Grundtvig, N. F. S. Kirkens Gienmæle mod Professor Theologiæ Dr. H. N. Clausen

Førstetrykket

Nummer i Bibliografien : 413A.

Kirkens Gienmæle udkom den 5. september 1825. Samme dag oplyste Kjøbenhavns kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger (Adresseavisen): “Fra Pressen er udkommet: Kirkens Gjenmæle mod Prof. Theol. Dr. H. N. Clausen, ved N. F. S. Grundtvig, Capellan ved vor Frelsers Kirke“ (Adresseavisen 1825, s. [3]). Det oplystes desuden, at prisen for et hæftet eksemplar var “24 sk.[illing] Tegn”; ‘tegn’ eller ‘rigsbanktegn’ var møntlignende kobberstykker, som rigsbanken i vanskelige økonomiske tider lod udstede som supplement til de egentlige mønter. Bogen var til salg hos den Wahlske Boghandling, Ulfeldtsplads Nr. 118.

Titelbladet oplyser, at bogen er trykt hos Fabritius Tengnagels bogtrykkeri.

Ifølge et brev af en ung 👤C.F. Balslev blev første oplag trykt i 500 eksemplarer og udsolgt i løbet af fem dage (Begtrup 1901, s. 232 f.).