↩ Fjerde sang (strofe 77-98) indledes med, at digteren på ny får besøg af Ånden i skikkelse af en (igen dannebrogsfarvet) due, der bebrejder ham hans utidige 👤Luther-identifikation. Den befaler ham i stedet at vende sig mod arbejdet med den danske og nordiske historie og i øvrigt holde sig vågen og beredt for åndens forklarelse (77-80). Herpå følger et optrin, der har karakter af en Jakobskamp (►1 Mos 32,25-30) og indledes med, at digteren griber duens vinge, da den er på vej væk (81). Han fremfører et længere forsvar for sin kamp for kristendommen og Nordens genoplivelse, som nok udsprang af menneskelig fejlbarlighed, men dog byggede på ►Bibelens ord (82-94). Duen svarer, at han gerne må fortsætte sin kristelige tale, men at det var bedre, om han kunne tie stille (95). Duen giver så digteren det løfte, at den duefjer, han står med i hånden, skal være et tegn på, at han gennem digtningen skal udfolde Åndens budskab (96-97). Men da duen letter og flyver bort, er alt blevet nat; en vinter har lagt sig over jorden, og den beskrives som selve ►Fimbulvinteren, der varsler ►Ragnarok (98).