Grundtvig, N. F. S. Om Videnskabeligheds Forhold til Erfaring og sund Menneske-Forstand

Generelt

✂ Grundtvig gør indledningsvis opmærksom på, at det, han søger at afklare i ►“Om Videnskabeligheds Forhold til Erfaring og sund Menneske-Forstand”, er noget, han har beskæftiget sig med i 10 år, nemlig siden ►“Om Religion og Liturgie” fra 1807 (s. 20). I ►Danne-Virke-sammenhæng trækker afhandlingen tråde tilbage til ►“Om det Philosophiske Aarhundrede” fra andet hæfte af ►Danne-Virke 1, hvor Grundtvig skitserede en kristeligt begrundet filosofi kaldet “Vidskab” (se indledningen til ►“Om det Philosophiske Aarhundrede”). Vidskaben skulle forme sig som en historisk betragtning af mennesket, der principielt var uafsluttelig, men havde tilværelsens forklarelse som mål. I ►“Om Videnskabeligheds Forhold til Erfaring og sund Menneske-Forstand” forsøger Grundtvig at uddybe, hvordan denne vidskab nærmere er beskaffen.

Opgør med tidens filosofi

✂ Afhandlingen indledes med et rids af filosofiens udvikling fra slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet frem til Grundtvigs egen samtid. Han konstaterer, at fra omkring midten af 1700-tallet var tænkningen både på kontinentet og i England udpræget erfarings- og fornuftsorienteret, indtil 👤Kant dukkede op og lagde hele vægten på kategorierne, dvs. erkendelsesteorien. Erfaring og sund fornuft forfægtedes ganske vist stadig i små isolerede kredse, men kun som “Oppositions-Partie” (17), der fx benægtede eksistensen af en overnaturlig åbenbaring og af historiens betydning. Problemet med samtidens oplysningstænkning er nu ifølge Grundtvig, at den affærdiger de vigtigste spørgsmål i tilværelsen, fx spørgsmålet om, hvor vi kommer fra, hvor vi er på vej hen, og hvad livet og døden er for noget. Denne tænkning er ikke ægte oplysning, men et udtryk for “en dyrisk feig Tilfredshed med at æde og drikke, handle og vandle i aandeligt Mørke” (19 f.).

✂ Lægemidlet mod tidens filosofiske dårskab er for Grundtvig erfaringen og den sunde fornuft, som han mobiliserer til kamp på kristendommens side mod en selvrådig tænkning, der har gjort filosofien til en salighedssag.

Erfaringen og den sunde fornuft

✂ Grundtvig spørger, hvad ‘forstand’ i grunden er (28). Han afviser de snurrige filosofiske forsøg på at definere sig ud af sagen og undgår bevidst den akademiske diskussion af forskellen på forstand og fornuft, som har beskæftiget filosofien siden 👤Kant. Den har ifølge Grundtvig kun forvirret tingene. I stedet hævder han at støtte sig til erfaringen og den folkelige forståelse af sagen. Ved forstand forstår folket evnen til at “giøre sig ordenlige Tanker og tydelige Begreber”, mens fornuften snarere betegner “Tænke-Evne i det Hele, hvad Stand den saa end er i” (29). Sund menneskeforstand er da ifølge ham evnen til at danne tydelige og sunde, dvs. rigtige og sande, begreber, hvilket ethvert modent menneske, der ikke er forrykt, er i stand til. Der kan ganske vist være en forskel i begavelse mennesker imellem, men den er ikke afgørende.

✂ For ikke at ende i en strid om ord præciserer Grundtvig dernæst sin sprogbrug ved at tale om “almindelig Menneske-Forstand” i mere prægnant betydning. Han afleder udtrykket af det latinske: sensus communis (31), som på nudansk bedst gengives med sund fornuft og i filosofisk henseende med det engelske ‘common sense’.

✂ Den mere præcise sprogbrug gør nu ikke Grundtvigs dom over filosoffernes nedvurdering af den sunde fornuft mildere. Deres påstand om, at den almindelige sunde fornuft ikke har adgang til en almengyldig sandhed, fører til en forkastelse af muligheden af at have en sikker fornuftsbaseret viden om åndelige anliggender overhovedet. Og en ikke-fornuftsbaseret åndelig autoritet forkaster filosofferne helt. En tro, der støtter sig på erfaring og historie, betragter de som en fordom. Men den sunde fornuft fordømmer ikke troen ifølge Grundtvig, kun overtroen.

Sandhedens grundsætning

✂ Filosofferne er ifølge Grundtvig ude af stand til at bevise deres påstande, netop fordi de afviser, at den sunde fornuft kan begribe dem. På den måde bliver tanken til gætning og troen til indbildning. Men hvad vil det sige at bevise noget, spørger han (33). Et sandhedskriterium finder han i identitetsprincippet og i kontradiktionsprincippet. Det første princip, som Grundtvig kalder “Identitets-Grundsætningen” eller “Sandheds-Grundsætningen”, udsiger, at det for enhver ting gælder, at den er identisk med sig selv, mens det andet princip, “Modsigelses-Grundsætningen”, udtrykker det forhold, at to modsatte udsagn om det samme af logiske grunde ikke begge kan være sande. Modsigelsens grundsætning betragter Grundtvig som afledt af identitetssætningen, og han formulerer dens indhold således:

✂ Ja er Ja og Nei er Nei, Ja kan ikke være Nei og Nei kan ikke være Ja; altsaa kan Ja og Nei mod hinanden ikke giøre Eet [: gå ud på et]. Den urokkelige Grund-Vold for denne Sandhedens Grund-Sætning er, som man let seer, Selv-Bevidstheden (34).

✂ Selvbevidstheden er i sidste ende sandhedskriteriet, fordi ingen kan nægte sin egen eksistens uden at modsige sig selv. Hvad der ligger uden for selvbevidstheden, kan selvet, eller sjælen, kun slutte sig til eller gætte på. Selvbevidstheden er ifølge Grundtvig selve den menneskelige grunderfaring, hvorigennem mennesket kommer til sandhedens grundsætning.

✂ Grundtvig uddyber herefter, hvad han forstår ved erfaring. Igen tilslutter han sig en folkelig forståelse, der går ud på, at hvad man endnu ikke har erfaret, har man heller ikke lært at kende; man må føle for rigtig at lære at kende, og hvad man ikke har lært rigtigt at kende, har man heller ikke erfaret; og omvendt: man kan ikke have erfaret noget til bunds, uden at have lært det at kende til bunds. Af dette følger, hævder Grundtvig, at vi intet kan begribe, som vi ikke fuldt ud har erfaret. Erfaringen er derfor den eneste vej til sand vidskab, og sand videnskabelighed er ikke andet end en åndelig brug af den sunde fornuft, eller, som han også formulerer det, “en Stemning for en saadan aandelig Erfaring” (36).

Åndeligt og legemligt

✂ For nærmere at afklare, hvad der ligger i påstanden om, at ethvert begreb hviler på erfaring, har Grundtvig nogle refleksioner over forholdet mellem det åndelige og det legemlige. At det overhovedet er muligt at erfare åndelige ting, ser Grundtvig garanteret af, at det legemlige og det åndelige ikke er modsætninger i samme forstand, som løgn og sandhed er det. Det åndelige og det legemlige ophæver eller udelukker ikke hinanden, men lader sig forbinde “i venlig Vexel-Virkning” (39), fordi de deler virkelighed og oprindelse. I selvbevidstheden sammensmelter det åndelige og det legemlige, hvilket man dagligt kan forvisse sig om ved simpelthen at tale og høre: gennem høresansen erfarer vi ikke alene noget legemligt: lyden, men også noget åndeligt: ordet. I den inderlige forbindelse mellem ånd og legeme ser Grundtvig et værn mod al idealisme, dvs. mod nægtelsen af det legemliges fornuftige virkelighed (40).

Vidskaben

✂ Grundtvig bruger sine nyvundne indsigter til en uddybelse af, hvad vidskab er. I ►“Om det Philosophiske Aarhundrede” nåede han frem til, at vidskaben nødvendigvis måtte være historisk, fordi mennesket udvikler sig i tiden og kun kan begribes i den. Det efterlod imidlertid spørgsmålet om, hvad man nærmere skal forstå ved historisk erfaring.

✂ Han skelner nu mellem indre (“indvortes”) og ydre (“udvortes”) erfaring (42), som igen svarer til en skelnen mellem historisk kundskab og historisk vidskab. Vidskaben hviler på kundskaben og udvikler sig først sent og stykkevis af denne, som det hedder (43). Til dette føjer Grundtvig endnu en skelnen, som kan være svær at få fat på, og som han da også indrømmer kunne trænge til en nærmere udredelse i form af en selvstændig afhandling. Det drejer sig om en skelnen mellem vished og sikkerhed. Visheden angår det, der ikke kan nægtes, mens sikkerheden angår det, der ikke kan slå fejl. Visheden angår den indvortes erfaring, sikkerheden den udvortes. Til en fuldstændig indvortes erfaring hører overensstemmelsen mellem forestilling, følelse og forstand, og til en fuldstændig udvortes erfaring hører overensstemmelsen mellem syn, hørelse og “Haand-Følelse” (43), dvs. føleevnen.

✂ Den for Grundtvig vigtige forskel på historisk kundskab og historisk vidskab kan derfor udlægges som en forskel på en deskriptiv historieskrivning (kundskab) og en ‘indre’ sammenfatning af en lang række ‘ydre’ givne historiske kendsgerninger (vidskab); og syntesens gyldighed afhænger af, om alle sjælelige evner, indbyrdes afstemt, er bragt i anvendelse til formålet. Mens historisk kundskab altså højst kan give sikkerhed, giver sand vidskab vished (jf. ►Høirup 1949, s. 153 f.).

✂ Det, der gjorde filosofferne bange for erfaring og almindelig sund fornuft, var ifølge Grundtvig dels uklarhed om, hvad disse ting egentlig er, dels en følge af, at man ikke ville nøjes med sikkerhed, hvor vished var umulig. Som en konsekvens unddrog man sandheden fra erfaringens og den sunde fornufts domstol.

✂ Grundtvig mener med disse udredninger at have godtgjort påstanden om:

✂ Erfaringen som al sand Vidskabs Kilde, og om den almindelige Menneske-Forstand som alle vore Begrebers Maaler, og Modsigelsens Grundsætning som den eneste ufeilbare Maalestok (45).

✂ Mod slutningen erklærer han, at den sande videnskabelighed endnu kun er i sin spæde vorden, og han annoncerer nye afhandlinger, der skal udrede forholdet mellem den enkeltes erfaring og menneskeslægtens. Det blev dog i første omgang hans antropologiske refleksioner over selvbevidstheden (det sjælelige), det legemlige og det åndelige, der fik en udførligere behandling, nemlig i den store afhandling ►“Om Mennesket i Verden”, der udkom i andet hæfte af ►Danne-Virke 2, den 3. marts 1817.