↩ Nu komme vi da til Afskeeds-Sangen, den 26de, som fremstiller et Optrin, der ikke hører til de sædvanlige, hverken i den ny eller gamle Verden. Smukt takker ►Bjovulf Kongen for al hans Naade, og giør det høitidelige Løfte, ved første Nys om Fare, at staae ved ►Skjoldungens Side, med Mod og Manddom og væbnede Skarer*Jeg tier med hvad han siger om ►Hredrik, fordi Texten her er dunkel og usikker, dog synes det som han kun udstrækker sit Løfte om kraftig Bistand, ogsaa til Sønnens Dage.. Overvældet kan ►Hrodgar ei noksom prise den liflige Tale, erklærer, som i prophetisk Aand, at skulde Sot eller Sværd bortrive ►Gothernes Konge, da er dog Thronen vel forsynet, naar han vil beklæde den, han vidner høit, at nu skal al Tvist mellem Danske og ►Gother være død, og Snekken, saalænge han lever, kun bære Hilsen og Venne-Gaver mellem Landene. Derpaa skiænker ►Skjoldungen ►endnu sin Ven tolv Klenodier, omfavner ham med Kys, og kan ei skjule Taarerne, som med Magt nedstrømme paa den ►graahærdede Konges Kinder. ►Betyngede med Gaver, og talende om ►Skjoldungens ►Rundhed, vandre ►Gotherne til Stranden, og Skjalden giver ►Hrodgar det Vid248nesbyrd, at ingen Konge var mere agtet end han, indtil Alderdommen, som er hver Mands Herre, tog Kræfterne fra ham.