↩ Efterklangen her er opbygget som en tiltale til den ukendte skjald, der i sin tid digtede om 👤Svanelille. Og skjalden svarer digteren Grundtvig, så han får en form for svar på nogle af sine mange spørgsmål. For det første om visens historicitet: “Hvad var hendes Navn paa Jord? / Hvorfor tier ►Saga stille” (afsnit 2), for det andet om forholdet mellem løgn og sandhed i digtning: “Kunde løiet Sorg vel føie / Ord og Riim saa i din Mund?” (afsnit 2) og for det tredje om poesiens mening (afsnit 5). Og meningen er netop, at i digtningen får et menneske en stemme: “Han dig skiænket har en Stemme, / Han din Klage gav en Klang” (afsnit 5). Og samtidig bliver det lille digt en del af noget større, nemlig hele den danske poesi, der ikke alene toner over sø og land, men “Som skal Himlens Fugle svare, / Som skal Bølgens Suk forklare” (afsnit 5). Hvor det eneste kristne træk i den gamle folkevise var tvillingernes dåb, rummer efterklangen en tydeligere formuleret næsten romantisk kristendom: aftenstunden er hellig, og poesien skal gå op i en højere enhed med den kristne reformationsfejring (afsnit 5).