↩ Den 24de Sang begynder ►Bjovulf med en kort Beretning om sin Daad, og forærer saa den lyksalige Konge det gyldne ►Handfang, hvorpaa Fortids Bedrifter lige fra ►Syndflodens Tider ere aftegnede, og Runer fortælle, hvem der var Mester for Sværdet og til hvem det blev gjort. Derpaa udbryder 245den minderige ►Danner-Konge i ►Bjovulfs Priis, vidner, at hans Overmand har Ingen fundet, og kaster et Sideblik til ►Heremod, som, ihvor herlig han end var udrustet, hvor høit han end steeg i Magt og Ære, dog, langt fra ►saa at tjene Tak af ►Skjoldung-Stammen, ►blodgierrig, stolt og ►nidsk, lønnede Daner med Utak, og ►afvendte alle Hjerter fra sig*At ►Heremod her er Navnet paa en Helt, seer man klart, og undres ei derover, da det findes næsten i alle de angelsachsiske Kongers Slægt-Registre, ei langt fra ►Vodens. At man ogsaa i 📌Norden havde Sagn om ►Hermod som en Helt, seer man af ►Hyndlas Sang, men det er, saavidt jeg veed, ogsaa Alt. Skade at der just fattes noget her (S. 129 L. 13) mellem ►ar og Scyldingum, som baade Ordføining, ►Riimbogstav og en af Afskrifterne viser, thi ellers kunde man ventet at see den ►Skjoldungs Navn, i hvis Gaard ►Hermod var. Han synes vel at kaldes ►Ecgvela, men det klinger fremmed og sært.. Heraf tager Oldingen Anledning til at advare den unge Helt for Hovmods Fristelser. Med inderlig Veemod skildrer den gamle Konge-Skjald i ►uforkonstlede Ord, hvorledes det sædvanlig gaaer Menneskens Børn, naar den Evige skiænker dem Sundhed, Rigdom og Ære, saa ingen Haand løfter sig imod dem, men al Verden vendes efter deres Villie. Da, siger Oldingen, indslumrer Vogteren 246i Hjertet, og naar han sover tryggest, staaer Bane-Manden nær med sin spændte Bue, Intet beskiærmer mod den dødelige Piil, Høvdingen synker, og Fremmede dele uden Sorg hans Skatte. Saa vogt dig nu, herlige ►Kæmpe, elskede ►Bjovulf! bliver han ved, ►end blomstrer du i Styrke, men om en liden Stund synker du dog for Sot eller Sværd, Ild eller brusende Bølger, eller dog for Alderdommen som hyller det funklende Øie i Mørkhed. See paa mig! mangfoldige Gange løb Aaret rundt, og jeg sad urokket i min Vælde, vidste mig ingen Fare fra noget Verdens Hjørne, da pludselig ►Grændel blev min Skræk. Dog, takket være den evige Herre, som lod mig leve til nu, mine Øine see Fiendens blodige Hoved! Gak nu til Sæde! glæd dig med Vinen, Klenodier ►skiftes i Morgen*Dette er ingenlunde en Oversættelse, men kun Indholden, angivet meest med Sangens egne Ord, hvilket jeg vel for en Sikkerheds Skyld maa anmærke..