Hittegods.
✂ Under denne Benævnelse agter jeg i ►Dannevirke at levere endeel smaa Bemærkninger og Oplysninger, ►fornemmelig saadanne som angaae vor ►Old-Krønike og Moders-Maalet, Noget jeg tør haabe, ei vil være mine gunstige Læsere ukiært, og som tildeels er mig en Nødvendighed, thi under min Syslen med Historien og Sproget støder jeg paa Meget, som ikke bør opdages ►andengang, og som dog enten ikke taa173ler, eller dog ikke hos mig kan times nogen udførlig Behandling. At opskrive og samle Sligt har jeg hverken Tid eller Lyst til, men hvad der er Noget værd, husker man dog ►imellemstunder, om man end skriver det i Glemme-Bogen, og ved nu her at aabne det et nemt Giemmested, vil jeg foranledige mig selv til at holde det fast, naar det kommer, og indskrive det i hvad man vel ogsaa kunde kalde Glemme-Bogen, men hvor jeg dog i det Mindste selv til enhver Tid kan finde det.
✂ Kiært skulde det være mig, om Andre som i sig, eller udenfor sig opdage ►mærkelige Smaating, vilde tillade mig dermed at forøge Samlingen, men venteligt er det vel for det Første ikke, da det synes, som man er blevet enig om at lade mig vise, hvorlænge jeg, hardtad uden al Opmuntring og Deeltagelse, kan udholde at arbeide paa ►Dannevirke. Til Lykke for min Rolighed er Dette imidlertid Noget, jeg, i Mangel af bedre Syn, ogsaa selv gider seet, og uagtet jeg, saalænge ►Krønikernes Oversættelse medtager næsten al min Tid, hverken kan levere saamange Hefter, eller saa blandet Indhold, eller saa giennemarbeidede Stykker, som jeg ønskede, er det dog mit Forsæt ei at lade Skriftet gaae i Staae, saalænge min Pen er i Gang, og Udgivelsen muelig, thi et ⓘ Tidsskrift med det Anlæg ►indseer jeg at være efter 174Tidens Tarv, og, saalænge jeg lever, haaber jeg at opleve den Dag, da det af Flere skal findes betimeligt.
✂ Dette i Forbigaaende, som et Ord til Læseren, der nødig vilde ⓘ oppebie fjerde Hefte af det langsomme Bind; nu til hvad dennegang skal ►lyses op!
I. Et Blad af ►den danske Riimkrønike.
✂ ►Dannevirkes Læsere ville erindre sig, at i det ►Par Ord om vor Riim-Krønike, hvormed jeg ledsagede Udtoget deraf, yttrede jeg den Formodning, at, uagtet Udgaven af 1495 giælder for Bogtrykker-Konstens Første-Grøde i 📌Dannemark, maatte der dog ►vist have været endnu en ældre, hvorefter ►den Plattydske Oversættelse var gjort, og som, med ►ⓘ Dedicatsen til 👤Christian den Første, allerede i hans Dage havde seet Lyset.
✂ Denne Formodning, som, saa velgrundet den end ►syndes mig, dog nok forekom de fleste ►Literatorer meget ugrundet, har ved en ►besynderlig Hændelse saaledes stadfæstet sig, at jeg antager Sagen for afgjort, og er vis paa, den, i det Mindste i næste ►Slægt, skal almindelig erkiendes for at være det, og denne Hændelse er det jeg vil fortælle mine Læsere.
✂ 175I 📌Budolphi Kloster i 📌Aalborg befandt sig ved Reformationen en, efter Tidens Leilighed ikke ubetydelig Bogsamling, hvis senere Skiebne nok kun forsaavidt er bekiendt, at 👤Gram lod nogle sjeldne Stykker udtage til Indlemmelse i det Kongelige Bibliothek, og at en Deel fik Lov til at raadne paa sit Eget. Det var i Fjor, i Reformationens ►tredie Jubelaar, at Hr. Adjunct 👤Seerup, nu tillige Præst, i 📌Aalborg, ynkedes over de foragtede Levninger, og fik Tilladelse til at opsamle og opstille dem paa de gamle skiælvende Hylder; under dette Arbeide fik han Øie paa en sælsom ►Beklædning af Bindet i en Foliant, saavidt han husker, en Scholastiker, og overbeviste sig strax om at han havde et Halvark af ►Riimkrøniken i en gammel Udgave for sig. Det randt ham nu i Sinde, hvad der i ►Dannevirke var talt om en formodenlig ældre Udgave end den af 1495, han tænkde: hvem kan vide, om ei her ►gaaer Syn for Sagn, fik Bladet saa ►lemfældig listet fra, at det blev ved at være læseligt paa begge Sider, og glædede mig med Tilsendelsen deraf.
✂ At jeg virkelig blev glad, kan Ingen undres over, thi, om nu ogsaa Bladet havde været af den alleryngste Udgave, som jeg dog strax saae var umueligt, saa var det jo dog et haandgribeligt Vidnesbyrd om, at min Tale om ►den gamle Krønike ei havde 176været ganske frugtesløs, men havde dog i det Mindste hos een, mig personlig ubekiendt, boglærd Mand, vakt inderlig Deeltagelse, og hvor oplivende et saadant Vidnesbyrd er for en Skribent, der daglig fristes til at tænke, at hans Ord er kun ►en Røst i Ørken, det veed kun den, som det har prøvet!
✂ Dobbelt glædelig var mig imidlertid denne Hændelse, fordi jeg strax saae, at enten var Bladet af den ⓘ ►omspurgde ældste Udgave, eller det maatte tilhøre en af de Udgaver, den senere Tids Boglærde, uagtet de Ældres udtrykkelige Vidnesbyrd, satte stærk i Tvivl, saasom den af 1501, 👤Bartholin, og den af 1504, 👤Terpager omtaler. Velan! tænkde jeg, naar dette Blad siger allermindst, giver det dog den fornemme ►Tvivlesyge en god Skose, og stadfæster den glædelige Efterretning, at selv i hine Søvnens og Vankundighedens Dage, i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, var det ikke blot 👤Christen Pedersen, hvis Sind og Hu stod til Fædrenelandets ►Krønike, ikke Klerkene blot som kunde læse i Bog, selv da var der dog Folk i Hundredetal som lystedes ved at høre Beskeed om de ►fremfarne Dage, og ►syndes at ►vel var de Skillinger ►stædte, for hvilke man kiøbde sig Fædrenes ►Frasagn paa ►Prænt og paa Riim.
✂ 177Alligevel biede jeg ikke længe, før jeg sammenlignede Bladet med det tilsvarende Halvark i den ældste Udgave man hidtil kiendte, og herved overbeviistes jeg snart om, at hint Blad virkelig var en ►Billing af et ældre Aftryk, da jeg overalt, hvor Ordene faldt anderledes hos 👤Gotfred af Ghemen, kunde spore ⓘ Feilen.
✂ Bladet begynder med den Linie i ►Helges Riim: jeg brugede Krig og gjorde Fred, afbryder i Rimet om ►Rolf (der, ligesom hos 👤Gotfred, ved en Trykfeil kaldes Roo) med Linien: han ►draver ei op fuld onden Grund; begynder atter i ►Balders Riim med Linien: Da slog han mig i ►Balders Sund, og afbryder i ►Amlets med den: Eller jeg gjorde det af vitterligt Mod; tager endelig fat i samme Riim med: Græd for dig selv sagde jeg, fordi, og ender med: I Herberget havde han ►viist en Dreng.
✂ Overflødig er vel den Anmærkning, at alle disse Afbrydelser have deres Grund i, at Bladet kun er et Halv-Ark, og det af en Udgave i Duodes eller ►forskaaren Octav, da derimod den ►Ghemenske Udgave er i stor Octav eller ►forskaaren Qvart.
✂ Hvad nu Forskiellighederne angaaer, da har man ►alt i Ovenstaaende en Prøve, thi hvor Bladet har: ►fuld onden Grund, har den ►Ghemenske Udgave: en ►onder Grund, men mere afgiørende ere adskillige 178af de andre, som jeg nu, saavidt de angaae Andet end den usikkre Stavning, vil opregne.
Strax i ►Helges Riim møde vi følgende:
✂ Bladet.
✂ ►Hannem slog jeg ►med alt hans ►Falk (Folk)
✂ ►Hannem ⓘ slog jeg først ►med alt hans ►Falk.
✂ Bladet.
✂ Jeg ⓘ slog Kongen af 📌Sverrig-Land.
✂ Jeg slog ►og Kongen af 📌Sverrige Land.
✂ Bladet.
✂ Om Danske Mænd gjorde dem ►Uskiel,
✂ Om Danske Mænd gjorde dem noget ►Uskiel.
✂ Bladet.
✂ Det blev mig siden kast i ►Noos (Næse)
✂ Det blev mig siden dog kast i ►Noos.
I ►Rolfs Riim.
✂ Bladet.
✂ At ►saare skulde deres Nakke blødt
✂ At ►saare skulde deres Nakke have blødt.
179I ►Balders Riim.
✂ Bladet.
✂ Deraf fik først det Sund det Navn
✂ Deraf fik først det Sund sit Navn.
I ►Odens Riim.
✂ Bladet.
✂ I ►Koglespil var jeg saa klog
✂ ►Og saa i sorte Konsters Bog.
✂ I ►Koglespil var jeg saa klog
✂ Og i de sorte Konsters Bog.
✂ Bladet.
✂ At jeg skulde være dem huld.
✂ At jeg skulde være dem tro og huld.
I ►Røriks Riim.
✂ Bladet.
✂ Det fik jeg at see, den Tid
✂ Det fik jeg at see den samme Tid.
180I ►Orvendels Riim *At den ►Ghemenske Udgave i anden Linie af dette Riim har: beroed, hvor Bladet rigtig har betroed, regner jeg for en blot Trykfeil, som det imidlertid kunde blevet vanskeligt nok at rette..
✂ Bladet.
✂ ►Fegge min Broder det fortrød.
✂ ►Fegge min Broder ►hannem det fortrød.
I ►Amlets Riim *Om viis for: ei viis i 9 Linie hos ►Ghemen er blot en Trykfeil eller en Correctur-Feil, skal jeg ei kunne sige, men Feil er det ►aabenbar..
✂ Bladet.
✂ Og havde hende saa til Husfru sin.
✂ Og havde hende siden til Husfru sin.
✂ Bladet.
✂ Bladet.
✂ Der gjorde jeg Kroge Nat og ►Dav.
✂ Der gjorde jeg Kroge baade Nat og ►Dav.
✂ Derfore ►bar han ved mig Jæv (Tvivl)
✂ Derfore da ►bar han ved mig Jæv.
✂ Bladet
✂ Med Been, Bruske, Skind og Krop.
✂ Med Been og Bruske, Skind og Krop.
✂ Bladet.
✂ Jeg sagde, jeg saae ►hannem til ►Hysken *►Hysken er, ►med Tugt at sige, et ►Vandhuus, og udtales rimeligviis Hvysken eller Hvisken, siden man endnu siger: ►fra Disken til Hvisken, og mener dermed det Samme. gaae
✂ Jeg saae ►hannem, sagde jeg, til ►Hysken gaae
✂ Bladet.
✂ Saa kom der Svin og aade ►hannem op.
✂ Saa komme der Svin og aade ►hannem op.
✂ Bladet.
✂ Og bød saa med Bud og Brev.* At ►Konningen fattes her, er i Øvrigt ►ligefrem en Trykfeil.
✂ Og bød saa ►Konningen med Bud og Brev.
✂ Mere og mindre klart vise alle disse Forskielligheder, at i den ►Ghemenske Udgave er virkelig ►Riim-Krøniken, som der ogsaa paa Titelbladet staaer, ►overseet og rettet, thi immer seer man at der er indskudt et Ord eller en Stavelse enten for Tydeligheds eller for Tonefaldets Skyld; men een Forskiellighed findes endnu, som jeg har giemt tilsidst, fordi den slaaer Hoved paa Sømmet, og her er den.
✂ Bladet.
✂ (i ►Amlets Riim Linie 111 og 112).
✂ Havde jeg ei ►holdet mig saa ►fool *►Fol er baade paa Islandsk og Fransk en Tosse, men Dansk har Ordet neppe været nogensinde, just fordi vi endnu har ⓘ det beslægtede Danske Ord: fjollet.,
✂ Da havde jeg ikke nu seet Sool.
✂ Havde det ikke været at jeg ►saa ►gool,
✂ Da havde jeg ikke nu seet Sool.
✂ Her seer man ►klarlig, at ►Retteren har været forlegen med Ordet: ►fool ►ͻ: tosset, som han enten ikke har forstaaet, eller dog anseet for, hvad det vel ogsaa var, et ubekiendt Ord for de fleste Læsere. Vanskeligt var det imidlertid som Riimordet at 183forandre, og han saae ikke andet Raad, end at giøre en heel ny Linie, som vel forvanskede Meningen, men lod sig læse uden Anstød. At ►Amlet galede som en Hane da han kom ind til sin Moder, stod strax ovenfor, og det giorde Forandringen muelig, men at det ikke var denne Galen der ►hidindtil havde frelst ►Amlets Liv, oversaae ►Retteren, under den Betragtning, at ►Amlet, skiøndt det ei stod i Rimet, dog ogsaa havde galet før, og at ►Galningen dog var en Deel af det forstilte Galskab der havde bevaret ham. At det maa være gaaet saaledes til, kan man neppe tvivle om, thi at man i en følgende Udgave skulde sat ►fool, naar der i den forrige stod: ►goel, lader sig, med Hensyn paa Omstændighederne ikke tænke. Dog, til overflødigt Beviis tjener, at den ►plattydske Oversættlse, som, i Følge Overskriften, er gjort efter et Exemplar, Ditmarskerne erobrede 1500, svarer i disse ⓘ Linier, som, saavidt jeg har seet, overalt, til Bladets Læsemaade, og det maatte da blot være Lyst til at optænke Urimeligheder, om man vilde beraabe sig paa den Muelighed, at dette Blad dog kunde være af en yngre Udgave, som havde fulgt en ældre. Ja, selv naar man indrømmede denne Muelighed, blev det dog ►ligevist, at der har været en dansk Udgave af ►Rimkrøniken, som svarer til den ►plattydske, har altsaa havt Dedicationen til 👤Christian den Første, 184som fattes, og manglet Efterretningen om hans Død, som findes i Udgaven hos 👤Gotfred af Ghemen.
✂ Men, kunde man sige, naar nu alt dette ogsaa er ganske rigtigt, lønnede det da Umagen at vise det, eller har det Noget at betyde, enten ►Riim-Krøniken er første Gang trykt 1495 eller 1478-80 som vel maa være Tilfældet, da den ►Plattydske Oversættelse slutter med Fortællingen om 👤Hanses og 👤Kirstines Giftermaal, som fandt Sted 1477, og melder ikke om 👤Christians Død, som indtraf 1481!
✂ Eller ligger maaskee Vigtigheden deri, at man nu paa enkelte Steder kan helbrede Texten i en gammeldags, ►eenfoldig Riim-Krønike, hvor det omtrent er det Samme, hvad der staaer?
✂ Slige Indvendinger synes ►vist Mange især med ►Føie kunde giøres mig, der, som bekiendt, kun leer ad alt det fornemme ►Bogorme-Væsen, som paa slet Tydsk ret godt kan hedde ►Sylbenstecherei; men ikke desmindre troer jeg dog at opmerksomme Læsere, uden min Paamindelse, vil indse at Tingen ikke er saa ubetydelig, som det kan synes.
✂ Kun fordi ikke alle Læsere, som kan blive opmærksomme, ere det ►alt, vil jeg bemærke, at det er slet ikke ubetydeligt, om i 📌Dannemark den første Bog er trykt 1480 eller 1495, eller om man, endnu før Bøger ►præntedes i 📌Dannemark, tyede ud til 📌Lips 185eller andensteds, for at faae Fædrenelandets ►Riim-Krønike sat; thi at vore ►Fædre ei kunde høre eller ►spørge noget godt Nyt, uden strax at attraae Deelagtighed deri, og ønske det anvendt til deres Forfædres Ære og Fædrenelandets Gavn, det er et Vidnesbyrd som Ingen af slige ►Fædres ægte Børn for nogen Priis vilde undvære. At ►Riim-Krøniken ei alene er den første Bog man veed at være trykt i 📌Dannemark, men at den er trykt paa Dansk, endnu førend man veed det, at dens Trykning, som dens ►Skrivning ⓘ taber sig i de gamle, ►sammenløbende Dage, det er et Beviis paa ►Dannemænds ►underlig dybe historiske Hjertelag, som ret inderlig maa glæde Enhver der i sig føler det Samme ►ͻ: hver ægte Dansk.
✂ Mindre vigtigt er det vel, at vi nu af ►den plattydske Riim-Krønike kan næsten overalt slutte os til, hvad der stod i den Danske, før den blev ►overseet og rettet; men ubetydeligt tør jeg dog ikke kalde det, ►aldenstund det dog viser, hvorledes de Danske benyttede den ►nykomne boglige Konst og ►nybygte Høiskole, til at pynte paa Skrift og Vers i Modersmaalet, og jeg er vis paa, at mangen en velkommen Sprog-Bemærkning vil kunne avles ved en nøiagtig Sammenligning, som slige Mindes-Mærker ►ustridig fortjene.
✂ 186Dog, Dette, og Mere vil ►sikkerlig ogsaa skee; den ligesaa ►mindekiære som ►fredegode ►Danner-Konge, hvem boglig Konst skal ►vist i ►Krøniken erstatte hvad man ved Konst-Greb har ►fravendt Ham; vores, ja ►Dannemænds 👤Frederik den Sjette, Hvem vi aldrig vil dele med Nogen, som ei deler vor inderlige Kiærlighed til Ham; denne de ►fremfarne, ►livsalige ►Danner-Kongers velsignede Arving, Han som ►alt, foruden saamange andre Velgierninger ►mod boglig Konst i trange Tider, sætter Kronen paa Udgaverne af ►Edda og ►Heimskringla og ►Guløe-Thingets Arelds-Lov, Hvis høie Haand med gammel ►Skjoldung-Glæde ►opholder Pennen til for menig Mand at skrive ►Frasagn ud om de forgangne Dage; Han vil, det veed jeg, ingenlunde taale at det Kongelige Værk: ►Scriptores Rerum Danicarum, skal savne den Fuldendelse det kan modtage. Nei, ogsaa derpaa vil han sætte Kronen, og ved Siden af den pyntelige ►Romerstiil fra ►Valdemarers Dage, ei foragte de ►eenfoldige men hiertelige Riim om 📌Danmarks Konger, som overrakdes ►præntede i 👤Første Christians Haand, og ligge paa Hans ►Bautasten, som til et kiærligt Tegn paa hvad nu ►Krøniken stadfæster, at det var 📌Danmarks Hjerte som kaarede 👤Grev Didriks Æt til ►Dans og ►Skjolds og ►Rolfs, til ►Froders og til ►Valdemarers rette Arving, ja som et Varsel om, at 187►Herre-Slægten, hvis Kongelige Stamfader 👤Christian var, skulde al ⓘ sin Tid opelske som sit Stamtræ ►Sagas ►Ygdrasill, og ►kraftelig forfremme boglig Konst, alt efter 👤Christians Ord, ►der han stiftede 📌Dannemarks ►Høiskole og sagde, at der skulde en oplyst Forstand ved ⓘ flittig, omhyggelig ►Vindskibelighed have sin Gang og Syssel i Sandhedens Lys, hvorved Guds Ords Ære og Dyrkelse kunde opkomme og voxe, Retfærdighed fremelskes, baade menig og hver Mands Beste betænkes, og al menneskelig Forhaabning udvides og tiltage!
II. 📌Sciringesheal.
✂ Endeel er mellem de Boglærde blevet ►tvistet om Beliggenheden af dette Stæd, som ►Haleien 👤Other flere Gange nævnede for Kong 👤Alfred i sin Fortælling om 📌Norge. Uden at agte paa Talens Sammenhæng, ⓘ hvoraf det ►ustridigt følger, at Stædet maa sættes i det sydlige 📌Norge, søgde man det snart i 📌Preusen, og snart i 📌Skaane; men saa blind var 👤Gerhard Schøning ikke, og han, eller dog vel ⓘ egentlig 👤Langebek *►Script. Rer. Dan. T. II P. 113. i ►Anmg. siger 👤Langebek, at det er hans Indfald, som han meddeelde 👤Suhm og 👤Schøning, medens de ►end vare i 📌Tronhiem. er Ophavsmand til den Giætning, at der istedenfor 📌Sciringesheal bør læses ►Cy188ningesheal►, og derved tænkes paa 📌Konghella, 📌📌Vigens gamle, velbekiendte ►Stapelstad. Slig en Giætning ►lod sig høre, og Professor 👤Rask har nyelig, i ►det Skandinaviske Literatur-Selskabs Skrifter, meget godt viist, at paa 📌Konghel kan Alt hvad der siges om 📌Sciringesheal passe, samt at dette maa have ligget i det østlige 📌Norge, men hvormegen Umage han end har giort sig for at vise, hvor let man i Skrivningen kunde forvexle de to Navne, kunde jeg dog aldrig finde det rimeligt, at et Navn fem Gange i Træk skulde være skrevet saa eens, og saa galt, at det saa ►mærkelig kunde ►forlæses, og blive til et for Resten ubekiendt, men dog ganske antageligt Navn. Min Tanke ved Talen derom, var derfor: saavidt du kan skiønne, er det temmelig ligegyldigt, paa hvad Plet 📌Sciringesheal har ligget, samt i det Hele, hvad man giør ved 👤Others ►fattige Fortælling, men ►vist er det, at naar man vil sætte 📌Konghelle istedenfor 📌Sciringshald, kan man ligesaagodt sætte N. N. eller tre Prikker, og lade enhver giætte som ham lyster; thi paa et saadant ►qvi pro qvo kan man jo dog ei med Føie bygge det Mindste, og hvortil nytter en Giætning, hvorved Intet løses!
✂ Med disse Tanker, som alle slige Omskrivninger på fri Haand til ingen Nytte vække hos mig, havde jeg naturligviis i en saa uvigtig Sag ladet det ►beroe, 189dersom ikke 👤Rasks bestemte Paastand, at der ikke fandtes noget Norsk Navn, som paa nogen Maade ⓘ lignede 📌Sciringesheal, havde opfordret mig til, dog under min Syslen med ►Norges Historie at lægge Mærke til, om det ►og forholdt sig ►saa, Noget, jeg ikke fandt rimeligt, da Navnet klang mig for nordisk, til at være opkommet ved en engelsk Skrivfeil.
✂ Jeg skrev da Navnet bag Øret, og deraf kom det ventelig, at jeg, ►ved sidste Haandlægning paa min ►Oversættelse af Heimskringla, strax blev opmærksom paa, hvad jeg før havde overseet, at i ►Ynglinge-Sage *►Folio-Udgaven S. 57 og 58. nævner ikke alene 👤Snorro 📌Skiringssal paa 📌Vestfold, men anfører til Bekræftelse Verset af 👤ⓘ Thjodolf, hvori samme Navn findes. Det skal man da i det Mindste nødes til at indrømme, at ►Krøniken opviser et Norsk ►Stæds-Navn, der ikke alene ligner 📌Sciringesheal, men er bestemt eenstydigt dermed, thi at 📌Skirings-Hald og 📌Skirings-Sal baade kommer ud paa Eet, og kunde selv i Udtalen ►lettelig forvexles, er aabenbart. Da nu tillige 👤Thjodolfs 📌Skiringssal ligger sydostlig i 📌Norge, og, ligesom 👤Other betegner 📌Skirings-Hald, ved en stor Fjord: 📌Opsloe-Fjorden, saa forekommer det mig, at man for begge Steders Eenhed har al den Sikkerhed man i slige Ting kan vente og forlange.
✂ 190Under denne Betragtning faldt det mig naturligviis strax ind, at hin paafaldende Liighed dog vel umuelig kunde undgaaet 👤Schønings Opmærksomhed, og begiærlig efter at see, hvad der havde bestemt ham til at foretrække en løs Giætning for hvad der ►syndes mig en reen ►Slutning, slog jeg op i hans ►Norges Historie, men fandt til min store Forundring saavel der*►D. 1 S. 367., som i ►Bogen om de Norskes Oprindelse, hvor Talen er om 📌Skiringshald *S. 240., ikke mindste Tegn til at den paafaldende Lighed engang var bemærket. Tildeels lod dette sig vel forklare deraf, at hos 👤Peringskjold, hvis ►Udgave af Heimskringla da var den eneste, staaer 📌Skirissal, som 👤Sch. igien ønsker forandret til 📌Skirisdal, ventelig fordi der staaer i ►Fagurskinna, at 👤Holvdan Svartes Hoved blev begravet i 📌Skirisdal paa 📌Vestfold; men Tingen bliver dog lige ►synderlig, naar man læser 👤Schønings Anmærkning ved denne Leilighed, Et haandskrevet Exemplar af ►Sagubrot, hedder det paa fornævnde Sted i ►Norges Historie, giver ellers Anledning til at troe, at 📌Sciris-Sal, eller, som det der hedder: 📌Scirings-Sal, har i de ældre Tider været et meget stort og berømt Offersted for hele 📌Vigen: ►Tha voru höfth blot i Skiringssal, hedder det der, ►er til var sott um alla Vikina.
✂ 191Ingenlunde vil jeg hermed sige Noget til 👤Schønings Forkleinelse, thi paa een Gang at huske to hinanden oplysende Navne, der i Historien findes vidt adskildte, er et Lykketræf, og Ingens Pligt, men jeg anfører det kun, deels fordi jeg virkelig knap turde troe mine egne Øine, og deels for, om mueligt, at giøre boglærde Folk lidt varsommere baade med at bestemme hvad der findes eller ikke findes i Historien, og med at overhugge Knuder, som, naar de ei kan løses, bør have Lov at sidde paa deres Eget.
✂ Uden nu at ansee det for nogen vigtig Opdagelse, antager jeg det da for utvivlsomt, at 📌Skirings-Sal, hvor 📌Vigens store Offersted fandtes, hvor ►Halvdan Hvidbeen, og maaskee Noget af 👤Halvdan Svarte jordedes, er 👤Others 📌Sciringesheal, og finder det rimeligt, at Navnet har sin Oprindelse af Ordet ►Skiring, som skal betyde Oplysning, Fortolkning, Forklaring, Altsammen Begreber der rime sig godt med Forestillingen om et Sted indviet til høitidelig Guds-Dyrkelse*Ordet ►Skiring mindes jeg ei at have seet, undtagen i 👤Haldorsens ►Lexikon, som jeg derfor, i at angive Betydningen, har fulgt, men Stamordet: ►skir klar, ►skiær, og det afledte Verbum: ►skira rense, klare, og derfor, i aandelig Forstand: døbe, ere noksom Borgen for, at ►skiring maa betyde noget Saadant.. Hvor ved 📌Opsloe-Fjorden Stædet for192resten har ligget, om ved 📌Tønsberg, eller andensteds, er vel saameget mere vanskeligt at bestemme, som 📌Vestfolds Grændser fra Oldtiden af kan have været saare forskiellige.
III. 📌Hafursfjord.
✂ At vide, hvor store Begivenheder have tildraget sig, er, som man veed, en almindelig Lyst hos alle hvem ►Krøniken forlyster, og Grunden hvi det ►saa maa være, er ikke vanskelig at finde, da en saadan Kundskab nødvendig ⓘ ligesom stadfæster en ellers ►rimelig Fortælling, og bidrager til at oplive Forestillingen, saa Begivenheden synes os ei aldeles forbigangen, men halvveis nærværende. Et ikke lidet Fortrin er det derfor ved 📌Norges Historie, at saamangt et ►mærkværdigt Steds Navn er opbevaret ved 👤Snorro, og har vedligeholdt sig i Hjemmet, thi, saavidt noget Udvortes mægter Sligt, maa denne Omstændighed knytte Nordmanden endnu fastere til, og giøre ham endnu mere fortroelig med Fædrenelandets ►Krønike i de længst ►fremfarne Dage*Dette Fortrin er hidtil meget for lidet baade bekiendt og benyttet, deels fordi man har ladet sig skuffe af en ubetydelig Forskiel i Navnenes Stavning, og deels 193fordi Historikerne ei have fundet det Umagen værd, ved at bruge de ⓘ giængse Navne, at levendegiøre Fortællingen for Folket. Saavidt jeg, uden at have været i 📌Norge, og med faa Hjelpemidler formaaer, bøder jeg nu paa dette Savn, og uagtet der vist bliver en rig Efterslæt, er jeg dog vis paa at glæde mangen en norsk Bonde med hvad jeg har fundet..
✂ 193Des besynderligere maa det forekomme os, at Fjorden, hvor 👤Harald Haarfager i det berømte Søslag tilkiæmpede sig ►Ene-Vælden, at et saadant Vandstæd, der ei, som Byer og Gaarde, kan nedrives eller forfalde, skulde i Tidens Løb ⓘ aldeles have mistet sit Navn, saa der ei blev andet for, end, med 👤Torfæus og 👤Schøning *👤Schønings ►Norges Historje ►D. 2. S. 91., at giætte paa 📌Havsvaag, som er et ganske andet Navn. ⓘ Vel anfører 👤Sch. det som en afgjort Sag, at 📌Hafsvaag er 👤Snorres 📌Hafursfjord, men det er derfor ikke desmindre en Giætning, som hos 👤Torfæus maa være bedre understøttet end hos 👤Sch. hvis den ei skal fortjene Navn af en løs Giætning. Slige Giætninger nytte som sagt til ingen Ting, og denne rimer sig ei engang med 👤Snorres øvrige Fortælling, som baade viser, og udtrykkelig siger, at Slaget stod lidt nordenfor 📌Iedderen, da dog 📌Hafsvaag, efter 👤Schs egen Angivelse er paa 📌Iedderen.
✂ 194Min Mening er ganske eenfoldelig den, at da baade ►hafr og ►buchr er en Buk, har Slaget staaet i den bekiendte 📌Bukke-Fjord, som strax nordenfor 📌Iedderen løber ind til 📌Stavanger, og som, hvis Folket deromkring ei kjender 📌Hafursfjord, ventelig aldrig har ført dette Navn, uden i 👤Hornkloves og andre Skjaldes Vers, hvorigiennem det er smuttet ind i ⓘ Historien. Hermed rimer det sig ogsaa godt, at 👤Hornklove i ►Seiers-Kvadet kalder 👤Harald: ham der boer paa 📌Udsteen, thi denne bekiendte Øe, der ventelig var Herre-Sædet for en af de slagne Konger, ligger jo i 📌Bukke-Fjord, og afgav da ret en passende Benævnelse for Seierherren. Saa fandt vi 📌Hafursfjord, og det fornøier i det Mindste mig.