↩ Nu opstaaer da Spørgsmaalet, om vi kan finde Sandhed, og adskille den fra Løgnen i Tiden og 23Rummet, og her giælder det da først og fremmest om, at vi ►ret fatte, og dybt indprænte os den unægtelige ►Vished, at det ikke blot er i Tiden Sandhed og Løgn ere uforligelige, men at netop i Evigheden er der et svælgende Dyb befæstet imellem dem. Den Vildfarelse, at ►Skilsmissen kun er timelig, har i de sidste Dage faaet saa høirøstede Munde og veltalende Tunger, at vi maae væbne os mod den, ikke ved at tilstoppe Ørerne, men ved at rense dem, saa Sandheds Røst i sin fulde Kraft kan trænge ind og ►giennemtone os. Det er unægtelig ►vist, at der er evig Sandhed til, fordi Sandhed kun er den evige ►Værelses Ja til sig selv; var Livet og Sandheden ikke evige, da maatte det være en evig Sandhed, og da det nu dog er Nægtelse af Sandheds Evighed, stempler det netop sig selv som Løgn, og bekræfter Sandheds Evighed ved at nægte den. Ligesaa unægtelig nu, som Sandheds Evighed er, ligesaa unægteligt er det, at den netop i Evigheden umuelig kan taale Løgn, uden at fornægte sin Evighed: selv blive Løgn, som igien er umueligt da Løgn derved maatte blive Sandhed, blive selv det, i hvis Nægtelse den ►ene bestaaer. I Tiden derimod kan Sandhed taale Løgnen, taale at strides med den, fordi Løgnen ikke nægter den timeligt Liv, men paastaaer netop, at dens Liv er timeligt, hvilket da Ti24den maa vise, som Ordsproget ►bestemt udtrykker sig: ►hvad Sandhed er, skal Tiden vise. En timelig Kamp kan der altsaa være mellem Sandhed og Løgn, uden at Sandhed derved nægter sig selv; at den vil lade Løgnen kiæmpe, uagtet det er ►aabenbart, at al Kraft tilhører Sandhed, og kan kun med dens Tilladelse misbruges, det er os ►vist nok ubegribeligt, fordi vi umuelig kan begribe den evige Sandhed som ►begriber os, saalænge vi ikke ere Eet med den; men det kan vi begribe, at Sandheden kun tillader Kampen, fordi den har selv et timeligt ►Værk, som netop ved den befordres, og i dette Stykke ►gaaer der Syn for Sagn, thi vi ere selv et saadant ►Værk: Mennesket er unægtelig en Skabning af den evige Sandhed som under Kamp udvikler sig i Tiden. Hvorledes det nu ►egenlig hænger sammen med denne Kamp, kan være, og er virkelig et saare indviklet Spørgsmaal, ►ret egenlig Ordets Gaade, men her kommer det os endnu ikke ved, her er kun Spørgsmaalet, om, ►naar Sandheden har fuldført sit timelige ►Værk, og ►nødvendig derved berøvet Løgnen ⓘ al Kraft, al Muelighed i at yttre sig, saa der er intet tilbage ►uden den løgnagtige Villie, der umulig kan endes, da en endelig Villie er en Selv-Modsigelse, som en Kiærlighed der hader og myrder sig selv; om da Løgnen kan 25indlemmes i Sandhed, hvilket er den Udflugt man har grebet til, for at redde Løgnen! Herpaa maae vi nu svare det bestemteste Nei, thi man ►dreie det hvordan man vil, saa er det ikke tænkeligt, ►uden under den Betingelse, at Sandheden enten skulde holde op at hade Løgnen, eller Løgnen holde op at hade Sandhed, men i begge Tilfælde blev Sandhed Løgn, og Løgn Sandhed, i begge Tilfælde havde da Sandheden igiennem Tiden nægtet sig selv, som vi veed er umueligt.