Anledning og tilblivelse
✂ “Trøstebrev i Sorgen over Kong Valdemar og hans Mænd” (herefter forkortet “Trøstebrevet”) er et satirisk, litterært rimbrev, som udkom i ►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn i tre dele, den 16., 20. og 23. november 1824. Som alle Grundtvigs rimbreve er det skrevet som reaktion på en begivenhed i samtiden (►Sunesen 2014, s. 124). Der er tale om et forsvar for 👤B.S. Ingemanns episke digt ►Waldemar den Store og hans Mænd (1824), som historikeren og filologen 👤Christian Molbech havde anmeldt anonymt og meget kritisk i ►Nyt Aftenblad tidligere på året.
✂ Opløsningen af dobbeltmonarkiet Danmark-Norge i 1814 havde været en væsentlig omvæltning for både nordmænd og danskere. Begivenheden fulgtes af en åndelig brydningstid inden for den danske litterære verden (jf. ►Ingemann 1863, s. 27-29). Det var i denne brydningstid, at Grundtvig og 👤Ingemanns fælles forestilling om en litterær ‘genfødsel’ tog form. I et afskedsdigt ved 👤Ingemanns store udlandsrejse i 1818 havde Grundtvig udtrykt et håb om, at “et fællesvirke mellem de to – i grunden så forskellige – digtere [dvs. ham selv og 👤Ingemann] kunne genoplive Danmarks ånd” (►Albeck 1971, s. 24). Afskedsdigtet blev trykt i tidsskriftet ►Danne-Virke 4 under titlen “►Kiærminde-Bladet. (Til Ingemann.)” i 1819. Da 👤Ingemann kom hjem fra udlandsrejsen i 1819 opfordrede Grundtvig ham i et dedikeret eksemplar af ►Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus (1818) til at skrive et digt om skikkelserne fra 👤Saxos værk (►Rønning 1911, s. 49). Et par år efter, i september 1823, meddelte 👤Ingemann Grundtvig, at han var i gang med at skrive et episk digt med arbejdstitlen “Valdemar den Store og hans Mænd”, i hvilket han håbede at kunne skildre “Danmarks dybe Fald og Gjenoprejsning ved 👤Valdemar […], Folkeaandens Død og Opstandelse ved de store Kæmper, Herren opvakte, naar Nøden var størst, ‒ se denne Folkets historiske Gjenfødelse” (►Grundtvig og Ingemann 1882, s. 5). Da Grundtvig knap et år efter læste det færdige værk, blev han ikke uforventet grebet af genfødselsskildringen og skrev i et personligt rimbrev til 👤Ingemann den 3. juli 1824: “Saa fandt du i Flinten / dog døende Gnist, / saa fandt du paa Klinten / dog ►Sigrid til sidst” (►Grundtvig og Ingemann 1882, s. 12).
✂ At 👤Molbech anmeldte 👤Ingemanns digt særdeles kritisk, gjorde Grundtvig vred. I et brev til 👤Ingemann den 27. november 1824 skrev han, at den anonyme kritiker tilsyneladende stræbte “at lamme og, om muligt, tilintetgøre din [👤Ingemanns] poetiske Virksomhed” (►Grundtvig og Ingemann 1882, s. 38). Han så i anmeldelsen “det samme dødelige Fjendskab, som jeg har fristet, vise sig mod den allerfredeligste Aabenbarelse af Aanden” (s. 38). I samråd med sin kone 👤Lise besluttede Grundtvig at tage 👤Ingemanns digt i forsvar med et anonymt rimbrev. Han forklarede over for vennen, at det ikke var frygt, som afholdt ham fra at udgive rimbrevet i eget navn, men derimod et hensyn til hans rolle som præst: “en Del øjne, der kun er vant til at se mig i Præstekjole, og som er blinde for Kampen, kunde synes, jeg spillede Harlekin” (►Grundtvig og Ingemann 1882, s. 39). Desuden fremhævede han, at han allerede i digtet ►Nyaars-Morgen (1824a) havde ladet sin positive mening om Ingemanns digt komme tydeligt til udtryk (jf. ►Grundtvig og Ingemann 1882, s. 39).