Niende sang
✂ Niende sang (strofe 259-296) begynder med digterens henvendelse til sine landsmænd: hvis de ikke nu forstår ham, så har han sit fædreland blandt de døde under jorden (259), og hvis de ikke nu ser den dybere betydning af bølgen (historien) og øen (hjemmet midt i tidens strøm), så har han sunget forgæves om kjortlen, der består af skoven, havet og klinten (jf. 179), dvs. det fornyede modersmåls bestanddele (260-262). I så fald må han flyve bort til et sted, hvor man har øre for hans salmer (263); dér vil Gud gøre ham til et folk, der har sans for det nordiske (264), og dér vil håbet og salmesangen aldrig forsvinde (265). Men hvis han udvandrede, ville han svigte sin opgave, hvilket beskrives med eksempler fra nordiske myter og sagn: Han ville blive en enlig forpost som ►Heimdal (266), som en ►Palnatoke i Jomsborg og en halvbroder til ►Loke (267), og han ville svigte sit fædreland (268). Sammenligningerne fortsætter: Han ville blive som en anden ►Jørmunrek, der byggede et vikingeskib og stak til havs (269-270), han ville huse ►Bikke i sit bryst og få ►Svanhilds brødres hævn at føle (271-272). For ikke at udsættes for alt dette er han blevet ved sin kerte, har fortsat sin nattegerning og sunget klagesange som ►Gudrun, ►Svanhilds mor (273). Og nu vil han ikke spilde flere kræfter, derimod opbyde sine sidste, så må det briste eller bære (274-276).
✂ Digteren overvejer, hvor han nu skal vende sig hen, og erindrer, hvordan han som barn hørte sang, han aldrig vil glemme, og hvis salmetone han nu må videreføre (277-278). Det var barnepigen 👤Malene ("Gold-Ammen"), der sang for ham i barndomshjemmet, hvor hans far tog sig gavmildt af alle uanset stand (279-282). 👤Malene brugte også fyndige ord og gamle vendinger, som digteren tog til sig (283) og brugte i sit arbejde med at hæve den fædrene skat (284). Denne skat foragtes stadig, men digteren har bevaret den takket være mindet om 👤Malene, og han bringer sin “Sprog-Mesterinde” tak i hendes grav (285). Hvis ikke det er en glæde at synge de gamle helte op af graven, om de så kun går på krykker (286), og at vogte de små og føre dem sammen “Ved gammeldags Tale” (287), så var digterens gerning forbandet og forgæves (288).
✂ De negative tanker skydes herefter bort, og digteren trøster sig ved, at der endnu banker et hjerte i “Hav-Fruens Hjem” (289). Hjertet tilhører 👤Ingemann, der anerkender Grundtvig som en broder og får ham til trods alt at betragte Danmark som sit fædreland (290). De vil dog forlade landet sammen, hvis man ikke længere vil lytte til 👤Ingemanns toner (291), men den sorg skal de ikke gøre Danmark ("vor Moder"), der har sørget længe nok med dem begge (292). Digteren er derfor nu overbevist om, at han skal blive i Danmark, Vor Moder er atter vågnet i hans bryst, og han har, med en våbenskjoldsmetaforik, set sund og bælter som de tre “himmelblaa Løver” (293), der hilser ravhjerterne på Møns Klint (294). Løverne beder 👤Ingemann om at bade ravhjerterne i Sorø Sø, hvilket vil få ►Vølund (dvs. 👤Oehlenschläger) til at gøre et smykke af dem, som ►Freja skal bære, når hun genforenes med ►Othar (295). Løverne selv skal (formentlig sammen med Grundtvig) bekæmpe hedningerne på Arkonaborg på Rügen (296).