↩ Indledningsvis lyder der en “folke-lig Røst” (169), som antagelig er en hentydning til ►Saxo-oversættelsen. Denne røst havde i 100 år ligget gemt som vintersæden (170) og kun svagt givet sig til kende i folkesagn om trolde og genfærd (171) og i de salmer, som digteren havde hørt i sin barndom på Sjælland og i Jylland (172-173). Efter i sin ungdom at have foretrukket tonen i de oldnordiske kvad og myter (174-175), fik han igen øre for fædrenes salmer og med dem “Hav-Fruens Stemme” (176-177). Med en henvisning til et digt af 👤Jørgen Sorterup (som Grundtvig skrev om i ►Idunna og ►Nytaarsnat, begge fra 1810) tog en tordnende stemme ordet, som lød til digteren, da han blev kristeligt vakt i 1810/11. Stemmen (178-185) varslede en fornyelse af modersmålet, der beskrives som en klædning bestående af tre elementer: skoven, havet og klinten (178-179). Håbet om en fornyelse forliste imidlertid, fordi grobunden var gold (181), og stemmen udmaler, hvordan ►Dana (personifikationen af Danmark) åd sit eget foster (183), hvilket gør håbet om de dødes genopstandelse til en gru (184-185). Stemmens domstale suppleres af et spinkelt håb om, at barnet endnu lever (187), men frygten overdøver håbet (188).