►betage os Lysten til Indlemmelse deri; og til at vise, det er ikke den Kirke, Reformatorerne stræbde med Skriften at oplyse; men der er meer, hvor det kom fra, og strax paa følgende Blad (S. 308) læse vi, at intet Ord er os umiddelbart overleveret af 👤Jesus selv, heller intet Ord udtrykkelig beseiglet ved hans høieste Autoritet; at 👤Jesu Taler og Bedrifter ikke i nogen fortløbende, fuldstændig Beretning ere os optegnede, at de tvende af hans Biographer ei engang 17henhøre til de apostoliske Øievidner, at de fire evangeliske Beretninger kun med Vanskelighed lade sig bringe i chronologisk Harmonie, hvor dog Meget bliver vaklende, ja endog mangen aabenbar Forskiellighed og Modsigelse bliver tilbage; at den langt overveiende dogmatiske Deel af vore hellige Bøger har den af Apostlene til Forfatter, som ikke med egne Øine havde seet eller med egne Øren hørt sin Lærer og Mester; at det Dogmatiske og det Moralske det Egentlige og det Allegorisk-Uegentlige, det Bogstavelige og det Billedlige, det Almeengyldige og det Locale og Temporelle, det Christelige og Jødiske heelt igiennem er blandet med hinanden; at Apostlenes Individualitet umiskiendelig skinner igiennem ved Behandlingen af de christelige Dogmer, og allerede giver os Billedet paa den theologiske Forskiellighed, som siden har characteriseret den christelige 412 (US) Kirke, saa det kun ved philologisk Lærdom og philosophisk Critik bliver mueligt at udfylde det Manglende, oplyse det Dunkle, bestemme det Vage; at endelig Beviset for de hellige Bøgers Authentie (Ægthed) ved flere af dem ikke fører os videre end til en høiere eller mindre Grad af Sandsynlighed, at selv Texten i disse Bøger ikke har undgaaet den Skiæbne, enhver anden Bog i Tidens Løb er underkastet, og at den bibelske Critik og Hermeneutik opviser Problemer som 332 (VU) neppe nogensinde ville ophøre at være Stridspuncter i den christelige Verden.