↩ Bedst falder ►vist Talen om Skiønhed, naar vi henføre den til ►Eenhedens evige Grundsætning, hvor den ►ustridig har hjemme, thi hvor vi ingen Eenhed synes at finde, der finde vi heller ingen Skiønhed, og hvad vi finde skiønt, ønske vi naturlig at forene, eller hvor det ei gaaer an, dog at forbinde med os. Nu er det sikkert nok, at vi ingen Forbindelse ønske ►uden med hvad vi elske, og forsaavidt vi elske det, og ligesaa ►vist er Kiærlighed det levende Udtryk for Forening, saa vi heraf see, hvad vi desuden veed med os selv, at vi Intet kan elske, ►ⓘ uden► forsaavidt at finde det skiønt, og neppe nok finde ⓘ noget skiønt, ►uden forsaavidt at elske det. Da nu Kiærlighed og Villie, som i Modersmaalet, ►saa i Hjertet, komme ud paa Eet, saa Villien ⓘ kun er Kiærligheden i en bestemt Retning, og aldeles afhængig af den, saa seer man let, at det er en ►Samvittigheds-Sag, hvad og i hvilken Grad man finder Noget 49skiønt, samt at det er vor unægtelige Pligt at finde Sandheden skiøn over Alt, da det følger af sig selv, naar vi elske den af ganske Hjerte. Sandheds vise Raad er: ►troe mig! Hans ►Herrebud: ►lyd mig! Hans Fader-Stemme som forener og forklarer Alt: opelsk dig i mig!