Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om Sandhed, Storhed og Skiønhed

See! det er i mine Øine, og ventelig i Fleres, slet ikke skiønt, men hvem der ikke kan taale at høre det, naaer ikke heller den sande Skiønhed, thi man kan ikke nægte at Ordet er stort nok, og i Tiden er nu engang sand Skiønhed ikke andet end smeltet Storhed, og, efter hvad vi hørde om Storhed, maa det være Sandheds store, ubegribelige Ord, der annammes med Troe og hensmelter i det elskende Hjerte, som skal kunne giøre os deelagtige i den sande, evige Skiønhed. Saa ligger Guldet i Klippen, udpilles ikke med Fingre og afsmeltes ikke i den lunkne Haand, saa ligger Skiønheden end forborgen i Hjertet som giemmer Gienlyd af det store Ord, der klang paa Jorden. Sprænges maa Klippen og smelte i hellige Luer, hvem der giør det selv, han giør et Mester-Stykke, og skal canoniseres, som en historisk Konstner, men hvem der mener, 51han har gjort det som ingen Ting, han har kun feiet Klippen og taget Muld for Guld.