Hvad kommer der ud af al den Vind med 👤Saxo og 👤Snorro?
✂ Dette Spørgsmaal har udentvivl mangen En gjort baade sig selv og Andre, naar Talen var om at bidrage til ►Krønikernes Udgivelse, eller naar han læste, f. Ex. min sidste Betænkning om, hvordan det gaaer med den Sag, men til mig er Spørgsmaalet dog ikke, undtagen maaskee giennem en ►Drenge-Pibe, gjort, førend nys i ►Skilderiet, og det endda paa saa skikkelig en Maade, at jeg ikke blot kan være bekiendt, men føler mig forpligtet til at svare.
✂ Den første Bemærkning jeg har at gjøre ved Hr. 👤Brolunds Indsigelse, er, at den, uden vor Skyld, kommer for silde. Mere end to Aar ere forløbne, siden vi foreslog Trykningen af 2000 Expl. som Alt hvad vi turde haabe, Bidragene vilde strække til at bekoste, og hverken med Raad eller Daad har Nogen stræbt at føre os paa andre Tanker, saa Hr. 👤Brolund burde, naar han ansaae det for vigtigt, før gjort et Skaar i den standhaftige Taushed, de offentlige Blade, næsten som en Samvittigheds-Sag, have ►beopagtet i Henseende til en Sag, der dog nok, ligesaavel som ►Barberisserne, kunde fortjene almindelig Opmærksomhed. Nu er det, saavidt, for silde, thi ligefrem har jeg holdt Ord, ►Nyaar er kommet, og Trykningen begyndt, saa hvem der trænger dertil, kan ►faae Troen i Hænderne. Oplaget bliver paa 34tre tusinde Expl., og intet Videre denne Gang, kan vi med god Samvittighed sige.
✂ Er nu dette ingen Ting? er det kun Noget, det ligesaa godt kunde skeet uden de store Forberedelser, og det betydelige Sammenskud! Det mener og paastaaer Hr. 👤Brolund, men at jeg ikke maa være af samme Mening, siden jeg har fundet det Umagen værd, at giøre saa store Forberedelser, det kan man forud vide, og jeg anseer det slet ikke for umueligt, at kunne overbevise Hr. 👤B. om, at min Mening ei er aldeles ugrundet.
✂ At det kunde betalt sig for en Boghandler at ►oplægge ►Krønikerne, endog i 👤Vedels og 👤Clausens forældede ►Oversættelser, derpaa tvivler jeg intet Øieblik, thi slet maatte jeg kiende Tiden, dersom jeg ikke vidste, at der i den sidste ►Aar-Tylvt er i den danske Læseverden vakt saamegen Sands for Oldtiden, at ►Krønikerne nok vilde finde Kiøbere og ►Bladere, men ikke mange Giennem-Læsere, som dog aabenbar er Hoved-Sagen, thi skal ►Krønikerne nu giøre nogen Nytte, da er det ikke engang nær nok, at de giennemløbes engang med Lyst, som en Roman, eller et Eventyr; nei, de maae nøie gjennemgaaes, vel paa forskiellig Viis, ►eftersom ►Foden er, hvorpaa Læseren staaer til boglig Kunst, men dog, i det Hele, med Agtsomhed, saa han kan faae en klar Forestilling om de forrige Tider, og Længsel efter, at see det Ædle atter opstaae, det Dunkle ►forklaret.
✂ 35Hoved-Betingelsen for at dette kan skee: at ►Fædrenes Billede kan vække og oplive deres Børn, er nu ►vist nok den, at de i Grunden elske ►Fædrene, at der i de nordiske Gemytter findes en dybere historisk Sands, som i de sidste Tider ikke er uddød, men kun daanet og besvimet; men, forudsat, at det er ►saa, da udkrævedes desuden to Ting: en ►dygtig Ringning for Øret, og en ny Oversættelse, hvor ►Fædrene-Aanden og Moders-Maalet fik Lov at raade, saa man, uden Tolk, kunde tale med de Gamle, og dog faae deres Hjertens-Mening at vide. Ingen har vist gjort mere af de gamle Oversættelser end jeg, og da derfor det Kongelige Selskab for 📌Norges Vel anmodede mig om, at oversætte 👤Snorros Bog, vilde jeg ikke paatage mig Andet, end at ►læmpe 👤Peder Clausens Sprog lidt efter vore Øren, og sætte til, hvad der manglede; men snart overtydedes jeg om, at saadant Fuskerie, langt fra at forbedre Noget, fordærver det Hele, som ►nye Lapper paa gamle Skoe. Altsaa, enten det Gamle, som det var, eller en heel Omstøbning, thi kun ved at gaae igjennem Smelte-Digelen kan Brud-Stykker af ædel Malm komme til meer end at ►gloe, til at hænge sammen og gjøre Gavn i en ny Skikkelse. Nu skal nok enhver, som med Kiærlighed til Oldtiden gjennemlæser de gamle Oversættelser, finde, at selv naar man forstaaer dem med Lethed, trætte de dog i Længden, og give kun paa enkelte straalende Punkter, klare Forestillinger, og det kommer deraf, at hvor let end Arbeidet er, saa er det dog et Arbeide, bestandig i Tankerne at oversætte hvad man læser, og ►Veien lang gjør liden Byrde trang, ligesom paa den anden Side, det Afbrudte og Knudrede, som hører til Prosaens Barndom, og ved enkelte Lejligheder, som en kraftfuld, poetisk Linie, begeistrer, dog i det Hele udstykker Talen, og hindrer den jævne Gang, saa vi har ondt ved at samle og sammenknytte Fortællingen. Gaaer det nu ►saa med os, hvorledes da med dem, der have mindre Færdighed i Læsning, mindre Øvelse i Tænkning, mindre Lethed i Samling! de maae nødvendig, om ikke afskrækkes, eller kiedes, saa dog snart udmattes, faae neppe Bøgerne en eneste Gang igiennem, og ere ved Enden, paa Lidet nær, ligesaa kloge, som ved Begyndelsen, ja føle, naar Læs36ningen har virket bedst, kun ret levende det Ønske, at kunne læse de Fortællinger i en let og behagelig Stiil.
✂ Men, kunde man spørge, hvem tvivler herom! Jo, siger jeg, derom maae de tvivle, som mene, der er ingen Ting gjort, ved at give en ny Oversættelse, naar Oplaget ikke er ret tilstrækkeligt; thi jeg skulde mene, at er Ovenstaaende kun rigtigt, da var det her Hoved-Sagen, at faae en ny Oversættelse, thi Exemplarer kan man ►faae for Penge, og det sees jo daglig, at hvad Folk har Lyst til, det finde de Penge til, men en Oversættelse, naar den skal due noget, og ikke blot, som de man i forrige Aarhundrede fik uden al Forberedelse og ►Sammenskud, være god til Maculatur, den, det være Godtfolk sagt! den er ikke at faae for Penge.
✂ Men, hvem nægter det! ►Tingen er jo kun, at naar jeg nu engang vilde give en Oversættelse af ►Krønikerne, saa kunde den jo kommet ud paa en ►skikkelig Mands Forlag, jeg kunde faaet mit ordentlige Honorar, man kunde søgt om, at faae den anskaffet til Skolerne, Forlæggeren havde havt sit gode Udbytte, jeg mit, Kjøberne Bogen, og Bogen — ja den havde da vel sagtens fundet Læsere, og det Hele var gaaet af i al Stilhed!
✂ Saamænd, det lader sig ikke blot høre, men jeg er endog forsikkret om, at det, for det meste kunde gaaet an, thi jeg havde Hr. 👤Seidelins Tilbud om at ►forlægge ►Krønikerne, længe før Sagen kom offenlig paa Bane; men ►Tingen var, jeg vilde ikke gjøre det Stykke Arbeide, ►enten for Penge, eller for Æren, eller for Lyst, undtagen for den Lyst hos Publikum, at befordre det, og om den Lyst var at finde, det vilde jeg vide, før jeg gik videre, og det var mit faste Forsæt, ikke at gaae et Skridt videre, hvis den ikke fandtes. Her var min Villie, ►absit invidia verbo! Hovedsagen, thi hverken kunde Nogen forlange, at jeg skulde giøre Arbeidet imod min Villie, ikke heller kunde det paa nogen Maade lykkes, dersom jeg ikke gjorde det med den bedste Villie af Verden, og uden hvad man kalder de store Forberedelser og det betydelige ►Sammenskud, havde man da bestemt ikke faaet ►Krønikerne ved min Haand. Vil man sige: da kunde det ogsaa været lige godt, hvad Pokker vi havde; nu vel! det var just det jeg vilde 37vide, for ikke at spilde min Umage, derfor gav jeg Folk en ►Prøve, og en skrap Fortale at smage paa*Disse ►Prøver af Saxo og Snorro har jeg i den sidste Tid, til min store Forundring, mærket, ere heel ubekiendte midt i 📌Kjøbenhavn, og derfor vil jeg dog melde, at de udkom 1815 og sælges hos Hr. 👤Seidelin for ►otte og fyrgetive Skilling., saa de hverken skulde sige, at jeg bad dem ►kjøbe Katten i Sækken, eller ►smurde dem om Munden med Syltetøi. I benævnte Fortale, sagde jeg, med andre Ord, netop hvad jeg siger her, og man burde da vide, at det ved denne Leilighed kom hos mig i Grunden an paa at prøve Gemytter. Man har bebreidet mig, at jeg saavel der, som i min sidste Kundgiørelse, skadede den gode Sag ved min Skælden og Smælden, der kun gjorde Godtfolk vrede i Kallotten, men det kommer af, at man slet ikke vil forstaae mig, eller troe, det er min Hjertens-Mening, naar jeg siger, at Bidragene er en Biting, og ►Ringningen for Ørene Hovedsagen, uagtet mig synes, det er klart nok, at Bidragene bliver Haandens Sag, som gierne er tommest, jo villigere den lukker sig op; men ►Ringningen giælder Hoved og Hjerte, hvor Krøniken vil lukkes ind, og maa jo nødes til at ringe af alle Kræfter, ►naar Dørren er lukt, og Lyset slukt, og den forglemt, som ude er lukt. Troer man virkelig ikke, jeg, uden at være nogen stor Regne-Mester, dog kan tælle til Fem paa mine Fingre, og ret godt beregne, at en Bugt her, og en Krumning hist, og smaa Smæk med Haanden imellem, saa det blev Klap, at Sligt vilde sat os i Stand til at giøre et ganske anderledes Oplag, som der kunde gaaet Nye af, lige til 📌Vien og Verdens Ende, og skaffet mig, hvad jeg nok mærker man gjerne vil kalde: min Umage betalt. Troer man virkelig, at jeg anseer truende Tiggerbreve for de fordeelagtigste, naar man ikke som 👤Napoleon, har en Armee i Baghaanden, og er det da saa ubegribeligt, at jeg ikke vilde anvende et Par Aar paa et Arbeide, hvis grammatikalske Side og ►Sneglegang er ►intet mindre end efter mit Sind, at jeg ikke vilde det, uden jeg saae, at man troede det var anderledes 38til Gavn, end naar man ellers skriver en læselig Bog, fordi det kun er saa saare sjelden, at den, der fik det ►Øie-Syn og den Tale-Gave, dertil behøves, tager sig Stadighed til hvad Arbeidet i Øvrigt udfordrer! Kan man ikke dog nok indsee, at naar det var mig saameget om Folks Øie for Sagen at giøre, da maatte jeg, især blandt et, i Forhold, virkelig gavmildt Folk, og ved en Leilighed, hvor Sandsen for National-Ære, hvoraf ►Dansken dog har Lidt, og ►Normanden ►Overflødigt, saa let kunde vækkes; at jeg, under saadanne Omstændigheder, maatte, naar jeg ei vilde skuffe mig selv, ret være forsigtig. Naar jeg nu, paa den ene Side, ikke maatte undlade Noget, som kunde stille ►Krønikerne og Sagen i deres rette, fordeelagtige Lys, saa maatte jeg nødvendig, paa den anden, see til at afskrække de Givere, der vilde give deres Skilling, og dermed ►Krøniken og Sagen ►en god Dag. At jeg afskrækkede Sagens Venner, det kjendte jeg Venskab til Sagen for godt til at frygte for, de kunde knap nok, men dog i det Høieste kun blive vrede paa mig, og lidt ivrigere i at vise, hvormegen Uret jeg havde i at troe, man var ligegyldig for Sagen. Dem der altsaa lode Sagen bøde for min Uartighed, de blæste ad Sagen, og det var godt, at det ikke kom til at see anderledes ud, jeg fik at vide, hvad jeg vilde: at hvor galt det end seer ud, vil Bøgerne dog, med Guds Hjelp, finde endeel Læsere, som kan være tjent med ►Krøniken, og som den kan være tjent med igjen, og at jeg altsaa, naar jeg kun kan overkomme Arbeidet, behøver aldrig at fortryde det. Nu traf det sig desuden ganske naturlig ►saa, at de skarpe og høirøstede Ord vare i det Hele nødvendige for at vække hvad der slumrede og kunde vaagne, og nu maa en Anden sige, at hermed er Intet gjort, thi jeg har gjort hvad jeg kunde, og Meer kan man ikke forlange. Synes man endnu, naar de to første Dele af ►Krønikerne udkomme, at det er Intet bevendt, da skal jeg gjerne forskaane med Resten, som ogsaa altid lettere vil finde sin Mand, og da jeg ikke agter at beholde en Skilling, af hvad der endnu er kommet ind til ►Krønikerne, maa man, naar Regningerne ere betalte, for mig gjøre med ►Slumpen hvad man vil. Ved Talen om de andre Oldskrifter, som skulde deraf nyde Gavn, kan jeg ikke andet 39end Smile, og, uden al videre Sammenligning, tænke paa hvad 👤Luther siger om sine Dages Læsere, som længdes ganske overordentlig efter Oversættelsen af ►det Ny Testamente, til det kom ud, men raabde saa kun paa ►Mose-Bøgerne, saa paa ►Psalteren, og, siger 👤Luther, naar de nu endelig faae ►Sirach med, og en Maaned er gaaet, saa raabe de: Nyt!
✂ (Fortsættes.)