↩ De negative tanker skydes herefter bort, og digteren trøster sig ved, at der endnu banker et hjerte i “Hav-Fruens Hjem” (289). Hjertet tilhører 👤Ingemann, der anerkender Grundtvig som en broder og får ham til trods alt at betragte Danmark som sit fædreland (290). De vil dog forlade landet sammen, hvis man ikke længere vil lytte til 👤Ingemanns toner (291), men den sorg skal de ikke gøre Danmark ("vor Moder"), der har sørget længe nok med dem begge (292). Digteren er derfor nu overbevist om, at han skal blive i Danmark, Vor Moder er atter vågnet i hans bryst, og han har, med en våbenskjoldsmetaforik, set sund og bælter som de tre “himmelblaa Løver” (293), der hilser ravhjerterne på Møns Klint (294). Løverne beder 👤Ingemann om at bade ravhjerterne i Sorø Sø, hvilket vil få ►Vølund (dvs. 👤Oehlenschläger) til at gøre et smykke af dem, som ►Freja skal bære, når hun genforenes med ►Othar (295). Løverne selv skal (formentlig sammen med Grundtvig) bekæmpe hedningerne på Arkonaborg på Rügen (296).