↩ 367Historien var naturligviis ikke Hollændernes Sag, og naar man undtager 👤Hugo Groots latinske Fortælling om den spanske Krig, er neppe nogen anden Historie-Bog værd at nævne, thi 👤Pontans og 👤Meursii Fortjenester af 📌Dannemarks Historie ere ►alt ►og snart vurderede, og den 👤yngre Spanheims Kirkehistorie, som 📌Holland end ikke kan tilegne sig, er kun ►Samlinger til den. Imidlertid er det Kirke-Historien, som baade for disse, og andre ►Samlinger, især til Pave-Krøniken, skylder 📌Holland Tak, thi et Folk, der ei engang fik en nogenlunde fuldstændig Krønike om sig selv, kunde umulig tænke paa Verdens-Historien. Med den Bemærkning, at et Selskab, der ikke udgjør et Folk ►ͻ: er ikke Eet i Aanden, med Nødvendighed er aldeles uhistorisk, vil vi vende os til 📌Hollands høieste Videnskabelighed, nemlig Sprog-Dyrkningen, og paa Veien dvæle et Øieblik ved ham der var sin Tids hollandske Vidunder, og har været en af det attende Aarhundredes berømte Kjepheste paa dets Reise ►til 📌Bloksbjerg►; den navnkundige 👤Hugo Grotius. Han var født i 📌Delft,*1583. og gjaldt allerede i sine Drengeaar for lærd, blev tidlig Statsmand, men faldt som Tilhænger af Oligarchiet og Arminianernes Beskytter for 👤Moriz, blev siden svensk Gesandt i 📌Paris, og døde ►aftakket i 📌Rostok.*1645. Hvad Religionen angik, da havde han sin for sig selv, og af hans Skrifter skal man have ondt ved at kjende den, thi snart skrev 368han mod ►Socinianerne og snart nærmede han sig dem, snart gjorde han Nadveren til ingen Ting, og snart billigede han Catholikernes Mening saavel om den, som alle de andre Sacramenter; snart vilde han bevise Christendommens Sandhed af ►det Gamle Testamentes Spaadomme, og snart søgde han at ►afbevise deres Tilværelse paa de klareste Steder. Dog, naar man samler og overveier Alt, seer man ►vel, at Troen var ham i Grunden ligegyldig, saa han forsvarede den kun, ligesom det siden blev Skik, for at vise sin Lærdom og Styrke i Apologetiken, ►Bibelen var ham en smuk moralsk Bog, som gav en lærd Mand god Leilighed til at øve sin Kundskab og Kløgt, og som man, i Nødsfald, kunde ►sætte en Voxnæse paa, Kirken var ham i 📌Holland en Stats-Indretning, der, som enhver anden, skulde lystre den verdslige Øvrighed, men hvad den var ham i 📌Paris, da han forsvarede dens chatolske Skikkelse, skal man ikke let kunne sige. Det Sidste fraregnet, er det da ligefrem, at han; som ogsaa ►drev paa en uindskrænket Tolerance undtagen mod sine personlige Uvenner, maatte blive canoniseret istedenfor ►Bibelen i det attende Aarhundrede, men man kan ikke heller fortænke det syttende og nittende Aarhundredes Christne i, at de forkaste slig Overtroe med alt andet Papisterie, lade den hellige 👤Grotius ligge, og finde at Ordet staaer bedre ►ved sit Værd end ved hans Krykker. Man har ogsaa 369kaldt Manden Philosoph, deels fordi han betragtede Christendommen med hvad man har kaldt et frit philosophisk Blik, ►paa anden Dansk med et indbildsk, i sig selv forgabet Øie; deels fordi han udledte Natur-Retten af Stoicismen og Folke-Retten af sig selv, hvorved Verden fik Christendommen tre Skridt fra Livet; men saa godt Historien ogsaa kan forklare sig denne Adfærd, tør den dog ikke indrømme meer, end at han var den største Philosoph i 📌Holland, hvor man ogsaa i denne Henseende maa tage til Takke med hvad der er for Haanden, da Philosophie dog ellers skulde være baade for Hoved og Hjerte. Som Historie-Skriver skal han ligne 👤Tacitus paa et Haar, og Historien, der ved slige Leiligheder ikke regner det saa nøie, lader gjerne Roesen gjælde for hvad den er, men maa tilføie, at han fattedes i det Mindste to Egenskaber, for at være en god og sand Historie-Skriver, en levende Forestilling af det ►Forsvundne og ret Sandheds Kjærlighed, thi det første Savn føler Læseren i hans ►hollandske Historie, og det Sidste sporer han kjendelig i Smiger-Talen foran hans ►Udgave af de gothiske Skribenter, hvor man over den svenske Gesandt maa enten tabe Historien eller Historie-Skriveren af Sigte.