↩ Skiønhed er udentvivl hvad man holder mest af, og forstaaer sig mindst paa, taler bedst om, og behandler slettest i Verden. For dens Fødder, siger man, maa Storhed lægge sin Krone, og for dens Glands maae Sandhed bøie sit ►Spir, thi den er Fuldkommenheden selv i sin Glands, og i dens 45Smiil er Kiærligheds Almagt. Det er nu ►vist nok forfærdeligt at høre Sligt, naar Talen er om en græsk ►Marmor-Støtte, eller en ►Gøthisk Marmor-Plade, eller en ►Cythere med alle hendes ►Systre, eller selv om Idealet af en Madonna; men fordi Verden ►stæder sine Lovtaler slet, kan de kanskee dog have deres lovlige Hjemmel, naar de i Sandheds Mund finde deres rette Gienstand. Skal det imidlertid skee, da maa der være en evig Skiønhed, thi for det Timelige bøier Ordet sig ►vist ikke meer, og Sandhed endnu mindre; men naar vi betænke, hvad der forstaaes ved sand Skiønhed, gaaer der ogsaa udentvivl et Lys op, som ►Konsten rigtig nok ikke har skabt, men som kanskee ►vel har skabt den. Livs Varme og Glands i fuldkommen Eenhed, det er udentvivl Idealet for Skiønhed, og i saa Fald kan der intet Spørgsmaal være om, at det maa søges i den evige Kiærlighed, thi der boer det evige Livs almægtige Varme med al Fuldkommenhed i ►ulignelig Glands. Herom kan vi da ikke tale for høit, thi det er ikke meer end netop, at Sandhed selv finder Ord til ⓘ at udtrykke denne evige Skiønhed i al sin Glands; men som vi veed, er det langt fra at være den man tilbad, fordum under ►Aphrodites og ►Cyprias, siden under ►Musers og ►Gratiers og alskens uopregnelige Navne, det er ikke den Skiønhed som Sand46hed ►lover, om hvilken man kan sige, at den behager Verden, og naar vi da skal tale med Verden om Skiønhed, uden at ville paa mindste Maade bryde med Sandhed, da er der ►vel ikke paa nogen Enighed at tænke.